Det er jo kun jul én gang om året – nyd julemaden og undgå vægtøgning!

Tekst: Stine Kjær, aut. diætist

Foto: Shutterstock

Når det bugner med julelækkerier, kan det være fristende at smage det hele – også selvom maven fortæller at der ikke er plads til mere. Måske hører du dig selv tænke at “det jo kun er jul 1 gang om året”, eller at “det er ikke det man spiser mellem jul og nytår der feder, men det man spiser mellem nytår og jul”.

Det er nemt at give efter for fristelserne, fordi det naturligt fører til mere velbehag, men når julen er omme og badevægten skal stå sin prøve, er det måske så som så med velbehaget. De færreste er glade for slankekure, så tænk engang hvis man kunne spise julens fristelser uden at tage på! Og uden at udfordre kroppens sundhed.
Svaret kan være at udvælge og nyde sin mad, mærke efter kroppens reelle behov og ikke mindst udfordre de overbevisninger vi har om julemad.

1. Vælg med omhu
Når du står ved det veldækkede julebord, så overvej hvad du har mest lyst til. Hvis det er en buffet, så brug gerne lidt ekstra tid på at gå en hel runde om bordet, inden du beslutter dig for hvad der skal ligge på tallerkenen. Hvis der er meget du har lyst til, så prioriter – der er sandsynligvis noget af maden der smager dig bedre end andet. Og tænk samtidig på hvor meget du øser op af de retter du synes allerbedst om.

2. Gør fristelserne utilgængelige
Du spiser sandsynligvis det der ligger på din tallerken. Jo mindre, tallerkenen er fyldt, desto større tendens til at spise langsomt, fordi hjernen fortæller dig at du skal nyde den afgrænsede mængde mad.
Hvis du selv er arrangør, så gør dig samme overvejelser som ved buffeten. Sørg for at lave de retter som du ikke kan undvære, og lad dig ikke narre af tanker som “de andre forventer at jeg serverer alle de retter jeg plejer”. Måske dine gæster også er glade for at udvalget er småt, men godt? Og hvis ikke, så er du i din fulde ret til at drage omsorg for dig selv ved at begrænse mængden af fristelser.

3. Mærk efter hvad din sult fortæller dig
Er det lækkersult eller den fysiologiske sult der er på spil? Smager det stadig lige så godt som da du startede? Ofte smager første portion bedre end anden portion. Mind dig selv om at du kan spise noget tilsvarende en anden dag. Mange af de ting vi får til jul, behøver ikke være afgrænsede til jul. Spis gerne and og ris a la mande på andre tider af året. Når mad er muligt at få lige når du har lyst til det, så mister den ofte den særlige tiltrækkende kraft, og det er nemmere at nyde den i små mængder.

4. Udfordr dine tanker
Du vil støde på mange undskyldninger for at spise mad du ikke nødvendigvis har mærket efter om du har lyst til. Tankerne vil virke logiske i det øjeblik du har lyst til maden. De vil fungere som argumenter for hvorfor du skal spise maden, fordi hjernen stræber efter umiddelbart velbehag. Lad os tage nogle eksempler:
Når du tænker “det er så sjældent at jeg får julemad”, så husk at du gerne må spise julemad på andre tider af året. Og selv hvis det er sjældent, så behøver du ikke tømme fadene.
Når du tænker “jeg motionerer ekstra i morgen” (velvidende at det gør du ikke), så mind dig selv om at hvis du spiser mindre og med større nydelse, så behøver du ikke trække modstræbende i løbetøjet.
Når du tænker “det er ikke rigtig jul uden denne mad”, så spørg dig selv om det er sandheden. Overvej hvilke madvarer der er særligt vigtige for din jul, og nyd dem. Resten er ikke værd at brug kalorier på.
Når du tænker “alle de andre gør det også”, så husk at du stadig er en del af fællesskabet selvom du lader konfektskålen vandre videre. Hygger du dig mere når du spiser konfekten? Eller spiser du den af vane og for at opfylde andres forventninger?

5. Nyd julemaden
Nogle kommer igennem julen uden at tage på ved at sige modstræbende nej til alt det de har lyst til. Det kan blive en sej kamp at skulle fylde tallerkenen med “sunde” madvarer og nægte sig selv det der virker indbydende, blot for at formen holder julen igennem.
Hvis du i stedet følger ovenstående, altså udvælger det du allerbedst kan lide, i den mængde du allerbedst kan lide det, og udfordrer de tanker der vil overbevise dig om at spise mere, så vil du automatisk ikke føle dig begrænset. Du flytter fokus fra den mad du mener du bør spise (fx grøntsager), til den mad du rent faktisk har lyst til. Det vil uden tvivl give en mindre anstrengende jul med meget mere nydelse. Glædelig jul.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.