Af Christian Graugaard, læge

Menneskekroppen: Forunderlig og foranderlig

Der er uendeligt mange grunde til at fejre kroppen, for den er fuldstændig mirakuløs, skriver læge og forfatter Christian Graugaard i denne poetiske hyldest til kroppen.

Det handler om kroppen, dette sært beåndede stykke kød, dette vanvittigt avancerede organiske maskineri, som ikke alene får billioner af cellers stofskifter til at svinge i takt, men også besidder den unikke evne til at reflektere over sig selv og sin omverden. Til at drømme, længes, fantasere, forstå og fortolke.

Og så handler det naturligvis om gådernes gåder: Hvordan to celler bliver til 10.000 milliarder, hvordan et to nanometer langt DNA-molekyle kan rumme selve arkitekttegningen til hele dette overdådige gotiske slot med hanebjælker og bindingsværk og svalegange og gesimser og balsale og spisekamre og indlagt vand og kloak og elektricitet og rørpost og telefoner og intranet og ventilationsblæsere og svimlende udsigtstårne og afgrundsdybe krybekældre fyldt med årtusinders støvede hukommelse.

Hvordan kvintilliarder og atter kvintilliarder af komplekse molekyler kan kommunikere med hinanden, hvordan ét atom byttet ud med et andet atom eller drejet en tusindedel omgang om sin akse kan få tagspærene til at knage eller huset til ligefrem at styrte sammen under vægten af sig selv. Hvordan det hele kan forekomme så henkastet, når det i virkeligheden er så uforståeligt indviklet – og hvordan man først for alvor begynder at fange en flig af kompleksiteten, den dag den går itu. Det handler om et stykke natur, som uafladeligt skaber kultur. Om noget levende, der med sikkerhed skal dø. Og noget dødt, som klumper sig sammen og bliver til liv.

Det handler om menneskets krop eller for nu at sige det så enkelt, som det i virkeligheden er: Om mennesket. For ikke alene har vi en krop, vi er den gudhjælpemig også. Vi er samtlige 200.000 milliarder nervesynapser, 100.000 kilometer blod-bane, 10.000 milliarder celler, 451 skeletmuskler, 207 knogler, 46 kromo-somer, fem liter blod, to arme, to ben, et hoved, en torso, en bug, et dinglende eller fiffigt tilbagetrukket køn.

Vi er tarmens mørke og nethindens glimtvise lys, vi er furerne i hænder og fødder og hypofysens lille hormon-ur. Vi er de snoede og foldede proteiner holdt sammen med broer af brint, vi er sukkerstofferne og fedtdråberne og kernesyrerne, vi er ilt og brint og natrium og kvælstof og fosfor og svovl og jern og jod og mangan og selen og kalium og kalk og klor. Vi er rundt regnet fem, seks, syv spande vand tilsat en smule ilt, kul og salt, og vi skulper, når vi spankulerer omkring i verden – vi bløder og snøfter og savler og pisser og menstruerer og spermer og sveder og flæber i én uendelighed. Vi sætter os spor overalt, hvor vi kommer: vi taber vores hud lag for lag, vi efterlader hår og skæl og sved og kussesaft i dynetøjet og fedtede fingeraftryk i busserne og stumper af DNA på dørhåndtag og på bagsiden af frimærker.

Vores krop er identisk med alle andre menneskers kroppe og alligevel er den unik, fordi dens betydning varierer fra person til person, fra verdensdel til verdensdel, fra én historisk epoke til en anden.

Kroppen er forudsigelig som det fineste urværk, men også hemmelighedsfuld og spækket med gåder. Dens stofskifte kan kortlægges i en petriskål, dens tekstur studeres på nærmeste hold under et mikroskop, og dog har kroppen gennem hele menneskets historie været en uudtømmelig kilde til overraskelser og livsbekræftende undren. Biologisk set har kroppen ikke ændret sig nævneværdigt i årtusinder, men alligevel er dens væsentligste kodeord foranderlighed. Det skyldes, at vi har så veludviklede hjerner, at vi er i stand til at fortælle historier om os selv. Reflektere over os selv. Iscenesætte os selv. Konstruere mening, sammenhæng og fællesskab. Kort sagt: skabe kultur.

Vi er udstyret med den mest blærede biologiske hardware, men uden kulturel software er mennesket slet ikke menneske. Det er evnen til at fortolke os selv og hinanden i verden, som gør os unikke. Rent biologisk kan giraffer og blåhvaler sagtens hamle op med os, men der findes mig bekendt ingen andre dyr, som har udtænkt symfonier og måneraketter og kærlighedssonetter og swingerklubber og skilsmisseadvokater og trediveårskrige. Kroppen er et vilkår og en rebus. Den er triviel og fuldstændig mirakuløs. Kroppen er et højt specialiseret kemisk værk og en kulturel forvandlingskugle af de allerstørste. Den er en generisk prototype, som kun varierer promillers promille fra model til model, men alligevel et unika, en one-of-a-kind: Kroppen er vores udsigtspunkt i verden, det er med kroppen, vi erfarer, sanser, føler, tænker, elsker, slås og kommunikerer. Det er med kroppen, vi lever. Og oplever. Det er med kroppen, vi er til.

Christian Graugaard er læge og ph.d. på en sexologisk afhandling. Artiklen er skrevet med afsæt i hans farvestrålende hybridværk ”Corpus – rejser i menneskekroppen” (Politikens Forlag).

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.