Træn – og afspænd – kroppen i varmt vand

Af: Dansk Selskab for Bassinfysioterapi

Foto: Scanpix/Iris

Varmt vand er ikke bare vidunderligt afslappende at synke ned i. Det er også særdeles velegnet til genoptræning, fordi smerterne kan dæmpes og bevægeligheden øges.

De fleste af os er uden tvivl enige i at det er behageligt at befinde sig i varmt vand. Slappe af i musklerne, bevæge sig blødt og frit og føle varmen brede sig i kroppen. Der er en grund til at spa-ophold er blevet populære, og at de varme bassiner i landets svømmehaller og badelande som regel er fyldt op med kuldskære danskere, som ønsker at slappe af.

Men faktisk er det varme vand også særdeles velegnet til træning efter en skade, operation eller i forbindelse med lidelser der eksempelvis medfører smerter, spasticitet eller indskrænket bevægelighed. I de tilfælde vil man nemlig opleve ekstra fordele hvis træningen kan foregå i varmt vand.

Sammenlignet med træning på land stiller bassintræning desuden ekstra krav til kredsløbet, hjertet, nyrerne og åndedrættet. I vand påvirkes kroppen nemlig af det såkaldte hydrostatiske tryk. Dette tryk påvirker kroppen og sætter gang i fysiologiske processer i blandt andet hjerte, blodkar og lunger. Det hydrostatiske tryk bliver højere, jo større afstanden er til vandoverfladen. Når man står i vand til halsen, betyder det at det centrale blodvolumen (blodmængden i bughule, hjerte og lunger) øges med 60 %, og når blodvolumen i hjertet øges, falder blodtrykket som udgangspunkt. Samtidig sker der en 60 % øgning af muskelarbejdet i vejrtrækningen. Påvirkningen er gavnlig for raske mennesker, men ved fx alvorlige hjertesygdomme bør man få grønt lys hos lægen inden man starter på træning i varmtvandsbassin.

Hvem har glæde af genoptræning og behandling i varmt vand?

Varmtvandsbassiner har 32-34 grader varmt vand. Det føles behageligt at opholde sig i, samtidig med at det stadig er muligt at være fysisk aktiv.

Du kan have særligt gavn af genoptræning og behandling i varmtvandsbassin i flere tilfælde:

  • Kroniske smerter: Det hydrostatiske tryk og det varme vand har en afslappende effekt på nervesystemet, og opfattelsen af smerte formindskes. Det betyder også at man vil føle mindre ubehag og angst for bevægelse. Har du smerter, vil det varme vand dermed give dig en reel mulighed for at være fysisk aktiv, hvilket som bekendt har utallige gavnlige virkninger, og blandt andet sætter gang i produktionen af kroppens egne morfinstoffer (endorfiner), som øger smertelindringen.
  • Efter operation i fx hofte, knæ, skuldre: Vandets egenskaber nedsætter belastningen på leddene, hvilket kan være en stor fordel i et genoptræningsforløb. Desuden dæmpes evt. smerter, og det vil alt i alt være muligt at komme tidligt i gang med at aktivere led og muskler – med fokus på muskelstyrke og bevægelighed af det opererede led. Samtidigt giver vandet god mulighed for at vedligeholde kroppens andre funktioner i den periode hvor ens mobilitet er nedsat.
  • Genoptræning efter idrætsskader: Også her giver vandet mulighed for at starte den specifikke genoptræning tidligt, og samtidigt opretholde en god kondition.
  • Neurologiske sygdomme som apoplexi (halvsidig lammelse), cerebral parese, sklerose, Parkinson mm.: Bassintræning i varmt vand er meget velegnet, blandt andet fordi det hydrostatiske tryk og varmen kan reducere evt. spasticitet. Opdriften gør angsten for fald mindre og giver samtidig mulighed for at arbejde med større bevægelighed. Vandet kan gøre det muligt at bevæge sig frit uden hjælpemidler, ligesom det giver mulighed for at lave funktionelle bevægelser af hele kroppen med et forholdsvist højt aktivitetsniveau – begge dele kan være svært at opnå ved træning på land, hvis man har en alvorlig fysisk funktionsnedsættelse.
  • Artrose, gigtlidelser, ryglidelser: Belastningen på leddene er mindre i vand end på land, og det gør det muligt at bevæge leddene ud i yderstillinger med færre smerter, hvilket er med til at bevare bevægeligheden i gigtramte og/eller smertefulde led.
  • Overvægtige vil desuden opleve opdriften som en god hjælp til smertefrit at kunne træne især hofter og knæ i vand.
  • Træning af børn: Børn med fysiske funktionsnedsættelser kan have fordel af alle ovennævnte faktorer, og desuden vil børn som regel opleve det motiverende og sjovt at træne i vand, hvor de kan udfolde sig mere fysisk end på land.

Velvære og afspænding for alle

Man behøver absolut ikke være syg for at have glæde af at træne i varmtvandsbassin. De fleste vil kunne bruge det varme vand til træning, alment velvære, afspænding og stress-reduktion.

Som gravid er varmtvandsbassinet en kærkommen chance for at kombinere træning og velvære. Det kan føles skønt lige at slippe af med den ekstra vægt et øjeblik mens man opholder sig i vandet

Og skal den lille ny baby have et godt forhold til vand, er varmtvandsbassinet også her det oplagte valg.

Hvor finder jeg et varmtvandsbassin?

I de fleste badelande og større svømmehaller er der offentlig adgang til varmt vand. Nogle kommunale genoptræningsenheder og gigthospitaler har varmtvandsbassin, men her er der typisk kun adgang for stedets klienter eller for deltagere på aftenskolehold, babysvømning og lign. Undersøg mulighederne i dit lokalområde.

Fysioterapeuter, ofte med en ekstra uddannelse i bassinfysioterapi, varetager behandling og (genop)træning i bassin, og kan via særlige øvelser og metoder målrette træningen meget specifikt til den enkelte persons behov.

Ahhh!

Uanset hvad bør ingen snyde sig selv for ”ahhh”-effekten når kroppen sænkes ned i det varme vand. Det er ren nydelse!


Ai Chi i vand

En af de nyere træningsmetoder er Ai Chi, som er inspireret af – og ligner – de rolige japanske træningsformer Qi Gong og Tai Chi, men er udviklet i vand. Ai Chi kan bruges til at opnå bedre balance, mobilisering og afspænding, og anbefales til bl.a. behandling af kroniske smerter, stress og som faldforebyggelse.
Se forskellige øvelser med Ai Chi her:

Klinikker i nærheden af dig