De klassiske symptomer på artrose er smerter, stive led, igangsætningsbesvær, smerter ved belastning og ustabilitet omkring leddet. Ofte er der også hævelse, led-skurren og uro i leddet. Smerterne og uroen fornemmes ofte dybt i leddet, men det kan være svært at afgøre hvor symptomerne kommer fra.
Sidder artrosen i hofter eller knæ, kan man måske ikke gå så langt som tidligere, eller holde til det tunge havearbejde eller den ugentlige badmintonkamp, fordi man får ondt (evt. først dagen efter).
Diagnosen blev tidligere stillet via et røntgenbillede, og hvis der ikke var noget at se på røntgen, havde man ikke slidgigt! I dag kan diagnosen stilles udelukkende ud fra de symptomer man oplever, og man ved at der ikke er sammenhæng med det man kan se på røntgen. Man kan nemlig have helt klassiske artrose-symptomer og ikke have tegn på artrose på røntgenbillederne, og omvendt kan man have et smertefrit og velfungerende knæ, selvom røntgenbilledet peger på artrose.
Artrose udvikles langsomt, og det er vigtigt at sætte ind med behandling så hurtigt som muligt, i stedet for at vente på at blive dårlig nok til et kunstigt led.
Når man har artrose, bliver leddets evne til at restituere dårligere. Et led får sin næring gennem belastning (brug. Ledbrusken fungerer lidt ligesom en badesvamp der bliver klemt og trækker nyt vand ind: Når ledbrusken “klemmes” fordi vi bruger fx knæet eller hoften, stimuleres brusken til opbygning og får tilført ny næring gennem væskeudskiftning. Ledbruskens celler er afhængige af denne pumpe-funktion for at bibeholde sin smidighed; alternativt bliver brusk og menisker tyndere og mister noget af deres fjedrende egenskab, som igen medfører at der ved belastning igangsættes kemiske reaktioner der irriterer ledkapsel-hinden og fedtvævet i knæet. Dette kaldes synovitis og er ofte årsagen til smerterne, ledstivheden, hævelsen og uroen i knæet. Er artrosen fremskreden, kan knæleddet også ændre form, fordi ledkapsel-hinden hæver, og der dannes ekstra knoglevæv omkring leddet.
Bruskens celler er altså glade for tryk; til gengæld er de ikke så glade for vrid og glid, og irritationen opstår tit fordi knæet er ustabilt som følge af svag muskulatur. Over tid kan man nemt komme ind i en ond cirkel: Overbelastningen fører til smerter, som gør at man holder sig i ro; derfor får man ikke brugt sin muskulatur, så muskelstyrken mindskes yderlige, og ustabiliteten forstærkes. Desuden får ledbrusken ikke sine nødvendige tryk og bliver endnu svagere.
Hvem får artrose? Kvinder får oftere end mænd artrose i knæet, mens mændene oftere får hofte-artrose. Overvægt øger risikoen for artrose. Har man for mange kilo at bære rundt på, bliver belastningen på de vægtbærende led større, og noget tyder desuden på at såkaldte frie fedsyrer i kroppens fedtvæv kan forstærke irritationen i leddet. Risikoen øges også hvis man tidligere har haft ledskader, såsom menisk- eller ledbåndsskader, og hvis man har knæbelastende arbejde. Ustabiliteten kan forstærkes hvis man ikke er i god form. Artrose bliver hyppigere med alderen – sandsynligheden er stor når man er over 60 år. |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.