Hvordan får jeg mere gang i fitness-træningen?

Af Morten Zacho

Jeg har trænet fitness i et par år – for sundhedens skyld og for at blive strammet op, ikke nødvendigvis få store muskler. Men jeg synes jeg er gået lidt i stå resultatmæssigt. Kan jeg gøre noget, for eksempel ved at lave om på rækkefølgen af øvelserne? Og er det bedre at starte med konditionstræning og så lave styrke bagefter? Har du andre ideer til hvordan jeg får lidt gang i resultaterne – jeg synes som sagt jeg står stille. På den anden side: Hvornår stopper man? Man skal vel ikke konstant stræbe efter at kunne trække mere vægt? Er det okay at stille sig tilfreds med at holde en vis belastning?

Hilsen Martin

Svar:

Hej Martin
Du nævner en problematik som tusindvis af andre fitnessgængere også har. I forhold til basal sundhed, så får du en god effekt selv om du laver den samme træning år efter år, men der er andre gode grunde til at skabe variation. For det første er det mere motiverende at lave forskellige ting. For det andet så viser både forskning og almen erfaring at kroppen tilpasser sig til et program efter noget tid. Selv om man anstrenger sig når man træner, så får man ikke længere den fremgang man burde. Hvis man skifter til et andet program, så vil man igen opleve fremgang. Ikke fordi det nye program som sådan er bedre, men simpelthen fordi det er en ny påvirkning af kroppen.
Dit mål skal ikke være at blive konstant stærkere, men at gøre din træning så motiverende så muligt. På den lange bane er det allervigtigste nemlig at du fortsætter med at træne. Et godt råd er at søge på nettet efter et nyt træningsprogram indtil du finder et der virker som en passende udfordring. Kør det i nogle måneder og skift derefter tilbage til dit gamle program i nogle måneder. Derefter et nyt program osv.
Med hensyn til om du skal lave kondi eller styrke først, så kan der siges for og imod begge dele. Det vigtigste er at vælge den kombination som du oplever bedst. De fleste vil foretrække at lave konditionstræning før styrke, fordi man så er godt varm til styrketræningen, og man slipper for at starte sin konditionstræning med den pumpede fornemmelse i musklerne, som man typisk har lige efter styrketræning.

Venlig hilsen Morten Zacho
 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.