Jytte Abildstrøm: “Lidt lykkelig er man da altid”

Glæde, begejstring og humor er kodeordene for at holde sig vital, både på arbejdsmarkedet og i livet som sådan, mener Jytte Abildstrøm. Men hverken arbejdsglæde, lykke eller fysisk vigør kommer af sig selv. Man skal selv gøre en indsats, pointerer den 76-årige dynamo, der stadig er aktiv som skuespiller, foredragsholder og meget mere.

Efter lange overvejelser valgte hun i februar at foretage generationsskifte på Riddersalen, da den mangeårige skuespiller og forfatter samme sted, Signe Birkbøll, blev kunstnerisk leder. Men der er stadig masser af strøm på Jyttes Abildstrøms batteri. Eller måske sku’ man snarere sige at hendes solceller er ladet op, for det er om nogen en økologisk ildsjæl der med sit røde hår lyser op i det gamle køkken på teatret Riddersalen i hjertet af Frederiksberg, der i 40 år har været hendes tredje hjem.

Til daglig bor hun i henholdsvis et økologisk bofællesskab i Roskilde og i sin kolonihave tæt på Riddersalen. Hun træder stadig op som skuespiller på Riddersalen, hvor hun også sidder i bestyrelsen. Hun er formand for naboejendommen Det Økologiske Hus, der formidler økologi i børne- og voksenhøjde. Og derudover holder den 76-årige kvinde stadig foredrag – og så har hun i øvrigt bare travlt med at ha’ det godt.

Balancen

Jytte Abildstrøm har været aktiv på arbejdsmarkedet i mere end 55 år, heraf de allerfleste i teaterverdenen. Alligevel er hendes drive stadig imponerende og hendes kærlighed til teateret åbenlys. Hvad er hemmeligheden – er der mon en sammenhæng mellem trivsel og økologi?

– Når jeg er ude for at holde foredrag om det her, går jeg jo lidt til folk, og så spørger de: Er du lykkelig? Lidt lykkelig er man vel altid, men det kommer ikke af sig selv, svarer Jytte Abildstrøm.

– Hvis du har en spiritualitet – et sind der nærer sjælen, begejstrer og tager hensyn til andre, så er du godt på vej. Vi skal lytte mere til naturen. Vi skal genfinde balancen mellem naturen og det menneskelige forbrug. Politikerne siger: I skal forbruge, så vi kan beholde velfærden. Men hvis det er på bekostning af at kloden bliver nedslidt, hvad så? Se bare på alle de tegn som naturen giver os i øjeblikket. Det er varsler til os mennesker, fortsætter hun.

– Når jeg optræder for børn, kommer de ofte hen til mig bagefter: ”Jytte, er der også en fremtid for mig når jeg bliver stor?” Der er da forfærdeligt at børn skal bekymre sig om det. De skal da bare være glade.

Glæden og begejstringen

Og netop glæden har været den røde tråd i Jytte Abildstrøms eget liv.

– Det er en fødselsdagsgave jeg har fået af mine forældre. De var meget kærlige, men jeg havde også pligter derhjemme. Jeg fik en violin som 7-årig, der gav mig mange dejlige stunder. Mine forældre spillede modelteater med min storebror og jeg. Lige meget hvordan det gik, havde de glæden og begejstringen. Jeg har lært at man skal putte begejstringen ind i det man har med at gøre. Da jeg skulle terpe tysk på Handelshøjskolen, kaldte jeg mig komtesse. Det synes den lidt stive tysklærer var fornemt og sagde: ”Nå, må jeg så høre adelen”, og vi elever morede os… indtil han fandt ud af at det ikke var rigtigt. Hvorfor kan vi ikke ha’ det sjovt med hinanden, hva’? Det hele skal da ikke være så surt.

Den indstilling bringer Abildstrøm med sig i sit arbejde. Det skal være humor, glæde og begejstring der driver værket:

– Jeg har stået bag scenen med kolleger der har sukket over at de nu skulle spille igen. ”Jamen, hvorfor laver I så det her?” Når vi her på teatret skal have en ny tekniker, spørger jeg: ”Er du glad for ledninger?” Så kigger han jo noget underligt på mig, mens jeg er dybt seriøs, forklarer hun og løslader alligevel en latter. Hun ved godt at hun ikke er som folk er flest.

Arbejdsglæden er alle ansvarlige for at skabe, mener hun, og det er nødvendigt at tage aktive initiativer for at styrke den. På Riddersalen laver de fx fællesmiddage under prøverne når de er godt trætte. Det giver ifølge Jytte ny energi når man er fælles om at opleve.

Sig tak til fødderne

Men det kræver også et godt fysisk fundament – i enhver betydning – at skabe og bevare sin energi og vitalitet.

– Jeg gik mig over sø og land. Der mødte jeg en gammel mand, reciterer skuespillerinden i et tempo midt mellem sang og tale og fortsætter:

– Når jeg er ude at spille teater med den sang, spørger jeg børnene: Husker I at sige tak til jeres fødder fordi de har båret jer rundt hele dagen? Så kigger de lamslåede ned på deres små fødder. Det er herligt. Fra jeg var helt lille, gik min far og mor meget op i hvilke sko jeg gik i, for jeg havde store knyster på tæerne og mine tæer var skæve. Og ved du hvad? Min far savede sådan nogle små finerplader ud, som han bandt rundt om mine fødder om natten for at rette tæerne ud, husker hun.

– Jeg skal ha’ det godt i mine sko. Det kan ikke nytte noget at jeg optræder i højhælede sko, selvom det måske passer bedre til rollen. Man skal være lydhør og taknemlig over sine led og holde dem ved lige. Vi her i Vesten har ikke den samme taknemmelighed og respekt over for vores krop som de har i Østen. Det har vi ikke tid til, forklarer hun skarpt.

Selv går hun jævnligt hos en kinesisk læge, og de sidste tyve år har hun fået massage to gange om måneden hos den samme fysioterapeut. Og på spørgsmålet om Jyttes helbred i øvrigt er hun ved at kløjes i den økologiske juice og fremfører en skraldlatter.

Træner i trapezen

– Altså når man kommer op i min alder, så har man jo lidt småskavanker, ikk! Men man kan gøre sig selv og sundhedsvæsenet en tjeneste ved at gøre en indsats for at passe på sig selv. Jeg har en trapez derhjemme som jeg strækker mig i hver dag. Jeg træner min øjenmuskulatur med ayurvediske briller der træner mig i at se henholdsvis langt og kort mens jeg sidder og hjuler fem minutter hver morgen på en trædecykel. Til sidst strækker jeg akillessenerne. Og så går jeg min tur rundt om søen hvor jeg bor, for at se om svanerne har det godt.

Der er mange mennesker der siger til mig: ”Du virker sådan i vigør.” Ja, tak, men det er altså ikke noget der kommer af sig selv, slutter Jytte Abildstrøm og tager afsked med Krop & Fysiks udsendte, der forlader Riddersalen som et levende bevis på at ikke blot solcelleenergi, men også Jyttes egen energi kan lade andres batterier op.