<

Wrouuf: Sådan tackler du løse hunde på løbeturen

Af: Marianne Nørup, journalist

Det sætter ganske vist ekstra gang i pulsen, men det kan være en skrækindjagende og farlig oplevelse at løbe (eller gå) i udlandet, hvor hunde går løs.

Ferie er skønt – ikke mindst fordi man har tid og overskud til motion i det fri. En løbe- eller cykeltur er desuden en glimrende måde at opleve ferieområdet på. Som vi tidligere har skrevet om her i magasinet, kan det eksempelvis anbefales at løbe på storbyferien, hvor man kan indsnuse den lokale atmosfære og kombinere motionen med sightseeing.

Desværre er undertegnede næppe den eneste der har oplevet forhindringer på turen i form af … hunde! Jeg er mere end én gang blevet skræmt fra vid og sans ved at en gøende hund pludselig har stået foran mig eller er fulgt efter mig.

Herhjemme sker det også at man kan møde en (lidt for) nysgerrig hund, men her kan man med rette forvente at hunden følges af ejeren, som – forhåbentlig – har styr på den. Det er ikke en selvfølge uden for landets grænser. Så hvad kan man forvente, og hvad skal man gøre? Det har vi spurgt Hanne Maria Friborg om. Hun er adfærdsbehandler, dvs. hun træner og behandler hunde, både de velopdragne og dem der har problemer med deres adfærd. Og hun er ikke helt tryg ved tanken.

– I fremmede lande bliver hunde ofte holdt på helt andre måder end hunde herhjemme. Det kan være de har dårlige erfaringer med mennesker og derfor ikke reagerer som vi ellers ville forvente ud fra det almindelige hundesprog, siger hun.

Hunde ønsker at løse konflikter

Hanne Maria Friborg fortæller at hunde som udgangspunkt er konfliktløsende dyr: De ønsker ikke at skabe konflikter, men at løse dem. Og det gør de ved hjælp af kommunikation. Eksempelvis vil en hund der sætter efter en løber, typisk have løberen til at gå væk, måske fra hundens territorium.

– Hunden vil typisk komme løbende og så stoppe lidt fra løberen. Man vil kunne se at den er stiv i kroppen, går på stive ben og har et stift stirrende blik – det betyder ”gå væk”! Hvis det ikke bliver respekteret, vil den begynde at knurre og vise tænder, og hvis det heller ikke bliver respekteret, så kan den føle sig nødt til at bide, forklarer hun.

Ikke voldsomt beroligende! Men hvad skal man så stille op hvis man befinder sig i en sådan situation?

– Når man møder sådan en hund, skal man undgå at kigge direkte på hunden, for det er konfliktadfærd. Man skal vende siden eller ryggen langsomt til, og gå langsomt væk, forklarer Hanne Maria Friborg. Og tilføjer, lidt overraskende:

– For at understrege at man IKKE ønsker konflikt, kan man med fordel gabe og smaske! Selv om det kan virke helt tosset, så er det en effektiv måde at fortælle hunden at man ikke ønsker konflikt. Og så handler det om ikke at lave pludselige hurtige bevægelser og ikke begynde at løbe før man er helt væk fra hunden.

Usikre hunde

Så langt, så godt. Men ikke altid så enkelt. Hundepsykologen peger nemlig på et andet muligt scenarie:

– Man kan også risikere at møde en usikker hund som viser aggressivitet. Den vil ikke være stiv i kroppen, men have halen mellem benene og vægten lidt tilbage på bagbenene, dens ører vil typisk være lagt ned. Sådan en hund tør ikke altid bide når man har front mod dem, men kan finde på at bide når man vender ryggen til, fortæller hun. Med andre ord: Siden til og langsomt væk!

Man skal altså hele tiden vurdere om hunden er overlegen eller underlegen, da dens reaktionsmønster ikke er det samme. Spørgsmålet er så om man formår det – og om man tør tro på sin egen vurdering.

Hanne Maria Friborg er ikke selv i tvivl:

– Hvis jeg var ude at rejse i et land med mange forvildede hunde, ville jeg slet ikke løbe. Jeg synes det er en alt for stor risiko at tage – man kan aldrig vide hvad sådanne hunde kan finde på, og hvis de kommer i flok, så kan alt ske.

6 gode råd hvis du møder en aggressiv hund

– Undgå direkte kontakt – kig ikke direkte på hunden.

– Er hunden stiv i kroppen og har et stift stirrende blik, skal du langsomt vende siden eller ryggen til, og gå langsomt væk.

– Har hunden halen mellem benene, vægten på bagbenene, og er dens ører lagt ned, er hunden usikker og tør muligvis først bide når du har ryggen til.

– Undgå hurtige og pludselige bevægelser, og løb aldrig før du er helt væk fra hunden.

– Gab og smask – det viser du hunden at du ikke ønsker en konflikt.

– Vil du være på den sikre side, så undgå at løbe i lande hvor hunde går løs. Spørg evt. efter indhegnede sikre områder, eller benyt den kedelige løsning: løbebånd.

Kilde: Hanne Maria Friborg, Hundeskolen Trofast

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.