Sådan får du set lyset

Tekst: Marianne Nørup

Foto: Shutterstock

Lys er essentielt for vores humør. I de mørke vintermåneder gælder det om at få så meget dagslys som muligt. Her er nogle gode råd.

Gå udenfor hver formiddag

Vi kan på ingen måde få lys nok indendørs til at regulere døgnrytmen og humøret. Særligt om vinteren er det derfor vigtigt at gå en tur udenfor – allerhelst først på dagen. Tilbring fx altid formiddagspausen udendørs, og gå udenfor når lejligheden ellers byder sig. I kan også afvikle undendørs walk-and-talk-møder og arrangere fælles gåtur i pauserne.

Rådet fra eksperterne lyder på mindst en time udenfor i daglyset hver dag, og helst to. Men alt bedre end intet.

Arbejd tæt på dagslyset

Lys omgivelserne op: Træk gardinerne fra, og luk dagslyset ind. Både hjemme og på job.

For at du kan være effektiv og føle dig godt tilpas, er det vigtigt at du har et godt dagslysindfald på arbejdspladsen. Placer om muligt din arbejdsstation tæt på et vindue – men sørg for god solafskærmning, både i forhold til reflekser og varme.

Vær forberedt på at vintervejr er vintervejr

Hav støvler, regntøj, huer, vanter, snacks, kaffekopper osv. klar til din udendørs pause, og lad være med at overveje det for meget. Bare kom ud!

Flyt din motion udendørs

Måske kan du ikke cykle og løbe så frit som i sommerperioden, men sæsonen er til gengæld perfekt til gåture i det fri. Corona-tiden lærte os at vi også kan tage indendørs træning med udenfor – crossfit, slyngetræning, sjipning, HIIT-træning, balancetræning og det ellers småkedelige hjemmetræningsprogram kan sagtens udføres i gården, parken eller haven. Faktisk kan det udendørs element være med til at peppe din træning op. Selv spinning/kondicyklen kan du trække udendørs på regnfri dage – så slipper du også for at tørre sved op fra dit stuegulv.

TIP: Mange fitnesscentre og fysioterapiklinikker tilbyder udendørs træning, hvis du ønsker selskab og/eller vejledning.

Kilde: Indeklimaportalen.dk, sundhed.dk m.fl.


Læs også artiklen ‘Lad der blive lys‘.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.