Mine lår er for tykke

A

Jeg er en pige på 15 år, vejer 55 kg og er 162 cm høj, så jeg er på ingen måde overvægtig. Alligevel har jeg et problem med mine lår – jeg synes de er for tykke. Det generer mig når de f.eks. er våde, og de gnider sig mod hinanden. Jeg har ikke brede hofter eller slank talje, så jeg synes det ser mærkeligt ud med mine lår. Jeg har målt dem til at være 54 cm i omkreds, måske er det ikke så tykt, men jeg er jo ikke særlig høj. Er det måske bare noget jeg vokser fra, eller skal jeg træne det væk, eller hvad kan jeg gøre, for det generer mig som det stort set eneste ved min krop. Håber I kan hjælpe mig!

Hilsen A
 

Svar…

Hej A!
Ud fra de tal du har sendt, ser der ikke ud til at være noget i vejen nogen steder. Du er normalvægtig, og dine lår har en helt almindelig omkreds. Man kan ikke tabe sig et bestemt sted på kroppen (f.eks. lårene), så hvis man ikke er helt tilfreds med harmonien i sin kropsbygning, så er strategien at man sørger for generelt at dyrke alsidig motion og spise sundt. Du kan sagtens påvirke dit udseende hen over de næste år, men det er en gradvis proces, hvor kroppen som helhed kan ændres. Vi har alle en genetisk forskellig kropsbygning, og derfor handler det lige så meget om rent psykologisk at sætte pris på lige den måde som man selv skiller sig ud fra mængden på. Selv om du igennem sund livsstil og træning kan påvirke dit udseende, så skal du samtidig huske at være rigtigt glad for at du ikke har tynde lår!

Venlig hilsen Morten Zacho
 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.