Sæt krydderi på tilværelsen

Af: Marie Feldskov Bæk, klinisk diætist

Krydderurter og krydderier kan give variation i hverdagens mad og gøre retter mere spændende.

Mad er nydelse

Mad skal være en nydelse og ikke kun give energi til kroppen. Maden må gerne være en god oplevelse, som også stimulerer ens smagssans, lugtesans og syn. Derfor starter nydelse af mad længe før vi sætter os til bordet og spiser. Tænk bare på duften af nybagt brød som spreder sig rundt i huset. Den flot anrettede tallerken som tjeneren kommer ind med når du sidder på en restaurant. “Man spiser med øjnene”, er et udtryk som har sin ret: Når man ser lækker mad, stimuleres hjernen, og mundvandet løber.

Sund mad skal også være nydelse

Det nytter ikke noget at tvinge sig selv til at spise rosenkål hvis ikke man kan lide det. Selv om man måske har hørt at rosenkål er godt, så er det altså ikke en særlig stor nydelse at sidde og klemme det ned når man ikke bryder sig om det. Brug din sunde fornuft, og vælg mad som du godt kan lide og som samtidig er sundt. Det er altid muligt at finde madvarer som kombinerer sundhed og god smag!

Smag i den sunde mad

Nogle siger at fedtfattig mad ikke smager af noget, men det kan faktisk sagtens lade sig gøre at få en god smag frem. Her kan krydderurter og krydderier være med til at give en god og spændende smag. Chili og hvidløg kan eksempelvis være med til at give en anderledes smag. Tilsæt fx hakket chili til en mælkestuvet hvidkål, og din stuvning vil få lidt mere “kant”. Eksperimentér med hvad du godt kan lide af krydderurter og krydderier, og prøv at tilsætte det på nye måder. I opskrifterne kan du fx se at der er tilsat koriander til noget så almindeligt som gulerødder. Det gør at de får en ny og anderledes smag. På samme måde har champignonerne fået lidt hvidløg og persille og dermed en ny smag.

Tip

Nogle tørrede krydderier har godt af at blive svitset i lidt fedtstof inden der tilsættes andet. På den måde får krydderiet mere smag. Det gælder fx karry.

Krydderi kan købes som friske krydderurter, tørrede krydderier eller evt. frysetørrede krydderurter. Tørrede krydderier skal helst opbevares tørt i en lukket beholder. Friske krydderurter er forskellige: Nogle har bedst af at være i køleskabet, mens andre kan stå på køkkenbordet. Det er vigtigt at vande dem rigeligt.

Timianbagte kartofler
Dilddressing
Champignonsalat med persille
Tomatsalat med basilikumcreme

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.