Ondt i nakke og ryg: Hvilken seng skal jeg vælge?

Af: Audun Vestmoen, specialist i muskuloskeletal fysioterapi, p.t. Atlet Fysio i Oslo

Jeg har besluttet mig for at købe en ny seng. Jeg vågner ofte op med spændinger i nakken og af og til ømhed i ryggen. Derudover har jeg det med at vågne mange gange i løbet af natten, hvilket jeg tror skyldes min nuværende madras/seng.

Mit ønske er at finde den mest naturlige og sundeste måde for kroppen at sove og ligge på. Mit valg står på nuværende tidspunkt mellem en japansk Tatami-måtte, der fås i en vis hårdhed, og som er en relativt lav/tynd madras man lægger oven på en hård måtte, eller en specialseng fra Sengespecialisten, hvor jeg kan få en blød madras, der former sig nøjagtigt efter min kropsform.

Mit spørgsmål er derfor: Hvad mener I der er den mest naturlige og sunde løsning for kroppen når det gælder valg af seng? 

På forhånd tak!

Anonym


Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller, og et som mange mennesker uden tvivl stiller sig selv (og deres fysioterapeut eller læge). Desværre er svaret ikke så entydigt.

Baseret på de forskningsstudier der er lavet, så er der nemlig ikke evidens/grundlag for at sige at en madras er bedre end en anden til nakke- eller rygpatienter. Vores krop er heldigvis så stærk og robust at vi kan sove på mange forskellige underlag, nogen på Tatami-madras og andre på Hästens-senge. Det vigtigste vil være at vælge en seng/madras som passer til DIG, og som du føler du sover godt i. Derfor er du nødt til at prøve dig frem. Måske har du prøvet en seng på et hotel eller hos nogle venner, som du syntes var særlig god at ligge på?

Hvis du køber en madras med ønsket om at få færre smerter eller spændinger, så kan det være god idé at prøve en madras, som du har mulighed for at levere tilbage hvis det ikke hjælper i løbet af kort tid. 

Held og lykke! 

Hilsen Audu


Du kan læse mere om senge, madrasser og liggestillinger i artiklen ”Lig behageligt – og kom sovende til sundhed” 

Lig behageligt – og kom sovende til sundhed

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.