Medarbejderne i Hvidovre Kommune kan mærke en reel forskel efter arbejdspladsen satte sundhed på dagsordenen for to år siden. De ansatte har blandt andet mulighed for individuel ergonomisk hjælp, og de har adgang til specifikke øvelser, der med kun få minutters indsats om ugen kan hjælpe dem til at blive smertefri.
Der er sket en del for de ansatte i Hvidovre Kommune siden deres arbejdsplads for to år siden lagde fundamentet til en ny sundhedsfremmende indsats for dens medarbejdere. Projektet fik for alvor luft under vingerne, da kommunens sundhedsfremme-konsulent, Karin Boelsmand, i foråret 2019 lancerede en digital platform med et hav af øvelser og andre muligheder, som alle kommunens medarbejdere kan benytte sig af. Via platformen kan medarbejderne også selv komme med input og ønsker, ligesom den bruges til at måle og evaluere effekten. Initiativet er endnu for nyt til at der er lavet en samlet vurdering af projektet, men ud fra de spørgeskemaer som Karin indtil nu har indsamlet, ser det yderst positivt ud:
– Der ikke én eneste der har svaret at de ikke kan mærke en forskel, fortæller hun.
Et af de steder hvor man har mærket en tydelig forskel på før og efter, er i rådhusets kantine. Arbejdet i industrikøkkenet er et af de mest fysisk belastende miljøer i kommunen. Derfor bookede personalet via platformen et besøg fra Karin, som kom ud og legede fluen på væggen i en time, hvor hun observerede arbejdsgangene, og hvordan de kunne ændres til at tage mere hensyn til kroppen.
Mikael Christensen er serviceassistent i køkkenet. Han forklarer at det faktisk er meget simple ændringer der har gjort en forskel.
– Vores store hvide fade, som vi bruger meget, og som er virkelig tunge, stod på de øverste hylder, så de er blevet flyttet ned i albuehøjde. Vi har også fået instruktioner i hvordan vi kan køre med rullevognene, så vi ikke overbelaster ryggen, siger han.
Derudover har Karin lært dem hvordan de skal røre i de store gryder ved at bruge skeen som en åre frem for en rørepind, at fødderne skal pege samme vej som næsen når de flytter ting, og vigtigheden af at hæve og sænke køkkenborde og maskiner, så de passer til højden til den der arbejder ved dem.
Og Mikael må konstatere at det virker. For selvom han har en baggrund med hårdt arbejde som sanitør og vagtchef, kunne han godt mærke at det slider på kroppen at stå i køkken. Benene blev trætte, og han døjede med smerter i skulderen fra en gammel skade. I dag kommer han meget nemmere gennem dagen, og selvom skulderen stadig ikke er i top, har han langt mindre ondt.
– Hvis ikke vi havde fået de her værktøjer, ville jeg nok skulle på pension som 45-årig, griner han.
Ernæringsassistent Lene Andersson, som også arbejder i køkkenet, stemmer i:
– Hvis jeg glemmer at køre vognene rigtigt, kan jeg mærke at jeg får ondt i mine knæ med det samme. Og jeg er heller ikke nær så træt i benene efter vi har fået måtter at stå på.
Måtterne var Karins forslag, for at mindske ømheden i benene, som kan komme af at stå mange timer på et hårdt stengulv. De ligger ved de arbejdsstationer personalet står mest, og effekten er tydeligt mærkbar.
Grundlæggende handler det for Karin om at ændre en lille smule på folks vaner. Og mange ting ved de fleste af os jo egentlig godt: Brug de store muskelgrupper frem for at overbelaste de små. Undgå at spænde unødigt i skuldermusklerne eller belaste ryggen ved at arbejde ved et for lavt indstillet bord. Det er ikke raketvidenskab. Det svære er at få det så langt ind under huden på folk at de også husker det når tingene skal gå stærkt.
Netop travlheden, oplever Lene, kan være en udfordring i køkkenet.
– Det er sværere at huske det med at bevæge sig hensigtsmæssigt når der fx kommer varer, og alting skal gå ret stærkt, siger hun.
Tid er også en faktor når det handler om at holde sig i god form. Derfor har kommunen besluttet at medarbejderne må bruge tid på at fremme deres fysiske sundhed. Det betyder i praksis at de gerne må bruge nogle minutter på at lave et lille komprimeret træningsprogram, strække ud ved skrivebordet eller lave nakkeøvelser imellem mails.
For der skal faktisk ikke meget til før det kan gøre en mærkbar forskel.
– Jeg har lavet et smertelindrende program, som tager 3 minutter og 19 sekunder, og det opfordrer jeg til at man laver mellem en og tre gange om ugen. Det er jo ikke meget, men det virker, siger Karin.
Mikael og Lene nikker. De kan sagtens mærke at det giver pote når de husker at tage sig tiden til at træne lidt sammen – og derudover er det sjovt, fortæller de.
Målet med indsatsen er at nedbringe smerterelateret sygefravær, og de foreløbige konklusioner er at det virker. En udfordring kan så være at holde fast i de nye vaner og fastholde medarbejdernes motivation. Derfor arbejder Karin løbende med små lege og udfordringer som kan puste nyt liv i træningsrutinerne. Det gjorde hun blandt andet i december, hvor hun sendte små øvelser ud hver dag som en alternativ julekalender. Den hoppede Mikael, Lene og resten af køkkenet gladeligt med på. Hun tager også jævnligt bestik af om der er særlige sundhedsfremmende ønsker hun kan imødekomme. Et eksempel på det er yoga.
– Der var mange som havde efterspurgt det, så da vi var i gang med at se på sundhedsfremmende tiltag, tog jeg det op og fik det godkendt. Nu har vi et tilbud om yoga hver tirsdag, og der kommer mellem fem og 12 hver gang, så det er rigtig dejligt, siger hun.
Derudover er der også medarbejderbårne initiativer som blandt andet cirkeltræning i fitnessrummet i kælderen. Her er Karin ikke med, men hun har lavet en række øvelser, som ligger printet og klar, så alle kan tage fat i dem hvis de har brug for inspiration til at stykke en session sammen.
At mindske smerter blandt kommunale medarbejdere er en stor opgave, for der er mange ansatte (Hvidovre kommune har 4500 medarbejdere), og de har mange forskellige typer af opgaver. Det er alt fra administrativt arbejde til pædagoger, SOSU-assistenter og køkkenpersonale som Mikael og Lene. Derfor kan indsatsen heller ikke gribes an på én måde eller med et hurtigt fiks. Det kræver en målrettet individuel tilgang, som tager højde for belastningen ved eksempelvis at sidde længe ved et skrivebord, pleje en syg borger eller røre i 20 kilo kartoffelmos.
Al den viden har Karin brugt til at skabe kommunens sundhedsfremmende platform, som alle medarbejdere kan tilgå fra computer eller smartphone, så de kan hente inspiration til smertelindrende øvelser, uanset hvor de arbejder, og styrketræning som kan laves ved kontorstole, på gulv og med eller uden redskaber. Det er også gennem platformen de kan booke et besøg af Karin, hvor hun kommer ud og justerer arbejdsgange eller laver individuelle træningsprogrammer til særlige skader eller skavanker. Det lyder af meget, og det er det også, men for Lene og Mikael er det egentlig meget simpelt. Som Mikael siger:
– Vi kender platformen, så det er nemt at finde de rigtige øvelser, og vi har jo lært hvordan vi bør arbejde for at passe på kroppen. Nu er det bare at gøre det, og jeg synes det kommer mere og mere ind på rygraden.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.