Mette Tranborg: ”Sportsfysioterapeuter har en særlig viden og passion”

Af: Christian Bové, journalist

Foto: Privat

Som håndboldspiller på allerøverste hylde er skader ofte en del af prisen for at udleve drømmen om at spille med og mod de bedste i verden. Og så kræver det noget særligt at få kroppen fikset til elitesportens barske udfordringer. Det ved både Line Jørgensen og Mette Tranborg. Begge med store kampe fra både klubhold og landshold på cv’et – men også med alvorlige skader i journalen.

Team Esbjergs to højrebacks gennemlever lige nu højdepunkter i livet. Mette Tranborg er til EM på hjemmebane med det danske håndboldlandshold. Og den tidligere landsholdsanfører Line Jørgensen er hjemme på barsel. De er hvert sit sted i karrieren, men har begge prøvet smerter, operation, krykker og genoptræning. Mødet med alvorlige skader og fokus på at tage den rigtige vej tilbage på topniveau.

– Vi havde et setup i Odense med fysioterapeuter der havde taget specialuddannelsen som sportsfys. Og det var tydeligt at mærke at de havde nogle særlige kompetencer. De havde stået med den slags skader før, og de vidste hvilken genoptræning jeg skulle igennem. De havde en forståelse for og viden om hvilken fysisk belastning min krop skulle være klar til at modstå, fortæller 24-årige Mette Tranborg, der i sommer kom tilbage til banen efter næsten halvandets års genoptræning efter en korsbåndsskade i højre knæ.

Line Jørgensen valgte i 2016 at rejse hjem fra sin klub i Rumænien for at genoptræne efter en bruskskade i knæet, hvor hun selv betalte for tiden hos en sportsfys hun kendte fra tidligere.

– Det gjorde jeg fordi jeg godt kan lide den tilgang hun har til træning. Jeg kan mærke at hun er vant til sportsfolk. Vi kan godt tåle at blive presset lidt, men samtidig skal vi også holdes tilbage, så vi ikke laver for meget. Vi vil jo så gerne tilbage og spørger hele tiden om der ikke er mere vi kan gøre. En sportsfys ved at det er vores liv det handler om. At vi skal tilbage på banen, siger 30-årige Line Jørgensen.

Knæ og karriere lagt i trygge hænder

Det handler ikke kun om fysik, men også om det mentale. Om tillid og om at føle sig tryg. Elitesportsudøveren lægger hele sin fremtid og sine drømme i hænderne på den fysioterapeut der har ansvaret for genoptræningen. Når man kan mærke at fysioterapeuten har stået i samme situation før med andre spillere, så føler man sig i trygge hænder, og det er meget afgørende, mener Mette Tranborg.

– Jeg talte meget med min fysioterapeut undervejs i genoptræningen om de frustrationer, komplikationer og følelser jeg gik igennem. Hvis jeg følte det gik i stå, og det var hårdt, så havde hun en forståelse for det og kunne sætte det i perspektiv og berolige mig.

Både Line Jørgensen og Mette Tranborg spiller til daglig håndbold i Team Esbjerg, hvor de tilknyttede fysioterapeuter er uddannet inden for sportsfysioterapi. De spiller begge den samme plads på banen og har begge optrådt utallige gange for det danske landshold. Og så har de to håndboldspillere samme uddannelse – de er nemlig også fysioterapeuter.

– Jeg ville til hver en tid vælge en der var specialuddannet inden for sportsfysioterapi hvis jeg igen skulle genoptræne efter en skade. På grunduddannelsen har vi ikke så meget om det. Der skal vi igennem alt fra hjerneblødninger til sklerose. Vi gik ikke dybere ind i noget specifikt, men det er vigtigt med sportsudøvere der skal genoptrænes til en særlig belastning, mener Line Jørgensen, der ved siden af sin egen håndboldkarriere har arbejdet som fysioterapeut på en efterskole.

Her har hun oplevet, at det var lettere at tilgå de elever der spillede håndbold eller fodbold, for det var en sportsgren hun havde viden om. Men når en svømmer eller en danser skulle rådgives om genoptræning af en skade, mærkede Line Jørgensen at hun manglede nogle kompetencer, som basisuddannelsen ikke havde givet hende. Nemlig kompetencerne til at have helt styr på hvad der kræves, før atleten igen kan dyrke svømning eller dans på højt niveau.

Tranborg: En ulempe selv at være fysioterapeut

Mette Tranborg havde håbet at hun kunne bruge sin uddannelse i skadesforløbet. At hun ville have en større forståelse for det hun skulle igennem. Men tværtimod. Det gjorde det kun værre.

– Da det handlede om mig selv, forsvandt al fornuft. Jeg mærkede alt for meget efter og analyserede hele tiden mit knæ, så det var ikke nogen fordel, fortæller landsholdsspilleren, der efter eget udsagn helt sikkert vil tage efteruddannelse inden for sportsfysioterapi, når tiden engang tillader det.

Line Jørgensen vil også blive inden for elitesporten når cv’et siger fuldtids-fysioterapeut og ikke længere håndboldspiller. Og så skal der også tages en ekstra uddannelse inden for sportsfysioterapi. Hun har mærket forskellen på egen krop.

– Sportsfysser har en særlig passion for det. Man kan bare mærke at de har taget den uddannelse. Er der noget de ikke ved, så finder de ud af det. De brænder lige så meget for at få os tilbage på banen, som vi gør.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.