Man kan undre sig over hvor lidt vi mennesker ved om døden

Af: palliativ fysioterapeut og coach Ninia Bouet, chefformidler og projektudvikler i Landsforeningen Støtte før Afskeden, www.stfa.dk

Gennem mit 5-årige arbejde som palliativ fysioterapeut i Egedal Kommunes Træningsteam er jeg stødt på mange uhelbredeligt syge borgere og deres pårørende. Et fælles træk har været at alle har manglet viden om den sidste tid i livet: Hvad er døden for noget? Hvordan taler vi om den? Hvad kan jeg forvente? Hvad skal der ske når jeg eller min kære dør? Hvordan kan man stadig LEVE når man har fået en dødsdom?

Vi lærer jo ikke i skolen om døden eller om at tage afsked med hinanden. Hvilke tanker og følelser opstår der? Hvad sker der med kroppen? Hvilke behov har man som døende og som pårørende? Hvad kan man konkret gøre for sin kære, og hvordan kan man fjerne den angst der er for at tale om døden – som burde være lige så naturlig som fødslen!

Det eneste sikre i livet er jo – AT VI SKAL DØ! Hvorfor er det dog stadig i 2014 så tabubelagt?

Jeg kender ikke svaret, men ved at der er meget at gøre før vi får nedlagt dette tabu. Derfor gik jeg i 2011 på frivillig basis ind i arbejdet med at udvikle konkrete redskaber der skal lette den fremmedgørelse der er, når mennesker dør enten i hjemmet eller på hospitaler, og hvor der ikke gives nok hjælp til de pårørende i den sidste svære tid, hvor deres elskede skal dø og DØR.

Vi har udviklet et meget brugbart lavpraktisk redskab: Englepakken. Den består af et støttehæfte til pårørende med vejledning i hvad de kan gøre for den døende, beroligende musik fra MusiCure, et LED-lys, salve og en engleuro. Englepakken er en donation fra ‘Landsforeningen Støtte før Afskeden’ til hospitaler og institutioner, men kan også købes af private i www.eksistensbutikken.dk. Se inspiration til anvendelse på www.stfa.dk.

Vi er lige færdige med at udvikle en Hjertepakke til børn som er pårørende. Det kan især være svært for små børn at forstå hvad der foregår når et familiemedlem er uhelbredeligt sygt eller døende. Børnene bliver ofte overset hvis de tilbringer lang tid på hospitaler eller andre institutioner mens familiemedlemmer er indlagt. Vi har udviklet Hjertepakken i samarbejde med børn som selv har mistet, eller som har tilbragt timevis i venteværelser på hospitaler eller siddet hos et uhelbredeligt sygt familiemedlem. Hjertepakken svarer til Englepakken, men henvender sig i stedet til 3-8-årige børn. Den indeholder: En farverig aktivitetsbog: “SuperHunden Max på eventyr”,farveblyanter, et lille blødt hjerte (produceret af min datter Juliet), Superhunden Max som tøjdyr, en engleuro og en CD fra MusiCure, samt information til de voksne pårørende. Alt dette gives som en gratis donation på kræftafdelinger på udvalgte hospitaler og institutioner.

Se en lille video fra et af mine workshops om hvordan man kan tale om at man skal dø: https://www.youtube.com/watch?v=cUjvY_jsbbU

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.