Vi skubber venligt folk i den rigtige retning

Af: Clara Edgar Jakobsen

Foto: Elisabeth Hamerik Schwarz

På Biotek-virksomheden Symphogen arbejder sidder mange medarbejdere bøjet over et mikroskop eller bruger meget tidi laboratorier og/ellerog mved skrivebordet computere – og det gav smerter i skuldre og nakker. Nu har Symphogen med held taget kampen op mod belastningerne fra det stillesiddende arbejde.

Symphogen er en biotekvirksomhed der arbejder med at udvikle kræftbehandling. Symphogen ligger i Ballerup, og rundt om den store bygning er der smuk natur og marker med græssende køer. Naturen er også rykket med ind på de lange gange, hvor grønne planter bader sig i lyset fra de store vinduespartier.

Det er vigtigt at arbejdspladsen er et rart sted at være, for der kræves meget af den enkelte medarbejder, og alle lægger dagligt mange timer. Man kan ikke nødvendigvis bare stemple ud klokken 15.30, hvis der er noget der ligger og ulmer i en petriskål i laboratoriet. Derfor er der tænkt over omgivelserne – og over hvordan virksomheden kan skabe de bedst mulige rammer for alle medarbejderne og de mange forskellige funktioner/arbejdsstillinger.

Projekt sat i gang

For 2½ år siden oplevede Symphogen at flere og flere klagede over smerter i skuldre og nakke. Antallet af behandlinger via sundhedsforsikringen steg, og ledelsen indså at her var et oplagt projekt at gå ind i. Sundhedsambassadør og PA til adm. direktør Martin Olin, Heidi K. Rønnest, samt HR chef Lisbet Løschenkohl kontaktede derfor fysioterapeut Søren Hald, og sammen med ham udviklede de et projekt som en tretrinsraket: Søren Hald holdt et oplæg om hvor lidt der skal til for at undgå skader; han var rundt og tjekke alles arbejdspladser; og derefter indførte Symphogen daglige powerbreaks med fokus på styrketræning.

Lidt har også ret

Powerbreaks er et kvarters træning om dagen, og det foregår i virksomhedens veludstyrede træningslokale. Der er ingen tilmelding, ingen tvang, ingen krav til deltagelse – og det er et tilbud som er blevet taget godt imod. Hver dag når klokken nærmer sig 11.15, samles mellem 10 og 20 kollegaer i lokalet, klar til at bruge musklerne og bevæge leddene. På ugentlig basis er omkring 50 forskellige mænd og kvinder igennem lokalet til den faste træning.

Denne tirsdag er klokken slået 11.12, og folk er begyndt at finde vægte, elastikker og bolde frem. Nogle har skiftet til træningstøj, mens andre har jeans eller kjoler på. En mand leger med en elastik, som springer fra ham – til stor fornøjelse for de øvrige i rummet. 11.15 bliver der skruet op for musikken, og Heidi stiller sig i cirklens midte. Hun instruerer de andre i at bevæge skuldrene i cirkulære bevægelser, og fortsætter med andre stræk for skuldre og arme, hvorefter hun overgiver pladsen til Lisbet, som laver squats til sangen ”Sally up Sally down”, der brager ud fra højtalerne.

Det betaler sig at prioritere sundhed

Et kvarters træning om dagen lyder måske ikke af meget. Men faktisk viser mere og mere forskning at lidt også har ret. Og de to Symphogen-sundhedsambassadører ser da også en tydelig forskel blandt deres kollegaer, der blandt andet er blevet meget stærkere, mere udholdende og bedre til at udføre øvelserne. Et interview rundt i afdelingerne har givet mange solskinshistorier: Nogle behøver ikke længere blive behandlet af kiropraktor eller fysioterapeut, og dertil kommer en signifikant lavere forekomst at museskader og andre kontor-smerter.

Sætter ind på mange planer

Efter den store succes med den aktive pause og det øgede fokus på bevægelse i løbet af arbejdsdagen fik ledelsen blod på tanden. De ville igangsætte et projekt som skulle gøre virksomheden til frontrunners på trivsel og sundhedsområdet. Det blev i første omgang til et 12 måneders forløb i fire faser: Fysisk aktivitet, mental sundhed, kost & ernæring og work-life balance. Projektets første år blev afsluttet i april i år, og allerede 1. maj skød blev projekt 2.0 skudt i gang.

– Vi fik i første omgang et år af ledelsen til at afprøve initiativer, og i den forbindelse indgik vi en aftale med Garmin, så vi har kunnet udlåne fitness-trackere til alle medarbejdere. Trackeren kan hjælpe den enkelte med at holde styr på aktivitetsniveau, søvnkvalitet, puls mm. For at motivere yderligere har vi løbende kørt forskellige konkurrencer, og den strategi har virket rigtig godt – for virksomhedens medarbejdere er meget konkurrenceprægede, fortæller Heidi og Lisbet med et smil, og tilføjer at det naturligvis er frivilligt at deltage, og den enkelte medarbejder kan dele de oplysninger han eller hun har lyst til.

Hver af de fire faser blev skudt i gang med et oplæg af en relevant oplægsholder, efterfulgt af nye tilbud eller initiativer i virksomheden. Eksempelvis var yoga en del af den periode der handlede om øget mental sundhed, og som blev indledt med et oplæg om søvn. Kost-og ernæringsdelen startede med et inspirerende oplæg af Christian Bitz, hvorefter frokostordningen satte mere fokus på alternative retter herunder vegetar-retter, supper og sundere snacks. Det har været et bevidst valg fra vores side ikke at fjerne kage, morgenmad mm., fortæller Heidi og Lisbet.

Det kan betale sig

Indsatsen har kostet tid og penge, men ser man på resultaterne, betaler det sig.

– Sygefraværet er faldet med 30 % det første år. Vi kan ikke tilskrive reduceringen én årsag, men vi kan høre på tilbagemeldingerne at folk synes det har virket. Derfor er det bare op på hesten og arbejde videre med de venlige skub i den rigtige retning, siger Lisbet.

Og venlige skub bliver der da også givet i træningslokalet, hvor ”Sally up Sally down” ikke lader til at have nogen ende. Mænd som kvinder danser efter sangens pibe og bevæger sig op og ned i squat efter squat, indtil sangen endelig slutter. Alle puster. Så er det armenes tur til at arbejde.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.