Danselærere kan måske tage arbejdet fra psykologer!
I hvert fald har svenske forskere vist at dans kan hjælpe teenage-piger som er på vej mod en depression. Pigerne følte sig i bedre humør både i den periode hvor de gik til dans, og i månedsvis efter.
112 piger på mellem 13 og 18 år deltog i studiet. De havde alle besøgt sundhedsplejersken på skolen fordi de var deprimerede, bekymrede, trætte eller havde ubestemmelige smerter i nakke og skuldre. Pigerne blev delt i to grupper, den ene fik dansetimer to gange om ugen, den anden ingenting. Dansetimerne tog udgangspunkt i bevægeglæde frem for bestemte dansetrin. De dansede bl.a. afrikansk dans, jazz og moderne dans. Efter otte måneder angav de dansende piger både bedre helbred og bedre velvære end kontrolgruppen. Denne forbedring holdt sig også 14 måneder efter at danseundervisningen var slut.
Kilde: Forskning.no
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.