Jeg tudbrølede ved tanken om at de skulle skære i mig igen

Tekst: Berit Viuf, journalist

Foto: TV2 og Niels Henrik Dam/Her Og Nu/Ritzau Scanpix

Selvom Natasja Crone altid har dyrket meget sport, har hun i hele sin ungdom været forskånet for skader. Men for ti år siden blev hun en del af den kedelige statistik over danskere som døjer med rygproblemer. I begyndelsen tog hun det ikke alvorligt nok, og det resulterede i en diskusprolaps som måtte opereres væk ad to omgange. I dag er coretræning og gåture det der skal forebygge at det sker igen.

En vinterdag i 2009 blev smerterne i lænden simpelthen for ulidelige. Journalist og tv-vært Natasja Crone måtte kapitulere og indse at hun ikke længere kunne ignorere smerterne i ryggen, der nu også begyndte at brede sig som stråler ned i højre ben. Hendes krop fortalte tydeligt at noget var helt galt. Få uger efter lå hun alene på en hospitalsstue og stirrede op i loftet, mens hun ventede på at operationsstuen var klar til at fjerne den diskusprolaps som sad i hendes lænd.

– På det her tidspunkt gjorde det så ondt at selvom jeg har en høj smertetærskel, kunne jeg slet ikke være i mig selv, fortæller Natasja.

Forud var gået fire måneder med tiltagende smerter. Først mindre ting, hvor lænden begyndte at låse hvis hun for eksempel skulle rejse sig op fra at have siddet i græsset. Senere, da det begyndte at blive svært at komme ud af sengen, valgte Natasja at tage forbi en fysioterapeut, der med det samme mistænkte en diskusprolaps, og derfor sendte hende til en skanning.

Ganske rigtigt viste det sig at hun havde en stor prolaps. En prolaps, som lægerne mente ville blive svær at træne væk, og derfor anbefalede de en operation.

Opereret to gange

En operation kan oftest fjerne smerterne nærmest omgående. Men så let skulle det ikke gå.

– Da jeg vågnede op efter narkosen, tænkte jeg at det gjorde nøjagtig lige så ondt som før. Men lægerne mente at det var noget med nerverne der lige skulle komme sig, så jeg gik hjem og lå i sofaen. Men det blev ikke bedre. Til sidst var der en pensioneret læge i min omgangskreds der sagde at det simpelthen ikke skal gøre ondt efter 10 dage. Så jeg forlangte at blive skannet igen, fortæller Natasja.

Skanningen viste at det var ikke lykkedes at få hele prolapsen fjernet, og Natasja måtte under kniven igen.

– Jeg kan huske at jeg tudbrølede. Det er lidt hårdt at skulle i fuld narkose – og tanken om at de skal skære i én. Og så er det jo ikke fuldstændig uden risiko. Men det gode var at der kun var 12 dage mellem de to operationer, og da jeg vågnede op anden gang, kunne jeg med det samme mærke at det virkede, og så var det bare det hele værd, fortæller hun.

Smerter tog til

Det kom egentlig som en overraskelse for Natasja at hun skulle få problemer med ryggen. I ungdomsårene var hun som divisionsspiller i håndbold sluppet uden om mange af de skader som andre håndboldspillere døjer med. Og da hun fik for travlt til at dyrke holdsport, begyndte hun at løbe – for uanset hvor i verden man er, kan man altid snøre løbeskoene og få sin motion. Alt fungerede fint.

De første gener i ryggen fik hende ikke til at stoppe op. For nå ja, når man nærmer sig de fyrre år, begynder kroppen vel at brokke sig lidt, tænkte hun.

De sidste måneder inden prolapsen blev diagnosticeret, hvor smerterne blev heftigere og heftigere, passede hun stadig sit job. Set i bakspejlet skulle hun nok have taget de tiltagende smerter alvorligt noget før.

– Jeg skulle have sygemeldt mig på det tidspunkt hvor det gjorde allermest ondt, i stedet for at gå og fylde mig med alt muligt smertestillende, siger Natasja.

Motiveret for genoptræning

Efter operationen kom genoptræningen, og den var heldigvis hverken smertefuld eller opslidende hård.

– Det var meget motiverende, fordi jeg kunne mærke at det gik hurtigt fremad, og fordi nervesmerterne var væk. Alle der har prøvet at have nervesmerter, ved hvad jeg taler om. Det er forfærdeligt. Det føles som at have fået opereret en vandslange ind i benet, som kontinuerligt sprøjter gift ud. Det er ret svært at ignorere.

En pilatesbold, et træningsprogram fra hospitalets fysioterapeut og et godt netværk inden for sportsverdenen gjorde at hun hurtigt kom tilbage til sin gode fysik. Fjorten dage efter sidste operation var hun tilbage på skærmen, og hun begyndte så småt at løbe igen. Fem år senere gennemførte hun et halvmaraton.

– Det var virkelig en sejr for mig. Det var ovenikøbet i en rigtig god tid, lige omkring fem minutter per kilometer. For en dame midt i fyrrerne var det faktisk rigtig godt gået, synes jeg, griner Natasja.

Stop med at løbe

Men træerne vokser ikke ind i himlen. I februar 2019, små ti år efter den første prolaps, gentog rygproblemerne sig. Denne gang var Natasja dog opmærksom på tegnene.

– Jeg var holdt op med at løbe helt så meget, men jeg løb stadigvæk ind imellem. Lige pludselig kunne jeg bare mærke det igen. Og det var helt det samme. Samme sted, samme ben, samme smerter. Jeg gik helt i baglås, så ret hurtigt blev jeg skannet igen, fortæller Natasja.

Men i stedet for at blive opereret valgte hun at gå en anden vej. En kollega, der også har haft flere diskusprolapser, fortalte hende at otte ud af ti prolapser kan gå i sig selv hvis man træner rigtigt og ikke mindst har tålmodighed og står igennem smerterne. For problemet er at man nemt bukker under når det gør ondt.

En rygspecialist bekræftede at den prolaps hun havde, godt kunne gå i sig selv. Desværre var det, i Natasjas tilfælde, dog nødvendigt at stoppe med at løbe.

Det blev coretræning (træning med fokus på at styrke kropskernen, red.) der fik Natasja i gang igen. Lige så stille kunne hun bevæge sig mere og mere uden det gjorde ondt. Et halvt år tog det før diskusprolapsen var helt væk. I dag er coreøvelser en del af hendes træningsrutine.

– Jeg går på nogle hold hvor vi arbejder med en særlig form for core- og muskelopbyggende træning. Jeg prøver at gå tre gange om ugen, for hvis jeg misser et hold på grund af travlhed, kan jeg mærke det på min lænd, fortæller hun.

Nye vaner og rutiner

Løb er indstillet for evigt, selvom det har været en svær beslutning for Natasja. I stedet vil hun gerne erstatte de jævnlige fem kilometers løbeture med gåture. Men at gå fem kilometer tager tid. Mindst en time, som skal hives ud fra dagligdagens andre gøremål. Derfor handler det om at få det indarbejdet i de daglige rutiner.

– At gå vil være godt for alt. Væk med telefonen og plads til tankerne. Jeg er endnu ikke kommet dertil hvor det for alvor er lykkedes mig at bryde mine vaner, for det er en omstillingsproces. Jeg skal vænne mig til at lade bilen stå og i stedet gå en halv time tidligere. Og i stedet for at lave en kaffe-aftale med en veninde, skal jeg lave det om til at en gå-aftale. Det er ikke noget jeg er sindssygt god til at praktisere endnu, men jeg prøver.

Som med alle andre vaner der skal brydes, gælder det om at tage en beslutning. Vi mennesker har en tendens til at skubbe det ubehagelige foran os, og rutinebrud kan føles ubehagelige i opstarten. Men når det lykkes, føles det fantastisk, mener Natasja.

– Jeg synes jeg har været god til at passe min træning de sidste par måneder. Det er selvforstærkende, for jeg kan jo mærke at jeg får det bedre af det. Omvendt er det også selvforstærkende at ligge sløv i sin sofa – så bliver sværere og sværere at komme op af den. Så det er simpelthen et spørgsmål om at komme i gang, understreger Natasja.

LÆS OGSÅ:

Hvad er en diskusprolaps, og hvad kan man gøre ved den?

Diskusprolaps – hvad gør jeg?