Kvinder træner sig videre efter kræften

Af: Marie-Louise Kjær, journalistpraktikant

Der er masser af fællesskab og engagement når brystkræftopererede kvinder træner på Center for Kræft og Sundhed i København. Formålet er at mindske de senfølger der kan opstå efter operationer, stråler og kemoterapi.

Steffen Brandt og Tina Dickows danske version af Leonard Cohens Halleluja flyder diskret fra højttalerne, mens fysioterapeut Jette Marquardsen i skrigpink træningstrøje tager ordet. Det er mandag eftermiddag, og vi er på Center for Kræft og Sundhed på Nørrebro til en træningstime specielt målrettet de brystopererede kvinder i København.

Kvinderne på holdet er meget forskellige – her er unge og gamle, skaldede eller med paryk, hue eller hovedtørklæde. Gulvet er overstrøet med yogamåtter i forskellige farver, der er højt til loftet, og de store vinduer sikrer et flot lysindfald.

– Lad som om I hælder vand ud af ørerne, instruerer Jette, mens hun hælder hovedet fra side til side for at illustrere den rolige strækøvelse.

Træning med gaffabeklædte avisruller

De to andre fysioterapeuter der er til stede, går rundt og retter diskret på de kvinder der udfører øvelserne uhensigtsmæssigt.
Der er humor, men også alvor og intensitet under træningssessionen, der bygger på fysioterapeut Kirsten Tørsleffs metoder. Hun udviklede øvelserne til brystopererede kvinder for mere end 20 år siden. Målet er at hindre senfølger i kølvandet på kemoterapi og operationer.

– Gør det ondt på nogen? spørger Jette. For det må det ikke.

Forløbet på holdet varer 4 uger og inkluderer også instruktion i vævsforskydelighed af det opererede område, og så skal kvinderne selv vedligeholde træningen derhjemme efterfølgende. Øvelserne skal de lave resten af deres liv.

En papirkurv bliver hentet frem fra et skab. I den opbevares de ”stave” der skal bruges i næste øvelse. Egentlig er det bare sammenrullede aviser og gavepapirsruller, der møjsommeligt er tapet sammen med klar tape eller gaffa.

Kvinderne tager hver især en stav i hånden og løfter den højt. Så højt som de hver især formår. Formålet er at forbedre mobiliteten i skulderen.

Bevægelse er alfa og omega

Brystkræftopererede har ofte problemer med stramhed og mobilitet i det opererede område. Arvævet efter operationerne indskrænker bevægelsesfriheden, og formålet med træning og vævsbehandling er at smidiggøre området.

– Væv giver sig, så det handler om at bevæge sig så meget som muligt, forklarer Jette.

Et øjeblik er der stilhed, og kun lyden fra håndtering af de avisopbyggede stave høres.

Da Jette erklærer øvelsen for slut, smider alle kvinderne stavene fra sig med et kollektivt bump.

– Vi arbejder på den gode holdning. Kroppen vil gerne trække jer i den modsatte retning end op. Det skal I ikke finde jer i, siger hun med et glimt i øjet.
Fysisk træning er vigtigt sideløbende med moderne kræftbehandling, og væk er de tider hvor kræft var lig med at være sengeliggende.

De næste øvelser foregår liggende på ryggen. Kvinderne ligger på rad og række med armene ud til siden og går i gang. Imens sætter Jette Marquardsen en ny melodi på, som er meget symptomatisk for baggrunden for træningsøvelserne: Panamas “Det ordner sig”.


Træning hjælper efter bryst-operation

Tidlig indsats forkorter behandlingsforløbet hos kvinder der er opereret for brystkræft og begrænser mængden af senfølger, for eksempel nedsat bevægelighed og lymfødem. En af de mest anvendte behandlingstilgange, er Tørsleff-metoden, som er udviklet af fysioterapeut Kirsten Tørsleff, der i 2002 modtog Dansk Brystkræft Organisations ærespris for træningsprogrammet, der har hjulpet mange kvinder.


 

Online-træning

Københavns Kommune lancerede i november 2016 hjemmesiden brystrehab.dk. Her ligger videoer med instrukser til de grundlæggende øvelser, så kvinderne kan supplere deres genoptræning og evt. individuelle behandling samt fortsætte træningen efter deres forløb er afsluttet. Der er blandt andet videoer af mindfulness og selvdrænage, som er en metode til at afhjælpe væskeophobninger de steder i kroppen hvor lymfeknuderne er bortopereret.

Brystrehab.dk er udviklet som en del af forskningsprojektet: BRECOR (Breast Cancer Online Rehabilitation) og løbende afprøvet af kvinder opereret for brystkræft. Projektet blev iværksat på baggrund af forskning der viser at rehabilitering af arm og skulderregion er effektivt til at forebygge og behandle senfølger efter operation for brystkræft.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.