I it-virksomheden Hewlett-Packard arbejder man målrettet for at medarbejderne har en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Virksomheden tilbyder medarbejderne fleksible arbejdstider, talrige motionstilbud, maden i kantinen er sund, og så kan man såmænd også gå til både frisør og tandlæge … i arbejdstiden.
– Åh nej, lige præcis i dag har jeg desværre taget en del kød. Men normalt tager jeg godt for mig af de sunde retter.
En af it-virksomheden Hewlett-Packards medarbejdere Martin Primdahl griner mens han balancerer med sin tallerken fyldt med lækkerier. På tallerkenen ligger et par små pølser, noget oksekød og lidt kartofler. Ikke en decideret usund menu. Men havde Martin Primdahl været i sit endnu sundere es i dag, kunne han også have valgt en lang række andre og mere sunde retter fra det sydende og åbne køkken midt kantinen. Dagens frokostbuffet bugner nemlig med salater, frugt og lette frokostretter – tilmed anrettet på en måde så maden ligner det den er. Lækker.
Og sådan er det faktisk hele vejen igennem hos Hewlett-Packard. Den enorme internationale virksomhed, der beskæftiger over 300.000 medarbejdere internationalt og godt 400 i den danske afdeling i nordsjællandske Allerød, tilbyder hele tiden medarbejderne det sunde alternativ. Ikke på sådan en ’du bliver fyret hvis du ikke holder dig sund’-måde, men mere på en naturlig og implicit måde.
-Virksomheden gør meget for medarbejdernes sundhed, og i det hele forsøger man at gøre vores hverdag nemmere på forskellige måder. Det kan jeg godt lide. Jeg dyrker eksempelvis fitness og crossfitt herude et par gange om ugen, og det passer mig godt, siger Martin Primdahl.
Grundtanken bag Hewletts-Packards sunde HR-filosofi er enkel: Glade medarbejdere i balance giver også dygtige og stabile medarbejdere, som i sidste ende leverer bedre resultater. Det hele hænger sammen på en nærmest holistisk måde, forklarer HR-direktør Anja Hasselbalch
– Vi er jo en amerikansk virksomhed, og derfor er vi helt naturligt også meget salgs- og præstationsorienterede. Det er helt klart en performerkultur der hersker herude, og det mærker man blandt andet ved at alle medarbejdere bliver evalueret og målt hvert år. Men samtidig har vi også en klar erkendelse af at medarbejderne også har et liv ud over arbejdet, hvilket vi forsøger at tage hensyn til med en lang række tilbud, siger Anja Hasselbalch og fortsætter:
-Vi tror på at glade medarbejdere bliver i virksomheden i mange år, at de har mindre sygefravær, og at de generelt yder mere, så vore kunder i sidste ende bliver tilfredse, lyder det fra HR-direktøren.
Hun kaster sig efterfølgende ud i en ganske lang opremsning af de personalegoder som de ansatte hos Hewlett-Packard tilbydes. Eksempelvis er der masser af sundhedsmæssige tilbud som fitness, spinning, crossfitthold og massageordning på arbejdspladsen. Der tilbydes yoga-timer. Man kan spille badminton, golf, tennis og fodbold i virksomhedens sportsklub, og er man mere til ikke-sportslige aktiviteter, er der andre klubber som eksempelvis vinklubben og biografklubben. Derudover gøres der meget for at gøre dagligdagen så let som muligt for den enkelte medarbejder. Eksempelvis er der en gang om ugen mulighed for at bestille tid hos en frisør, som rykker ind med saks og hårlak på arbejdspladsen. En tandlægebus kommer af og til forbi så man kan få ordnet mundhygiejnen. Hver aften kan man købe sund og billig mad fra kantinen med hjem til familien, og minsandten om det ikke også – op til juletid – har været muligt at bestille ænder til juleaften.
– Når jeg fortæller om hvor mange muligheder og tilbud vi har, så bliver folk uden for HP ofte meget overraskede. Det gør helt sikkert at man sætter ekstra pris på alle de her personalegoder. De gode forhold for medarbejderne har i hvert fald medvirket til at jeg stadig er glad for at være her, selvom jeg har været ansat i lang tid, siger medarbejder Majbrit Demant. Hun er til daglig konsulent i Hewlett-Packards uddannelsesafdeling og har været ansat i mere end 15 år. Ud over sit normale arbejde er Majbrit Demant frivillig tovholder på de mange sportsaktiviteter som arbejdspladsen tilbyder.
– Og så underviser jeg en gang om ugen i styrketræning med fokus på de steder hvor man især for ondt når man sidder meget ned. Jeg får ikke noget for det; jeg gør det fordi jeg synes det er sjovt, siger Maibrit Demant.
Spørgsmålet er så om der er en grænse for hvor offensiv en virksomheds HR-strategi kan være, uden medarbejderne finder det irriterende. Kan man med andre ord som arbejdsgiver blande sig for meget i sine ansattes liv?:
– Selvfølgelig er der en grænse, men den mener jeg ikke at vi overskrider, så alt er frivilligt. Generelt mener vi at det er ok at have en holdning til medarbejdernes sundhed, men det er jo ikke sådan at vi registrerer folk der ikke dyrker motion eller går til tandlæge, siger HR-direktør Anja Hasselbalch. Hun påpeger dog at hun har fået en enkel kritisk mail i indbakken i forhold til Hewlett-Packards HR-strategi.
– Der var en medarbejder der skrev for ikke så længe siden at nu gad vedkommende ikke høre mere om sundhed, men mere kritik har der ikke været, lyder det fra Anja Hasselbalch.
Ud over gladere medarbejder og bedre resultater på bundlinjen mener hun også at de mange personalemuligheder – blandt andet de sundhedsfremmende tilbud – har en positiv virkning i forhold til stressforebyggelse.
– Vi har ikke helt kunnet undgå sygemeldinger relateret til stres, men vi tror helt klart at en del af de ting vi gør, forebygger stres. Det hænger igen sammen med at kunne tilbyde de ansatte en fleksibel hverdag, selvom de har travlt. Og igen: Glade medarbejdere betyder rigtig meget for os.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.