– Ring på dørtelefonen, så kommer jeg ned, sagde Lise Nørgaard i telefonen forud for interviewet.

Kort efter står den nu 95-årige journalist og forfatter i døren. Hun er overraskende lille og særdeles velklædt. Håret er velplejet og på plads omkring de vågne øjne.

– Jeg vil se ordentlig ud. På en måde der passer til min alder. Jeg kan ikke fordrage når ældre damer har langt hår i ungdommelige farver langt ned ad ryggen, erklærer Lise Nørgaard og byder på tatarmad og et glas rødvin efterfulgt af en dobbelt espresso på Skodsborg Hotel.

Her er det meningen at hun skal levere opskriften på et langt aktivt liv. Hvis nogen ligger inde med den, skulle det vel være hende. Mor til Matador, bøger, manuskripter, fire børn og skarpe holdninger til alt hvad opmærksomheden falder på.

– Hele mit liv har jeg været drevet af nysgerrighed. Jeg har læst og tænkt og spurgt og slået op i bøger. Jeg har villet forstå. Mine bedste børnefødselsdage var dem hvor jeg sad tilbage med en stor stabel bøger når gæsterne var gået.

Avis og ostemad

Så det er hendes opskrift. Nysgerrigt at interessere sig for verden.

– Jeg har nok også gode gener. Min mor blev 98 år, siger Lise Nørgaard, der hver morgen læser tre aviser mens hun spiser ostemad og drikker te. Politiken, Berlingske Tidende og Frederiksborg Amtsavis. Sådan kan hun frit danne sig sin egen mening. Bagefter napper hun krydsordene i samtlige aviser.

– Mens min søster levede, gættede vi om kap. Vi elskede Grubleren i Politiken. Den løser jeg stadig, men det tager lidt længere tid.

Lillesøster Gerda døde i en alder af 90 år, og Lise Nørgaard, som er født Lise Jensen, savner hende dagligt.

– Hun var mit alter ego. Hun er født 17 måneder efter mig, og resten af mit liv har jeg oplevet sammen med hende.

For det værste ved alder er at de andre falder fra.

– Jeg har mistet min søn, min mand, min søster og mange venner og kolleger. Derfor er mange af mine nuværende venner faktisk på alder med mine børn.

Tunge bøger

Lise Nørgaard læser ikke kun aviser. Lige så vigtige er bøger. Biografier, romaner og historiske fortællinger på dansk, engelsk og tysk.

– Jeg læser flere timer hver aften inden jeg lægger mig til at sove. Det største problem er at mange bøger i dag er så tykke at de maser brystet fladt når man læser i sengen, klager hun.

Hun har lige læst den kinesiske forfatter Mo Yan, der sidste år modtog Nobelprisen i litteratur.

– ‘Big Breasts, Wide Hips’ er en fantastisk beskrivelse af Kinas udvikling, oplyser Lise Nørgaard, der også lige har afsluttet succesromanen ‘Vinter i Prag’ af den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright.

– Jeg arbejder stadig selv hver dag. Essays, forord til bøger og den slags. Jeg trænger nok til at lære at sige nej.

Strandede hvaler

Lise Nørgaard holder af at rejse og har planlagte ture til Spanien og Finland. I foråret var hun på krydstogt i Middelhavet.

– Jeg er vild med livet på et skib. Du har alt hvad du skal bruge i din kahyt og går bare i land og oplever. Det er dog uklogt at indtage alle de måltider de serverer. Så ender du som de strandede hvaler der ligger ved swimmingpoolen – når de ikke er nede for at spise, siger Lise Nørgaard, der bare ikke vil være tyk.

– Mine børn siger at det er en form for sindssyge. Forleden var jeg til middag og fik en lækker fireretters-menu. Da jeg kom hjem, havde jeg taget et kilo på. Det skulle af igen med det samme.

Metoden er vilje.

– Det er ikke svært. Jeg ryster bare på hovedet anden gang jeg bliver budt.

Hver aften drikker hun et glas rødvin til sin middagsmad.

– Og så har jeg desværre udviklet en hang til chokolade efter at jeg lagde cerutterne på hylden, erkender hun.

Det skete dengang hoften knækkede.

Toppede brosten

– Jeg har stærke knogler, men en aften for to år siden løb jeg i snevejr sammen med min datter og svigersøn fra det Kongelige Teater til bilen, der holdt i den gade hvor Fanden er løs. Laksegade hedder den.

Lise Nørgaard faldt over en brosten, som Københavns Kommune ikke havde banket ordentligt ned.

– Min svigersøn sendte en klage med et billede af stenen, som han lå og rodede for at tage næste dag. Det har set tosset ud. I USA var jeg blevet millionær på en erstatningssag, men her vankede der ikke noget.

Efter at være blevet lappet på et sygehus, blev hun sendt hjem med en multiresistent bakterie i kroppen og vågnede igen på et andet sygehus blandt mennesker i rumdragter.

– Det viste sig at jeg var i isolation. De næste måneder tilbragte jeg i genoptræning på hospitalet og kunne ikke ryge. Da jeg kom hjem, tændte jeg en cerut, men den smagte mig ikke. Så er øjeblikket kommet, tænkte jeg. Og det er det bedste som jeg kan sige om den brosten.

Styrtebad hver morgen

Motion har hun dyrket hele livet.

– Min familie har altid været vanvittig med sport. Vi spiller alle sammen tennis. Jeg var en mådelig tennisspiller, en god skiløber og en habil sejler. Jeg elsker havet og vil helst bo nær det. Jeg går stadig ned og svømmer i Øresund om sommeren, og indtil min sidste hund Viffer døde, gik jeg tur i skoven hver dag.

Lise Nørgaard har endnu ikke haft brug for hjemmepleje. Hun vil selv tage sit styrtebad hver morgen. De ugentlige indkøb klares med en veninde. De spiser frokost ved samme lejlighed. Middagsmaden laver hun selv, når hun ikke er inviteret ud.

Før holdt hun mange middagsselskaber i hjemmet, nu foregår det på restauranter på kysten.

– Jeg har altid betalt mig fra rengøring og andre huslige gøremål. Mange kvinder forstår ikke at det koster penge at tjene penge. Du må frigøre tid hvis du vil være med.

Idiotisk tidsspilde

Lise Nørgaard kalder sig selv for borgerlig anarkist og skeptiker.

– Jeg var med til at indføre ligeret og har altid været oprørsk. Men jeg er også opdraget til at følge visse leveregler. Vi fik vredet armen rundt for at skrive takkekort når nogen havde sendt os gaver. Det samme har jeg lært mine børn, siger Lise Nørgaard.

Børnene er dog så gamle at hun ikke længere blander sig i hvad de foretager sig. Mange børnebørn og oldebørn er kommet til.

– Det er måske derfor at vi har det så godt og morsomt sammen. Samværet med familie og venner er det vigtigste i mit liv. Jeg holder af at få øje på det morsomme her i livet, siger Lise Nørgaard, hvis venner blandt andet omfatter forlagsfolk, journalister og skuespillere. Om Matadors store succes siger hun beskedent:

– Man kan se hvad der sker, og man kan høre hvad de siger. Og så elsker både børn og voksne at høre om gamle dage.

Lise Nørgaard er ikke på internettet og kommer det aldrig.

– Jeg skriver på en skrivemaskine og skal aldrig nogensinde på Facebook. Mage til idiotisk tidsspilde. En ung mand fortalte mig forleden om sine to hundrede venner på Facebook, hvortil jeg svarede: Du skal ikke regne med at de hanker op i din kiste, når du dør!