Jeg er en pige på snart 19 år, som hele livet har dyrket meget sport og især fodbold. Jeg har i flere år døjet med lyskeproblemer/skader og ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Det er lysken i begge sider som driller, og jeg har prøvet at holde pause og at genoptræne med øvelser, men hver gang jeg starter på sport igen, vender det tilbage. Jeg har lidt smerter uden for sporten, fx når jeg sidder med benene krydset, eller hvis jeg indadroterer mine ben – så ’knækker’ begge lysker, og det gør ondt. Smerterne svinger i perioder, og nogle gange strækker de sig helt ned til knæhasen og knæet.
Jeg gik til fysioterapeut for nogle år siden uden effekt. Jeg er snart tom for ideer ift. hvad jeg skal stille op. Vil behandling hos fysioterapeut hjælpe, eller skal jeg hellere få en scanning af lysken?
Håber du kan hjælpe! På forhånd tak. Annika
Hej Annika!
Det gælder i første omgang om at blive undersøgt af en specialist inden for idrætsmedicin. Smerter fra lysken kan skyldes mange forskellige problemstillinger, og det er vigtigt at få stillet den rette diagnose, før en behandling, inklusiv evt. behandling hos fysioterapeut, kan anbefales. Smerter i lysken kan komme fra fra selve hofteleddet, muskel-sene-tilhæftninger omkring symfyse-leddet (leddet foran på bækkenet, ved kønsbenet/skambenet), fra selve symfyseleddet, samt fra hoftebøjerne, som er vigtige stabiliserende og kraftproducerende muskelgrupper omkring hofte, bækken og ryg. I dit tilfælde vil jeg mene at du i første omgang også bør få foretaget bestemte billeddiagnostiske undersøgelser, herunder røntgen og ultralydsundersøgelse for ikke at misse bestemte problemstillinger. Alt dette bør koordineres af den idrætsmedicinske specialist, som så samlet kan give dig en vurdering, og også sende dig det rette sted hen, hvis fx dine problemer kan afhjælpes ved at gå til genoptræning hos en fysioterapeut. Med så langt et smerteforløb som du har været igennem, skal du ikke regne med at problemstillingen kan afhjælpes i løbet af få uger. Med med den rette diagnose og behandlingsplan vil et successfuldt forløb typisk kunne opnås inden for 4-6 måneder, nogle gange længere, så din tålmodighed vil også blive sat lidt på prøve. Held og lykke med det videre forløb.
Venlig hilsen Kristian Thorborg
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.