Jeg har spillet fodbold siden jeg var meget lille. I 2009 begyndte jeg at få en lille bule lige under knæskallen, som hævede når jeg havde bevæget mig. Lægen sagde at jeg havde Osgood Schlatter-knæ. Jeg spillede videre og startede også til håndbold, men fik så ondt i mit andet knæ. Der var ikke nogen bule – det gjorde bare ondt inde i knæet.
For to år siden tog det overhånd, jeg kunne slet ikke løbe, og jeg fik ondt med det samme – virkelig ondt. Jeg blev henvist af min læge til en knæ-specialist. Her fik jeg at vide at jeg bare havde vokseværk, og at det var normalt. Jeg skulle bare stoppe fra sport indtil smerterne ikke var der mere. Hvilket muligvis først var når jeg blev 18 år.
Jeg er nu 16 år og har ikke dyrket sport siden. Jeg er virkelig træt af det, og føler ikke at det har hjulpet at stoppe i to år.
Kan jeg være sikker på at det bare er vokseværk? Er der noget jeg kan gøre for at det hurtigere går væk?
Hilsen Anne
Hej Anne
Jeg kan godt forstå at du er træt af det, og ked af at du ikke kan dyrke sport.
Umiddelbart tror jeg ikke at det hverken er vokseværk eller Osgood Schlatter-knæ der volder problemer for dig lige nu. Det er meget muligt at det var vokseværk da du var yngre, men det tror jeg ikke længere, når du er 16 år. Du har overstået dine voldsomme voksespurter. Ligeledes tror jeg heller ikke at det er Osgood Schlatter-knæ, da det normalt viser sig som en tilvækst på skinnebensknoglen og smerter i senen hen over knæet. Bulen går ikke væk ved Osgood Schlatter, den bliver bare hård og knogle-agtig.
Jeg har jo ikke undersøgt dig, men jeg tror det kan være PFPS – patellofemoral pain syndrome. Det kan skyldes strukturelle, genetiske og muskulært baserede ting. F.eks. nedsunkne forfødder og/eller nedsat styrke og stabilitet over bækkenet og især den muskel der hedder gluteus medius.
Jeg ville i første omgang starte med at træne musklerne i området op. Få fat i en fysioterapeut, som kan lave et program til dig der både inkluderer balanceøvelser, hofte/bækken-øvelser og træning af svangen. Jeg håber og tror at dette vil hjælpe dig, i takt med at du bliver stærkere og mere stabil på de specifikke steder.
I Krop+fysik nr. 5, 2013 kan du i øvrigt finde en artikel om børn og idrætsskader.
De bedste hilsner – og håber du snart kommer på banen igen!
Mette Jacobsen
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.