Den sunde mad vinder

Af Ib Salomon

Århus Bordtennisklub har fået en madpolitik. Lyder det kedeligt? Det er det ikke, og spillerne er blevet vilde med sund, spændende og nærende kost. 

Jeg troede min søn var blevet syg, da han kom og bad om en 20’er til en frugtpose.
»Den melding fik Henrik Thomsen fra en af de andre forældre i Århus Bordtennisklub, og den glædede ham, for den var bevis på at hans og klubbens indsats for bedre kost virker.
»Henrik Thomsen er far til Nikolaj på 13. Nikolaj er blevet udtaget til ungdomslandsholdet i bordtennis, så han spiller stort set dagligt, og i de fleste weekender er der stævner – stævner hvor man tilbringer hele dagen i en sportshal. I hallerne består den typiske kost ofte af pizzastykker, pølsemiks, parisertoasts, kage, chips og burgere. Til maden drikkes der masser af sodavand.
»Det snakkede Henrik Thomsen og hans kone, Charlotte Søderberg, en del om. Begge interesserer sig for kosten og dens betydning for både velbefindende, koncentration og præstationer, og de blev enige om at tage emnet op i de klubber hvor Nikolaj spiller – det vil sige først SISU og nu Århus Bordtennisklub. 

Kosten lige så vigtig som bat og bold

Det førte bl.a. til en ”sundhedsaften”, hvor spillerne stillede masser af spørgsmål om kosten og dens betydning. Det viste sig at både spillerne og forældrene gerne så at man gjorde noget ved kosten, og det har nu ført til at Århus Bordtennisklub ligefrem har fået en kostpolitik, og at en gruppe forældre med Henrik Thomsen i spidsen har udviklet et koncept de kalder ”Pit Stop ÅBTK”. Ideen er at kosten er lige så betydningsfuld som bat og bold.
Kort fortalt går det ud på at levere mad til klubbens spillere – mad som giver både langsom og hurtig energi, og samtidig en mad som indeholder fibre, så den giver en god mæthed. Desuden skal maden give et stabilt blodsukker, for som Henrik Thomsen siger:
»- Somme tider bliver spillerne lukket ind i hallen klokken 8 om morgenen og ikke lukket ud før om aftenen.
»Ved at indtage et måltid med kulhydrater og protein efter træningen eller en kamp rammer man ”det glykæmiske vindue”, en periode på cirka en halv time hvor kroppen særligt effektivt transporter næringsstoffer fra blodet til musklerne.
»Drikkevarerne er vand, vand og atter vand.
»- Sodavand duer ikke. Sukkeret betyder at der trækkes væske ud i blodet, så man får et
væsketab i stedet for væske, forklarer Charlotte Søderberg.
»Selv om sodavand sælges som kondivand eller sportsdrik, har den intet med sport at gøre, hvorimod præstationerne bliver bedre hvis man holder sig til vand, fremhæver parret.
»- Men problemet med vand er at der ingen penge er i at reklamere for det, siger Henrik Thomsen.

Hjemmebagte bjørneboller

Der indgår også masser af frugt i klubbens koncept. Frugten medvirker til at spillerne føler sig mætte, og erfaringen er at bliver frugten skåret ud i små bidder, så ryger der rigtig meget af den. Det synes Nikolaj på 13 ikke er så mærkeligt, for så minder frugten meget om slik.
»- Og hvis slik var kæmpedimser, gad man heller ikke spise det, mener han.
»Til et typisk 2-dages stævne beder man spillerne om at spise en god morgenmad hjemmefra, gerne havregryn med rosiner. Når man mødes, får spillerne udleveret en pose med ”pitstop-mad”. Den kan fx indeholde en smoothie, banan, æble, en hjemmelavet myslibar, ananas eller rugkiks med tranebær. Der er navn på posen, og Henrik Thomsen kan godt finde på at forsyne poserne med sjove betegnelser.
»Til frokost serveres der et regulært måltid, fx kyllingefiletter, grøn salat og ”bjørneboller”, hjemmebagte boller med mange kerner i.
»Klubben er begyndt at blive kendt for sin pitstop-mad, og medlemmer af andre klubber kommer nogle gange og spørger om de ikke har en ekstra portion.

Håber ideen breder sig

Men er det ikke et kæmpearbejde at sørge for mad til spillerne?
»Nej, siger Henrik Thomsen. Forældrene tilbringer i forvejen meget tid i hallerne, og hans erfaring er at de hellere end gerne vil hjælpe til med det praktiske. Selv er han vild med at lave mad, og han synes slet ikke det er noget problem fx at bage en plade myslibar med blåbær – et af klubbens hit.
»Forældrene har taget ”vildt positivt” imod initiativet, og Henrik Thomsen og Charlotte Søderberg mener at det har smittet af på både stemningen og koncentrationen når der er stævne. De håber desuden at ideen breder sig, for der er ikke meget nytænkning i idrætshallerne når det kommer til maden. Der er ganske vist dukket ”sportsburgere” op rundt omkring, men det er som regel lyse boller med en skive ost – og masser af dressing. Henrik Thomsen fremhæver dog et initiativ i Bellevue-hallen, en af byens sportshaller, der er begyndt at sælge klippekort til fx en smoothie eller en sportsbolle, så ungerne, når de ankommer skrupsultne, ofte lige fra skole, får noget frisk mad der trods alt er lidt mere lødig end de pommes frites de ellers ville købe.

Men generelt er der mildt sagt plads til forbedringer. Eller som Henrik Thomsen siger:
»- Ryst posen! Man hænger fast i det gamle, og ikke mindst trænerne skal der opdrages på, så de fx ikke bruger sodavand som lokkemad. Tænk hvis man hørte en træner råbe: ”Den der kommer først, får en smoothie”.

Blåbær-myslibar

Et sikkert hit i Århus Bordtennisklub er Henrik Thomsens hjemmebagte myslibar med blåbær.

Til én bageplade beregnes:
• 175 g grovvalsede, økologiske havregryn
• 1 dl økologisk rørsukker-sirup
• 130 g smeltet smør
• 75 g blåbær (som kan udskiftes med rosiner, skovbær el.lign.)

Ovnen forvarmes til 190 grader, bagepladen pensles med lidt af smørret, alle ingredienser blandes til en masse som fordeles på pladen og presses flad med bagsiden af en træske. Bages til overfladen er gyldenbrun, ca. 20 minutter.

Den bagte masse skæres ud i ”barer” straks den kommer ud af ovnen.

Myslibarer mætter, indeholder både langsomt og hurtigt optagelige kulhydrater – og blåbær ”booster” hjernen, som Henrik Thomsen bemærker.

OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres ikke

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.