Afhængige af elastikker

Af: Bruun Christensen, Videncenter for Arbejdsmiljø (bearbejdet af Marianne Nørup, Krop+fysik)

Foto: Büro Jantzen og Region Sjælland

Faste træningstider og uddannede instruktører får medarbejderne væk fra computeren på en kontorarbejdsplads i Region Sjælland. Træningen skaber trivsel og sundhed og skal holde afdelingen langtidsfrisk.

Store og små, gamle og unge, mænd og kvinder. Mere end 25 medarbejdere står forventningsfulde – med hver sin røde træningselastik – og venter på deres to træningsambassadører.

Vi er i Region Sjælland i afdelingen ‘Miljø & Ressourcer’ i Sorø. Her arbejder 45 medarbejdere blandt andet med kortlægning af jordforurening og råstofplanlægning. Et arbejde der primært foregår bag en computerskærm og ved mødeborde rundt omkring i regionen.

For godt halvandet år siden gav miljødirektør Jan Huus Vestergård grønt lys til at to medarbejdere kunne blive uddannet til træningsambassadører. De to tilbyder nu afdelingens ansatte to gange ti minutters ugentlig træning i arbejdstiden, primært i form af elastiktræning. Træningen er en del af ledelsespolitikken for en langtidsfrisk afdeling.

– Man må ikke blive syg af at gå på arbejde. Træningsambassadører, godt socialt fællesskab og rummelighed ved sygdom skal bidrage til at skabe god trivsel og nærvær, siger Jan Huss Vestergård.

Miljødirektøren og afdelingens tre andre ledere prioriterer selv at deltage i træningen.

– Det sender et vigtigt signal om at vi bakker fuldt op om træning i arbejdstiden, og at det er mere end okay at deltage, fastslår Jan Huus Vestergaard, og tilføjer at det  i begyndelsen for nogle var lidt grænseoverskridende at skulle stå sammen med kollegerne og være fysisk aktiv.

– Jeg tror mange havde den følelse, men her kan cheferne være rollemodeller. Når chef og ledere deltager, bliver det måske lidt lettere for medarbejderne, siger han og fortæller at ubehaget i dag er væk.

Stor interesse for at træne

Træningsambassadørerne Mikkel Østergaard og Bettina M. Olsen bekræfter at ”pinligheds-faktoren” netop har været en af de barrierer der skulle overvindes, og noget af det de lærte at tackle på deres uddannelse. De har også fået værktøjer til at involvere ledere og kolleger, så der opnås fælles ansvar for træningen.

Inden projektet blev skudt i gang, talte de derfor med kollegerne om hvorvidt der overhovedet var interesse og behov for den type træning

– Det viste sig at mange var plaget af smerter i skuldre og nakke, og derfor var interessen stor fra begyndelsen. Ved samme lejlighed talte vi også om hvilke barrierer der kunne være. Nogle bekymrede sig om tøj, omklædning, sved og udseende, siger Bettina M. Olsen og uddyber:

-Men da folk fandt ud af at der var tale om enkle øvelser, som kunne udføres i det tøj man nu engang har på, så faldt paraderne.

Kaffepause på gulvet

Elastiktræningen – eller den intelligente træning, som den også kaldes – foregår mandag og torsdag umiddelbart inden eftermiddagens fælles kaffepause. Pointen er at den skal give ekstra energi til at klare dagens sidste to timer.

Nogle af afdelingens mere motionsglade typer har desuden fået tilbudt ekstra øvelser når elastikholdet går til kaffepause. Denne træning foregår på blå skumgummimåtter med øvelser som godt kan give sved på panden.

Både her og ved elastikøvelserne supplerer de to instruktører hinanden. De har fordelt arbejdsfordelingen på forhånd. I dag står Mikkel Østergaard for opvarmningen samt de afsluttende mobilitetsøvelser, der forebygger stive muskler og led.

Kollegerne udfører seancen i dyb koncentration. Ind imellem lister instruktørerne lidt humor ind ad bagdøren, så de alvorsfulde ansigter flækker i grin.
Begge instruktører er enige om at den gode stemning er en stor sidegevinst ved projektet.

-Vi er mere afslappede og positive når vi holder pause. Træningen er god til at sende problemerne på langfart for en stund, mener Mikkel Østergård.

Kulturændring med gode resultater

Arbejdspladsen kan ikke umiddelbart måle effekten af træningen, men både chefen og ambassadørerne er overbeviste om at de kan bekræfte at forskerne har ret når de siger at få minutters elastiktræning virker.
-Måske var jeg lidt tvivlende i begyndelsen med hensyn til om det var nødvendigt med to instruktører. I dag ville jeg ikke tøve et sekund med at få uddannet to nye instruktører, hvis Mikkel og Bettina mistede interessen. Den fælles træning gavner trivslen, ligesom den kan være med til at forebygge smerter i muskler og led. Instruktørerne vejleder også straks hvis man kommer til at gøre øvelserne forkert, siger miljødirektør Jan Huus Vestergaard.
Indtil videre er de to instruktører topmotiverede. Begge har selv lagt smerter og jævnlige besøg hos kiropraktor og fysioterapeut bag sig efter at de nu har trænet deres kolleger i et år.

-Jeg fornemmer at også vores kolleger oplever færre smerter. At det er derfor der i snit møder 60-70 procent op hver gang, siger Mikkel Østergård, og tilføjer at kollegernes interesse giver energi til at fortsætte som instruktør.

Betina Olsen mener det er afgørende at den fælles træning foregår på faste tidspunkter, og at programmet er rimeligt fast.

-Desuden er det vigtigt at vi forud for hver eneste træning banker på samtlige kontordøre og minder folk om at det er tid til træning, siger hun.

Vanerne skal fastholdes

De to ambassadører arbejder også på andre planer for at sikre at motion og sundhed bliver fast forankret i kulturen. Derfor møder øjet vårgrønne plancher der er hængt op rundt omkring på gangene. De består af en stor hvid pil med teksten ‘Gratis motion’, der opfordrer kollegerne til at tage trappen frem for elevatoren. Det er heller ikke tilfældigt at der ved kaffeautomaten ligger en artikel med et budskab om at fælles træning batter bedre end den individuelle, eller at der er hængt forslag til udspændingsøvelser op på strategiske steder.

-Indimellem skal folk have et ekstra kærligt puf. Det er også baggrunden for at jeg ofte selv laver en eller to øvelser ved kaffeautomaten. Jeg håber at min adfærd smitter positivt af, siger Mikkel Østergård.

Læs mere om fysisk trivsel på arbejdspladsen på kampagnesiden Jobogkrop.dk, som Videncenter for Arbejdsmiljø står bag.

Læs mere om ovenstående på www.jobogkrop.dk/God-praksis/Region-Sjaelland


Derfor deltager vi i træningen

Konsulent Lotte Tombak:
-Jeg har en gammel skulderskade som jeg skal holde i ave med jævnlig træning. Det kan jeg nu gøre i arbejdstiden, og det er en fantastisk mulighed. Samtidig er det hyggeligt og sjovt at gøre noget andet sammen med kollegerne. Det var selvfølgelig lidt underligt i begyndelsen, men den barriere er for længst forsvundet. Jeg deltager også i den ekstra træning som træningsinstruktørerne tilbyder, og jeg kan tydeligt mærke en forskel hvis jeg indimellem må springe over.

Plan- og miljømedarbejder Carsten Ebbekær:
-Jeg vil gerne have så meget træning som muligt. I fritiden løber og cykler jeg meget, men jeg kan mærke at de øvelser vi blandt andet laver med elastikkerne, betyder at jeg får trænet nogle andre muskler og led, som min daglige motion ikke får fat i. Desuden tvivler jeg stærkt på at jeg ville kunne tage mig sammen til at udføre øvelserne alene. Det betyder rigtig meget at vi har instruktører der får trukket os med til træningen.

Miljømedarbejder Jesper Philipsen:
-Jeg deltager altid i træningen.  Elastikøvelserne er især gode fordi jeg får mindre ondt i nakke, skuldre og arme. Det har været en øjenåbner. Hvis jeg ikke selv havde prøvet det, ville jeg ikke tro på det. Det bedste er at vi gør det i fællesskab.


Intelligent træning i arbejdstiden  

Indsatsen ”Mening og Sundhed” i Region Sjælland indeholder forskellige tilbud til regionens arbejdspladser. Eksempelvis et såkaldt ”Træningslaboratorium”, som uddanner og inspirerer frivillige ambassadører til at sætte gang i og drive fysisk træning. Formålet er at fremme det gode arbejdsmiljø. Der er foreløbig uddannet 180 ambassadører, der repræsenterer cirka 6.000 medarbejdere. Ambassadørerne har virket i godt 1,5 år, og evalueringer, foretaget på tre arbejdspladser med henholdsvis stillesiddende og gående/stående arbejde, viser at det virker. 59 procent oplevede efter ti ugers træning færre smerter i skulder/nakke og/eller lænd/ryg. 

Andre aktiviteter under Mening og Sundhed: Graviditet og job, Langtidsfriske arbejdspladser, Tilbage Til Arbejdet og Mental Robusthed. Kilde: Maria M. Æ. Ebbesen, HR- og arbejdsmiljøkonsulent, Region Sjælland. 
Kilde: Maria M. Æ. Ebbesen og Tanja B. Sloth, HR konsulenter på projekt ‘Mening og Sundhed’

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.