Livsstilsændring gav mærkbar gevinst: Nu kan jeg overkomme meget mere!

Tekst: Marianne Nørup, journalist

Foto: Marianne Nørup og Livsstilscenter Brædstrup

Skepsis blev vendt til begejstring og velbegrundet stolthed da Kjeld Kristensen tog imod tilbuddet om et livsstilsophold. Han har smidt 17 kilo og fået masser af energi.

– Hende der er forfærdelig, siger Kjeld og peger med fingeren direkte over på Inga, som sidder over for ham i spisestuen.

Drillerierne går kærligt hen over bordene, hvor denne uges livsstilspatienter er i gang med at spise frokost; og Kjelds øjne stråler, så ingen er i tvivl om at ”forfærdelig” i denne sammenhæng er den største ros Inga kunne få.

– Jeg var godt nok noget skeptisk da lægen foreslog at jeg skulle på livsstilsophold. Men jeg blev umådeligt positivt overrasket og har ikke fortrudt et eneste sekund, siger han.

Kjelds læge ville gerne at Kjeld skulle tabe sig. Med åreforkalkning, lungesygdommen KOL og en diabetes 2-diagnose i bagagen var der umiddelbart alt at vinde.

– Jeg har tabt mig 17 kilo, og det er udelukkende gennem livsstilsændringer. Jeg er bare begyndt at tænke over hvad jeg stopper i hovedet. Når jeg er ude og handle, vælger jeg fx de fedtfattige produkter, siger Kjeld, der hurtigt opdagede at man kan få både lækre spegepølser og leverpostej uden ret meget fedt i.

Der går også længe imellem at Kjeld drikker en øl – det er faktisk kun når han har gæster, og selv i de tilfælde kan han ofte levne det halve.

– Jeg har slet ikke lyst til det mere. Selvom jeg har tabt mig meget, har jeg på intet tidspunkt følt at jeg lider afsavn.

Energien i top

69-årige Kjeld, som bor på en stor landejendom, cykler hver dag 25-30 kilometer. Ganske vist på elcykel, men han sørger for at det er ham selv og ikke cyklen der træder.

– Cykelturene giver fred i sjælen, jeg får set en masse, og jeg nyder naturen, fortæller Kjeld.

Efter livsstilsomlægningen er energien kommet i top, og det er blevet nemmere at komme omkring.

– Før blev jeg forpustet af ingenting. I dag kan jeg overkomme meget mere, faktisk er jeg næsten aldrig hjemme, jeg har gang i så mange ting, siger Kjeld, som blandt andet tager på jagt med nabomændene og går til foredrag i den lokale forening.

– Jeg er stolt af at have tabt mig så meget. Især nu hvor jeg lige er blevet alene, fortæller Kjeld, som for et år siden blev enkemand.

Også Kjelds læge har al mulig grund til at være tilfreds. Kjelds diabetestal er nemlig blevet bedre efter han har lagt livsstilen om, og han forventer snart at kunne gå ned på mindre medicin.

LÆS OGSÅ:

Sammen på vejen mod en sundere livsstil

Ny livsstil og ro i sjælen gav mere energi: Jeg var blevet en anden person

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.