Indret dit hjem til bevægelse og leg

Af: Lene Bruun og Gitte Meilandt Siersbæk, børnefysioterapeuter

Foto: Scanpix/Iris

Vi bevæger os mere når mulighederne ligger lige for – ja, ofte kan vi slet ikke lade være! Og ikke mindst når vejret er skidt, og man ikke kan sende børnene udenfor, er det vigtigt at have mulighed for at bevæge sig indendørs.

Fysisk leg og bevægelse er nu engang nemmest at få i gang når solen skinner, det er tørvejr og oplagt at være udendørs. Men at det er koldt og regnen siler ned, behøver ikke betyde at børn og voksne udelukkende falder hen til stillesiddende sysler. Ved at være bevidst om mulighederne, og ikke mindst indrette sit hjem så det indbyder til leg og bevægelse, bliver det nemmere at trække både børn og voksne væk fra sofaen og husets mange skærme, så pulsen kan komme lidt op og kroppen brugt aktivt.

Lad skærmene skabe bevægelse

Når nu tv, computer og facebook forståeligt nok trækker så meget i børn og unge, er det oplagt at se på hvordan man kan bruge de digitale muligheder som inspiration til at få bevæget sig. Bevægelse beskrives bedst visuelt, og på en hjemmeside som YouTube er der masser af inspiration at hente i form af fx dans, sport, leg eller fitness der kan laves hjemme på stuegulvet.

Spilplatforme som Xbox, PS4 og Wii har udviklet forskellige sjove spil hvor man styrer spillet via sine bevægelser. Det er absolut bedre end at sidde stille bag skærmen. Prøv fx dansespil som Just Dance, hvor hele familien kan være med.

Huset som legeplads

Hvis du kigger dig omkring, er dit hjem allerede udstyret med masser af “redskaber” til fysisk aktivitet, og de kan suppleres forholdsvist billigt med nyanskaffelser – måske en oplagt gave-ide?

Sofaen kan fx bruges til mange sjove ting. Det godt for balancesansen at slå kolbøtter og stå på hovedet. Man kan også øve sig i at hoppe ned fra sofaen og se om man kan lande på benene. Sammen med sofabordet, lænestolen og nogle tæpper og puder er sofaen perfekt til en balancebane, hvor man skal over, under, rundt om og igennem. Sæt gang i fantasien, og tag ungerne med på råd. Børn er ofte væsentligt mere opfindsomme i denne kategori end voksne. Man kan øge kravet til balancen ved at udføre banen med lukkede øjne, baglæns, eller med en pude eller ærtepose på hovedet.

Sengen er også oplagt til at stå på hovedet, lege tumlelege og slå kolbøtter i. Mange børn har køjesenge, hvor de kan gå armgang hen ad sengehesten, eller holde skovtur for alle bamser og dukker, der én ad gangen skal med “bussen” fra gulvet og op i sengen. Små møbler på børnenes værelser er ofte også fine og holdbare til en leg som jorden er giftig. Der findes særlige tumle-møbler specielt beregnet på bevægelse – se fx Ikea.dk og Bobles.dk.

Store bolde er sjove for alle aldersgrupper. Man kan ligge på maven og kun støtte med armene – eller bare én arm. Man kan øve sig i at sidde på bolden uden at røre jorden. Ligge på alle fire på den, eller måske endda kun på knæene. Der er mange timers aktivitet i disse øvelser, og de er super gode for muskelstyrke, ledstabilitet og balance hos både børn og voksne.

Køkkenet indbyder til finmotoriske aktiviteter. Her kan børnene fx øve sig i at skære mad ud. En agurk er nemmere at skære end en gulerod, og en god lille skarp kniv er nemmere end en stor uskarp kniv – det skal være nemt for barnet i begyndelsen hvis motivationen skal fastholdes. Modellervoks og dej styrker finmotorikken og stimulerer berøringssansen. Børn elsker følelege/kimslege: Put forskellige ting ned i en pose, og lad barnet mærke sig frem til hvad det er.

Spil og lege

Der findes spil som er gode til indendørs fysisk aktivitet. For eksempel måttespillet Twister, hvor man skal placere hænder og fødder på forskellige felter, alt efter hvad terningen viser. ’Flaskehalsen peger på’ er en klassiker, hvor de opgaver man skal udføre, kan være at hinke fra den ene ende af stuen eller gangen til den anden, sidde 20 sek. på bolden uden at røre jorden, stå på hovedet i sofaen og lign. Har man pladsen (og modet), kan man lege ’Spark til dåse’ indenfor.

Det handler i bund og grund om at se de utallige muligheder hjemmet byder på af udfordrende motorikbaner og fysisk udfoldelse. Og for en stund at give lov til at rode og bruge den plads der er! Børn kopierer de voksne, og elsker når mor og far leger med – så vær med! Det kan samtidig være en god måde til at få noget samvær med husets større børn, som har det med at forskanse sig på værelset!

Vaner grundlægges

Når bevægelse og fysiske udfordringer indgår som en naturlig del af børn og unges hverdag, er det med til at sikre at de fundamentale motoriske færdigheder indlæres og automatiseres så tidligt som muligt. Det gælder eksempelvis gang, forskellige former for løb, hop, afsæt og landing, balance samt evnen til håndtere genstande, fx at kaste, gribe, sparke, drible og ramme. Disse bevægelsesmønstre udvikles i barndommen og kan derefter forfines til mere idrætsspecifikke færdigheder. Undersøgelser viser at der er positiv sammenhæng mellem det at have gode motoriske færdigheder og fysisk form. Det er med andre ord med til at skabe forudsætninger for en fysisk aktiv livsstil at børn og unge har mulighed for at bevæge sig på mange forskellige måder.

Én måde er at lade børn bruge deres ben – det er derfor de har dem! Hvis de tidligt bliver vænnet til at transportere sig selv, fx til og fra børnehave, enten på gåben eller cykel, så bliver det en naturlig vane. Lad dem kravle, klatre, hoppe og løbe indendørs, og lad dem øve sig på at komme op og ned ad trapper og andre forhindringer. Når de bliver lidt ældre, er det godt med en god cykel til at komme til og fra skole; og hvorfor overhovedet bruge penge på en knallert? De fleste forældre ønsker for deres børn at de skal være gode til at bevæge sig og være stærke og sunde. Hvis det ønske skal gå i opfyldelse, bliver ungerne nødt til at bevæge sig meget og have plads og mulighed for det. For det man gør meget, bliver man god til.

Gitte Meilandt Siersbæk er fysioterapeut i Gittes Børnefysioterapi, www.gittesbørnefysioterapi.dk. Lene Bruun er fysioterapeut, cand.scient.san., og leder af sundhedsstaben i Billund Kommune.

Børnefysioterapeuter kan blandt andet hjælpe med at teste og stimulere børns motoriske udvikling. Du kan læse mere om børn og motorik her. Læs blandt andet: Aktive frikvarter – på skolen og derhjemme

Bevægelse gavner børns læring

Løb med børn skal være sjovt

Fyr motorisk op under børnene

Ekstra idræt kan halvere antallet af overvægtige børn


Det skal være nemt at bevæge sig

Tilgængelighed betyder meget for om man bevæger sig eller ej. Hvis der altid er muligheder inden for rækkevidde, kan vi ofte slet ikke lade være. Her er nogle tips til hjemmet:

  • Stil en lækker, stor kurv (evt. på hjul) et centralt sted i huset, med div. sjove redskaber til leg og træning. Fx sjippetove, forskellige bløde bolde, balanceplader, jongleringsredskaber, ærteposer, et ringspil, lange elastikker osv. Et par stylter og en hulahopring kan også bruges indendørs.
  • En minitrampolin kan man næsten ikke gå forbi uden at tage en hoppetur først. Den kan stilles op ad væggen eller lægges under sengen når den er i vejen.
  • Har I et kælderrum, hobbyrum eller lign., så find plads til bordtennis, bordfodbold ell. lign.
  • Sæt klatregreb på en væg, fx op til dit barns høje seng.
  • Indret et hjørne med tæpper, madrasser, puder osv.
  • Hæng en hængestol op – den er lækker til afslapning, men inciterer også til at gynge, snurre rundt og måske ligge på maven over. (Og så kan den gøre enhver stue hyggelig!)
  • Hæng trapez, gynge, slynger eller lign. op – over en bjælke eller i stærke kroge i loftet. De er nemme at tage ned på tidspunkter hvor de måtte være i vejen.
  • Sæt en ribbe op – læg evt. en blød måtte nedenfor.
  • Hæng et dartspil op på en væg.
  • Sørg for at have fri gulvplads – det inspirerer og giver plads til bevægelse.
  • Sæt tv’et på hjul, eller sørg for god gulvplads foran, så I let kan spille aktive computerspil hvor man bevæger sig foran skærmen.
  • Musik får os til at bevæge os. Lær ungerne at bruge musikanlægget, sæt gang i en dans eller sæt musik til opvasken – så kommer bevægelserne af sig selv!
  • Lav forhindringsbaner af puder, tæpper, møbler, skamler osv. På små poster undervejs kan man kaste bløde bolde eller ærteposer i bøtter/ringe, spille ringspil, stå på arme op ad væggen, hoppe i trampolin osv. Børnene skal ikke være særlig gamle før de selv kan være med til at opfinde baner.

 

Må dit hjem blive brugt?

Mange af os er forståeligt nok sarte over for alt for meget bevægelse i hjemmet – mange ting kan gå i stykker eller er skrøbelige. Men et hjem der bliver brugt og kan rumme liv, er også et hyggeligt hjem som er dejligt at være i. Måske kan det hjælpe at tænke “hvad er det værste der kan ske?” Flyt dyre og skrøbelige ting, lad evt. nogle særligt sarte områder være “bevægelse forbudt-områder”, og invester i møbler med vaskbart betræk og kvalitetsting der kan holde til noget.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.