Ondt i lysken: Er opvarmning nok?

Af: Leif Skive

Foto: Shutterstock

Jeg har en pige på 15 år, der nu i snart tre måneder har haft ondt i lysken helt inde i skridtet. Der er også ligesom en lille hævelse. Hun er en meget ivrig fodboldspiller og er angriber og  scorer mange mål, så hverken holdet eller hende selv synes hun kan undværes. Hendes træner siger at hun blot skal varme godt op inden kampen. Så går det faktisk også bedre,  men hun har ondt dagen efter. Hun vil helst ikke til lægen af frygt for at skulle holde pause.  Skal hun det, eller kan det gå over hvis hun er flittig med opvarmning?

Hilsen en bekymret mor


Kære ”mor”!

Din datter skal absolut til lægen, og hun skal utvivlsomt også holde pause og under kyndig  fysioterapeutisk behandling. Det smertemønster du beskriver, er helt karakteristisk for en  kronisk skade. Hvis ikke der bliver gjort noget ved det nu, kan det blive en meget langvarig affære. Trænerens holdning til en skade der har varet tre måneder, er helt forkert. Man må godt være træningsøm dagen efter en kamp, men man må ikke have kroniske smerter, som du beskriver.

Turen går altså op til lægen, så han kan se på hævelsen – det kunne være et brok, og altså  måske slet ikke den lyske-skade som det umiddelbart lyder som.

Med venlig hilsen Leif Skive

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.