Træning giver livskraft til kræftpatienter

Af: Marianne Nørup, journalist

Foto: privat

Patienter i kemoterapi har stor glæde af fælles intensiv træning. Træningen mindsker kemoterapiens bivirkninger, styrker muskler og kredsløb og giver øget velvære.

Træn fire dage om ugen sammen med ligesindede og med faglig hjælp fra en fysioterapeut og en sygeplejerske. Sådan lyder tilbuddet til patienter i kemoterapi på en række sygehuse landet over, og de har solid baggrund for at kunne love god effekt. Forskning fra Rigshospitalet, hvor det første hold Krop og Kræft startede for snart 13 år siden, viser at patienter der er i kemoterapi, gennem intensiv træning kan:

  • Mindske bivirkningerne af kemoterapien, såsom træthed, kvalme og smerter
  • Øge deres fysiske kapacitet og muskelstyrke
  • Fremme trivsel og velbefindende
  • Gavne sundheden generelt, f.eks. hjerte, kredsløb og blodtryk

Træning, afspænding og massage

Herning Sygehus er et af de steder der tilbyder Krop og Kræft. Her foregår træningen på hold, hvor ni deltagere træner fire dage om ugen i forløb på seks uger.

– Træningen består mandag, onsdag og fredag af konditions- og styrketræning. Der er tale om hård fysisk træning med en intensitet på eller lige omkring patienternes maksimale puls, det er nemlig her der er dokumentation for at træningen er effektiv, fortæller sygeplejerske Linette Bianne Poulsen, som sammen med fysioterapeut Karen Hannibal står for projektet.

Torsdag er der kropsbevidsthedstræning, hvilket kan indebære balancetræning, pilates, udspænding eller træning udendørs. Alle fire dage afsluttes træningen med afspænding. Mandag og fredag er der desuden mulighed for at få en afslappende massage.

Stort fremmøde

I Herning er tilbuddet forholdsvis nyt, og man har gennemført evalueringer på de tre første hold. Alle deltagerne har bl.a. fået testet kondition og muskelstyrke både før og efter træningsforløbet. Linette Bianne Poulsen er særligt imponeret over hvor mange der har holdt fast i træningen:

– Fremmødet har været på 86 pct. på trods af fire ugentlige mødedage – det har været en overraskelse, for vi taler jo om kemopatienter med ret mange bivirkninger fra deres behandling, og desuden har flere af dem langt at køre, fortæller hun.

Deltagerne har gennemsnitligt øget deres muskelstyrke med 32 pct., mens konditionen – på trods af kemobehandlingen – blev forbedret med gennemsnitlig 8 pct.

Nok så vigtigt giver deltagerne udtryk for at træningen har givet dem større overskud, færre smerter og mere livsmod.

Uddrag af evalueringen fra Herning Sygehus

Hvad har Krop og Kræft betydet for dig?

  • ”Givet livsmod og tryghed. Lyst til at stå op om morgenen. Næsten ingen kvalme og forstoppelse. Færre sovepiller. Tryghed.”
  • ”Bedre fysisk velvære og god kropsfornemmelse. Har ikke taget kvalmestillende medicin siden jeg startede og er ikke nær så træt om aftenen. Større overskud.”
  • ”Mindre medicin – blandt andet trappet ud af 4 x 10 mg morfin! Bivirkninger ved kemo meget mindre. Psykisk meget mere overskud.”
  • ”Jeg er i mit livs bedste og mest intensive træningsforløb.”

Krop og Kræft

Konceptet er udviklet på Rigshospitalet i 2001 og er i dag godkendt af Sundhedsstyrelsen som en integreret del af kemoterapibehandlingen, dels for at forebygge komplikationer og bivirkninger af kemoterapibehandlingen, og dels for at optimere den. Træningen foregår under vejledning af en specialuddannet sygeplejerske og en fysioterapeut, og det er med til at give træningen såvel kvalitet som tryghed.

Krop og Kræft kører flere steder i landet, herunder København, Aarhus, Herning, Vejle og Esbjerg. Henvisning sker via den behandlende kræftlæge. En række medicinske kriterier skal være opfyldt.

Appetit på livet

Kræftpatienter kan dø af underernæring 

Mange kræftpatienter får ikke nok ernæring mens de kæmper mod kræften, og man antager at nogle kræftpatienter faktisk dør af følger af underernæring, og ikke af den kræftsygdom som de lider af.

En ny hjemmeside, www.kostogcancer.dk, skal hjælpe patienter med at forebygge vægttab ved at informere om ernæring og give gode råd til mere appetit på livet.

Hjemmesiden er udviklet i samarbejde mellem Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker, Kost og Ernæringsforbundet, Foreningen af Kliniske Diætister og med støtte fra Fresenius Kabi.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.