Hvornår kan jeg træne og spille igen?
Undersøgelser har vist at en skade markant øger risikoen for at man senere får flere skader samme sted. Det skyldes næsten altid at genoptræningen har været utilstrækkelig.
Ved en idrætsskade beskadiges forskellige strukturer; det kan være muskler, sener, knogler eller brusk. Som regel bliver styrken i det skadede område samtidig nedsat. Efter en kort periode med aflastning vil du sandsynligvis føle dig smertefri og dermed klar til at starte på sporten igen. Men styrken i det skadede væv er ikke genvundet, selvom smerten er væk. Genoptager du din sportsaktivitet på fuld kraft nu, vil risikoen for at få en ny skade være væsentligt forøget. Du skal derfor fortsætte din genoptræning indtil også styrken er helt genvundet. Planlæg genoptræningen efter det svageste og langsomst helende væv (se figur 1).
Vævstype | Ophelingstid | Yderligere optræningstid |
Muskelvæv | Ca. 2 uger | + ca. 4 uger |
Knoglevæv | Ca. 6 uger | + ca. 12 uger |
Sener og ledbånd | Ca. 6 uger | + ca. 24 uger |
Mens du venter
Det betyder – heldigvis – ikke at du skal lægge dig på sofaen og vente! Du skal genoptræne aktivt og specifikt, og så kan du finde andre træningsformer til at holde formen ved lige. Er du skadet i benene, kan du måske svømme frem for at løbe, og har du en skulderskade, kan du sikkert stadig løbe eller måske cykle. Som regel kan du altid gå i fitnesscenter og træne dele af kroppen på fuld styrke, mens du laver genoptræning for de skadede områder.
Læs mere i fysioterapeut Bente Andersens artikel: “Skal det løbes væk?” og i artiklen “Genoptræning – brug stigen” her på hjemmesiden.
Viden forebygger gentagne skader
Knap 500 mandlige fodboldspillere deltog i et forsøg, hvor halvdelen var kontrolgruppe og halvdelen modtog information om re-skade (en ny skade samme sted), herunder et 10-trins genoptræningsprogram. Efter en sæson havde 79 spillere i kontrolgruppen haft skader, heraf fik de 23 re-skader. I informationsgruppen blev 90 spillere skadede, men kun 10 fik re-skader. Konklusionen er at 2 ud af 3 re-skader kan undgås ved at kende til genoptrænings-principperne. Kilde: The American Journal of Sports Medicine |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.