Ultralydsscanning giver mulighed for et helt unikt blik ind gennem kroppens strukturer. Både når den er i ro, og når den bevæger sig. Det gør det blandt andet nemmere at stille præcise diagnoser.
Med ultralydsscanning kan du være med på et kig ind i din krop. Du kan ikke se igennem dit skelet – det kræver MRI (magnetisk billeddannelse), CT scanning eller røntgen – og ultralydsscanning kan derfor fx ikke bruges til at vurdere forholdene inde i leddene. Til gengæld kan den give et dynamisk billede af de strukturer der påvirker vores led, og tegner sig for de fleste af de problemer vi oplever i bevægeapparatet (ledbånd, sener, bindevæv, slimhinder og muskelvæv).
Ultralyd er i mange år blevet anvendt til terapeutisk behandling. Men det er først inden for de sidste par år at flere fysioterapeuter er begyndt at anvende ultralyden billeddiagnostisk, som supplement til deres kliniske undersøgelse når de skal stille en diagnose og udføre behandling af muskler, sener, slimsække mv. (også kaldet muskuloskeletale problemer). Fordi den muskuloskeletale ultralydsscanning kan vise den aktuelle tilstand i muskel- og senevæv, kan fysioterapeuten hurtigere og mere præcist afvise eller bekræfte sine hypoteser, og dermed stille en mere præcis diagnose – som igen kan munde ud i en mere målrettet behandling. Scanningen kan også bruges som opfølgning på en behandling for at se hvorvidt og hvordan den har virket. Og endelig er ultralydsscanning tillige et godt pædagogisk redskab fordi patienten selv kan ”se med” og dermed bedre forstå problematikken og behandlingen. Og eftersom man kan se aktivitet i muskler der ligger dybt inde i kroppen, kan scanningen også gøre det lettere at aktivere specifikke muskler, som ellers kan være svære at få hul igennem til; og det kan øge effekten af – og motivationen for – at træne.
Ultralydsscanning har den store fordel at man kan se et billede af vævets tilstand både i ro og under aktivitet. Det er det eneste apparat der kan give billeder af mennesket i bevægelse, og det giver en række fordele. Eksempelvis vil man kun kunne se en seneafklemning i skulderleddet når skulderen bevæges, ikke når skulderen holdes i ro.
Ultralydsscanninger kan typisk vise skader på muskler, sener og bindevæv, hvor billederne fx kan afsløre om der er betændelse, aflejring af kalk i muskler og senevæv eller en betændt slimsæk. Det er også almindeligt at se væskeophobninger, hvilket kan tyde på beskadiget væv.
Ultralyd er lyd der er højere end det menneskelige øre kan opfatte; uanset om der er tale
om scanning eller terapeutisk behandling. Men hvor terapeutisk ultralyd opererer med frekvenser på henholdsvis 1 og 3 Mhz til vævsbehandling, så benyttes der ved billeddiagnostisk ultralyd frekvenser på omkring 7-20 MHz. Og hvor terapeutisk ultralyd anvender intensiteter på op til 3 W/cm2 for at opnå de ønskede biologiske effekter i vævet, anvender den billeddiagnostiske ultralyd blot en intensitet på højst 0,1 W/cm2. Derfor gælder der ved ultralydsscanning ikke de samme forbehold som ved terapeutisk ultralyd. Scanningen kan sidestilles jordemoderens fosterscanning af en gravid – den er harmløs og uden bivirkninger, i modsætning til f.eks. røntgenstråler.
Ultralyden bliver genereret gennem en såkaldt transducer (se fotos), der fungerer som både afsender og modtager af lydbølgerne. Transduceren holdes det ønskede sted på kroppen, og udsender ultralyd der transmitteres ned i vævet. Når ultralyden rammer forskellige typer af væv under huden, kastes en lille del af ultralyden tilbage mod transduceren. Lydbølgerne forsætter videre ned i vævet, og der dannes yderligere ekko. Når de reflekterede ekkoer fra vævet reflekteres tilbage til maskinen, omdannes disse lydbølger til et billede på skærmen. Ekkoets styrke afgør hvilken gråtone der afbildes på skærmen. For eksempel vil knoglevæv, som tilbagekaster alle ultralydsstråler, vise sig som hvide områder på ultralydsbilledet, mens væske, som ikke danner ekko, afbildes som sorte områder.
Ultralydsscanning er en ny teknologi i fysioterapi, og scanninger er stadig behæftede med en vis usikkerhed. Selv om man ser noget unormalt på scanneren, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at noget er galt. Bare en lille vinkling af transduceren kan give et misvisende scanningsresultat, og derfor skal scanning dels udføres af faguddannede, dels ikke stå alene, men understøttes af fysioterapeutens øvrige undersøgelse. Kombinationen af scanningen og den kliniske undersøgelse har til gengæld vist sig at kunne tilføje helt nye dimensioner på diagnosticering og behandling.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.