Strandmotion

Af Fysioterapeut Pernille Thomsen, Lektor; Performance Stability Denmark

Solens stråler og de stigende varmegrader kalder ikke ligefrem på et svedigt fitnesslokale. Til gengæld lokker stranden. Men det udelukker ikke nødvendigvis fysisk aktivitet.

Nogle af timerne på stranden kan sagtens bruges til at motionere den sommerdovne krop. Og man behøver ikke noget særligt udstyr – sandet og vandet er rigtig gode træningsredskaber der kan udfordre både konditionen og muskelstyrken. Sammen med håndklædet og sololien er det dog en god ide at pakke en helt almindelig plastikbold og en frisbee. Så er du allerede godt i gang. Her er et par ideer:

Silly walk

Øvelsen ”walking lunges” får en helt ny betydning når den praktiseres i sand. Den går helt enkelt ud på at tage så lange skridt som muligt, og ved hvert skridt skal det bagerste knæ næsten ned og røre sandet. Fyld evt. ungernes spande med vand – eller endnu bedre med sand – og hold dem i hænderne 50 skridt eller mere.

Styrketræning

Spande med sand er i det hele taget gode vægte. Du kan bruge dem til helt almindelig bicepstræning, hvor du står med armene langs siden og bøjer og strækker armene. Eller skuldertræning, hvor du løfter spanden lige ud til siden. Giver sandet dig ikke nok modstand, så gå på jagt efter nogle store sten. 

Sandengle

Du kan bruge sandet som modstand til at træne musklerne. Den gamle børneleg at lave engle i sandet styrker både skulder- og rygmuskulatur samt benenes inder- og ydersider. Læg dig på ryggen og lav ”sprællemandsøvelser” – skub til så store mængder sand som muligt. Lav så mange øvelser du kan, hold en pause og gentag fire gange.

Stafet

Lav en stafet fra vandkanten til skrænten. Der kan hentes spande med vand, muslinger eller tang – brug fantasien.

Duatlon

Svøm en tur langs stranden hen til et bestemt punkt og gå i land der, løb så tilbage til udgangspunktet og hop i vandet igen. Tag så mange omgange du orker.

Boldspil

En bold kan bruges til rigtig meget, og er det den billige af plastik, kan den både bruges til beach volley, fodbold og en hurtig omgang høvdinge- eller stikbold. Bare I er to, kan der hurtig udvikle sig nogle konditionskrævende boldspil. Er I flere, kan I lave en lille turnering i forskellige bolddiscipliner – konkurrence får altid folk til at yde lidt ekstra.

… og så det løse:

Mens du soler ryg og mave, kan du jo lige tage nogle ryg- og maveøvelser (man skal jo alligevel vende sig efter solen), og endelig kan du jo også vælge at løbe op til ismanden i stedet for at gå.

Husk at varmen og træningen kræver ekstra væske. Er det meget varmt, træn da enten tidligt eller sent på dagen og praktiser en velfortjent siesta. God sommertræning.
På www.krop-fysik.dk kan du finde flere øvelser for strandløver og beachbabes.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.