Spis dig til en smuk hud

Tekst: Lisa Christiansen

Foto: Shutterstock

Skønhed kommer indefra, og det gør god hudpleje også. Din hud har nemlig behov for vitaminer og mineraler, og dem får du gennem den mad du spiser. Her får du opskriften på hudvenlig kost.

Du kan smøre nok så mange dyre cremer i ansigtet, men hvis der ikke bliver fyldt ordentlig næring på kroppen, så er de fleste af de penge du bruger, formentlig spildt. Din krop har behov for vitaminer og mineraler for at holde sig sund og rask, men også for at give huden god næring. Derfor kan du faktisk også spise dig til en pænere hud.

Vand

Omkring 60 % af din krop består af vand. Derfor er vand også en meget vigtig faktor i forhold til at passe godt på din krop og på din hud. Du har brug for ca. 1,5 liter vand om dagen, og ekstra hvis det er varmt,  du sveder meget eller har dyrket motion. Hvis ikke du får væske nok, så bruges den væske du får, på de livsnødvendige processer i kroppen, og der er derfor ikke tilstrækkelig væske til også at holde huden i balance. Så husk at drikke nok vand. Brug evt. drikkedunk i stedet for glas, så du bedre kan holde øje med hvor meget vand du drikker i løbet af en dag.

Fede fisk

Fede fisk som sild, makrel og laks indeholder de gode omega-3 fedtsyrer, som indgår i hudcellernes membraner og hjælper med at opbygge hudcellerne. De gode omega-3 fedtsyrer kan derfor hjælpe på uren hud og røde områder i huden. Som en ekstra bonus får du også selen når du spiser fede fisk. Selen er en antioxidant og er derfor med til at opbygge huden. Det gode ved at spise fisk er også at det måske tager pladsen for noget rødt kød, som vi helst skal begrænse indtaget af. Der er derfor dobbelt bonus ved at vælge fisk.

Æg

Æg indeholder biotin, som er et B-vitamin der er med til at danne proteinet kreatin, som blandt andet findes i huden og håret. Mangler kroppen biotin, kan det føre til tør hud, hududslæt og tyndt hår. Biotin indgår i dannelsen af nye hudceller og er derfor vigtigt for en sund hud. Du kan derfor med fordel spise et blødkogt æg til morgenmad, en æggemad til frokost eller en omelet til aftensmad. Du kan også finde biotin i blandt andet peanuts og solsikkefrø.

Vitamin C

Du har sikkert hørt at C-vitamin er godt for dit immunforsvar, men vidste du at det også er et godt middel mod rynker? C-vitamin er med til at forbedre kollagenstrukturen, hvilket har stor betydning for hudens styrke og elasticitet. De fleste nævner appelsin som vinderen af højt C-vitamin-indhold, og den er bestemt også en god kilde til C-vitamin. Men vidste du at rød indeholder næsten 3 gange så meget Cvitamin? Andre gode kilder til C-vitamin er fx kiwi, grønkål og solbær.

Vitamin A

A-vitamin er ligesom C-vitamin med til at øge produktionen af kollagen, som fremmer cellefornyelsen og hudens elasticitet. Derudover er A-vitamin med til at regulere olieproduktionen i huden. Produceres der for meget olie, er der større sandsynlighed for at få urenheder eller akne. Gode kilder til A-vitamin er fx lever, leverpostej og ål. Kroppen kan faktisk også danne A-vitamin ud fra beta-caroten, som du især får fra gulerødder. Beta-caroten beskytter også huden mod solens UV-stråler. Derudover er beta-carotener plantefarvestoffer, som bliver lagret i huden, hvor de hjælper med at give kulør.

Vitamin E

E-vitamin er en antioxidant, som er særligt effektiv til at beskytte hudcellerne mod beskadigelse fra frie radikaler. Frie radikaler er stoffer som, hvis de hober sig op, er skadelige for kroppen. E-vitamin styrker hudens forsvar og hjælper med at udsætte hudens ældningstegn. Du finder blandt andet E-vitamin i mandler, hasselnødder, rapsolie og hørfrøolie. Brug derfor gerne de gode olier til dine salater eller i en smoothie, eller spis mandler på din morgenmad eller som et lille mellemmåltid sammen med et stykke frugt.

Hvad er din hud ikke fan af?

Ud over at fylde din krop med de gode ting som beskytter og styrker huden, så er der også ting du kan  skære ned på, fordi din hud ikke er glad for det. Det er især:

Alkohol: Alkohol dræner kroppen for væske, hvilket ikke er godt for din hud.

Rygning: Rygning reducerer dannelsen af kollagen. Nikotin gør huden tyndere og mindre elastisk, hvilket betyder at den ældes hurtigere.

Sukker: Sukker kan give mindre elasticitet i huden, rynker og inflammation.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.