Fra pension til OL-kvalifikation på under fire år

Tekst: Clara Edgar Jakobsen, journalist

Foto: Lars H. Laursen

Michael Maze faldt for bordtennis som 6-årig og formåede at udvikle sin passion til en medajlerig karriere. Men med tiden forsvandt kærligheden til sporten, i takt med at smerterne tog over. Derfor besluttede han i 2016 at gå på pension. I dag har han genfundet glæden og lært at lytte til kroppens alarmklokker – og har kurs mod sit femte OL.

I foråret 2016 ringer Michael Maze til sin manager og fortæller at han aldrig får ham at se igen. Han er færdig med bordtennis!

Beslutningen kommer oven på en længere periode, hvor Michael langsomt er blevet mere og mere træt af sporten, og han døjer med smerter.

Fire år inden han trak stikket, havde Michael gennemgået en række hofteoperationer, som kroppen aldrig var kommet sig ordentligt over. Han skulle kæmpe sig ud af sengen de fleste morgener og trække sig selv hen i hallen – hvor det gjorde ondt at træne – og dagen efter var det endnu sværere at komme i gang.

– Jeg har, som alle andre, altid haft dårlige dage på arbejde. Men efter 2012 blev der flere og flere af dem, og til sidst var de i overtal, siger Michael.

I samme periode dalede hans glæde for spillet også stødt. Siden han som dreng for første gang tog bordtennisbattet i hånden, havde Michael ellers elsket spillet og været drevet af kærlighed til sporten. Men selvom han som ethvert konkurrencemenneske stadig kunne få et kick ud af at vinde, var han ikke længere glad.

– Da jeg sagde stop, var jeg  træt af bordtennis, og jeg var egentlig så småt begyndt at bruge tid på andre projekter allerede. Så da jeg tog beslutningen om at droppe karrieren, følte jeg at der blev løftet 10 kilo fra mine skuldre, siger han.

Åbnede døren på klem

Dagen efter samtalen med sin manager gik han ud og spiste en burger og drak en øl til frokost. Noget han ellers ikke havde tilladt sig selv længe. Maze brugte sin nye frihed til at sove længe, se serier til langt ud på natten og drikke et glas vin til maden hvis han havde lyst.

– Jeg gav kroppen pause. Ingen træning, ingen stress, intet pres for at præstere, og det var virkelig rart, siger han.

I månederne efter tog han en kold tyrker fra bordtennis, og han forestillede sig ikke at han nogensinde skulle få lyst til at spille igen – slet ikke professionelt. Han kunne dog godt se på sin fysik at den frie livsstil satte sine spor, og gik derfor i gang med løbetræning og ture i fitnesscentret. For Maze har altid kunnet lide at bruge kroppen. Men nu skulle det være på hans præmisser og i det omfang han følte han kunne holde til det.

Sådan kørte det i en del måneder – han trænede og levede som det passede ham, mens han holdt sig fra alt der hed bordtennis og forsøgte at finde ud af hvad livet nu skulle indbefatte. Han overvejede blandt andet at læse igen.

Battet i hånden igen

Men på et tidspunkt bankede bordtennis igen på hans dør. Michael blev ringet op fra Malaysia, hvor de skulle i gang med at udvikle et nyt bordtenniskoncept, og de ville gerne have Maze som holdkaptajn for nogle meget dygtige spillere.

– Jeg tænkte at det ville betyde at jeg kunne komme til Malaysia hen over den danske vinter, og at det jo ikke var fordi jeg selv skulle spille, så det kunne jeg godt, griner han.

Da han så stod ude i Østen, helt tæt på spillet, kunne han ikke lade være med at gribe battet. Og til hans overraskelse gjorde det ikke ondt i kroppen.

– Det føltes faktisk godt, og jeg synes også at jeg ramte bolden ret fint efter så lang en pause. Så jeg ringede til min tidligere manager og sagde at jeg faktisk måske godt ville spille igen.

Dans gav tryghed i kroppen

Kort efter at have kastet håndklædet i ringen og brudt med bordtennis befandt Maze sig dermed tilbage i hallen. Men klog af skade vidste han at han var nødt til at bruge sin krop anderledes. Det skulle være slut med at bruge hele dage på bordtennistræning. Han skulle også have et liv uden for hallen, ligesom han var nødt til at være fysisk på andre måder.

– Nu træner jeg de fleste formiddage, men sørger for at bruge eftermiddagen på andre ting, selvom det er en svær balancegang, for jeg kan godt mærke at jeg nogle gange har lyst til at træne mere, selvom jeg godt ved at det ikke går, siger han.

Det var især de mange timer i samme stillinger og de eksplosive bevægelser som hører til bordtennis, der havde slidt på Maze’s krop. Så for at få en modvægt til spillet, og få mere smidighed og balance, begyndte han at dyrke yoga. Han gjorde det også klart for sig selv at han er nødt til at tage de fridage han har behov for, ligesom han tillader sig selv at have andet end sin sport i kalenderen. Han var eksempelvis med i Vild Med Dans i efteråret 2019. Noget han ikke havde haft tid til hvis han havde trænet som han gjorde inden 2016.

– Produktionen havde spurgt mig flere gange om jeg ville være med, hvor jeg sagde nej. Nu spurgte de så igen, og jeg snakkede med Mikkel Kessler om det, og vi blev enige om at vi begge kunne få det passet ind, og så kunne gøre det sammen, så vi har de minder når vi sidder gamle i gyngestole, griner han.

Og selvom Maze var i god form inden optagelserne startede, kunne han mærke at dansen udfordrede ham fysisk og psykisk.

Overhørte alarmklokkerne

– Jeg kunne mærke at jeg brugte nogle andre muskler end jeg plejer, og jeg tror det var godt for min krop at arbejde endnu mere med smidigheden, forklarer han.

Når han ser tilbage på ugerne på dansegulvet, ser han lidt sig selv som Bambi på glatis. Maze beskriver nemlig sig selv som en der ikke kan danse, og som er noget nær tonedøv.

– Jeg var virkelig på dybt vand. Men jeg var også dedikeret og ville gerne gøre det godt, og jeg føler at jeg er blevet endnu mere tryg i min krop af at have danset, siger han.

Kontakten til kroppen er i høj grad blevet en af Maze’s grundsten, efter han i mange år ignorerede de alarmsignaler hans krop sendte. I sidste ende ødelagde det Michaels forhold til den sport han elsker, og gjorde at han gik i smerter alt for længe. Det krævede en total pause fra alt der hed bordtennis, før den nu 38-årige sportsmands fysik er blevet normaliseret, og han i dag kan mærke sine behov.

Han er stolt af sin karriere, og af at han i høj grad har indfriet drengedrømmen om at blive en af verdens bedste bordtennisspillere. Michael Maze spiller i skrivende stund om at komme videre til den sidste og afgørende kvalifikation til OL i Tokyo i år. Kvalifikationen finder sted i maj måned. Her vil det vise sig om han for imponerende femte gang kan indløse en billet til verdens mest prestigefulde sportsbegivenhed.

Men selvom medaljedrømmen stadig lever i ham, er det ikke altafgørende.

– Da jeg vendte tilbage, var det fordi jeg savnede spillet. Tidligere var jeg meget resultatorienteret – nok også for meget – og det kunne eller ville jeg ikke være i den her omgang. Jeg vil gerne vinde, men det er ikke kampen om sejr der er det primære, og jeg er afklaret med at jeg ikke kan holde til at træne som jeg gjorde før, og at det hele kan slutte i morgen, fastslår Michael Maze