Fægtning er Skak med 180 km/t

Af: Trine Just, freelance-skribent

Foto: Scanpix/Iris

Vil du prøve en ny motionsform, så kan fægtesport måske være et godt bud. Der kræves ikke særlige forudsætninger, og skader er der meget få af. Fægtning træner både balance, koordination og reaktionsevne, men også de små grå, for taktikken har stor betydning.

Med lettere bankende hjerte skubber jeg døren op til hallen, hvor jeg skal prøve at fægte.

Omkring mig er børn og unge i gang med at iføre sig deres fægtejakker og –bukser. Tøjet er lavet til at beskytte kroppen, får jeg at vide, og alt tøj er sikkerhedsgodkendt til at kunne tåle op til 800 newton, hvilket svarer til at det skal kunne modstå at et våben rammer med 81, 5 kilos tryk.

Jeg trækker i en fægtejakke, og derudover får jeg både brystbeskytter, en handske og en maske på. Til trods for at den værste hedebølge er overstået, er det meget varmt at have på.

Dagens træner er Mads Eriksen, som har fægtet i 27 år og er projektleder ved Dansk Fægteforbund. Han introducerer mig til de tre våbentyper man kan bruge i sporten, nemlig sabel, fleuret og kårde. Det er sidstnævnte jeg skal kæmpe med i dag.

Acceleration og strategi

Godt pakket ind er jeg klar til at møde min modstander. Jeg bliver koblet til en maskine, der kan registrere når vi rammer hinanden. Og efter en formel hilsen med kården går vi i gang.

Det kræver virkelig noget af min koordination, for udsynet gennem gitteret er begrænset, og jeg skal forsøge at ramme min modstander, Veronica, med spidsen af kården, som er 2-3 mm stor.

Samtidig bliver hun ved med at vifte min kårde væk. Jeg forsøger at balancere mit våben og lave udfald uden at hun rammer mig. Men hun er meget rutineret, så jeg får ikke et eneste angreb ind. 5-0 til Veronica.

Grundlæggende handler fægtning om acceleration og strategi, og fægtning kaldes spøgende for ”skak med 180 km/t”. Men alle kan fægte, og sporten findes også i en parasports-version.

Med min næste modstander, Kasper, lykkes det mig faktisk at få et par stød ind, men jeg er ikke i tvivl om at det mere skyldes Kaspers venlighed end at jeg er et fægtevidunder.

Hvilket måske er meget passende, for sporten er en gentleman-sport, som udspringer af riddertidens ånd og idealer om ærlighed og mod.

Ufarlig sport

På spørgsmålet om hvorvidt fægtning er farligt, er svaret nej. Til trods for at man svinger rundt med en 110 cm lang kårde af stål, er den mest typiske skade et blåt mærke og dernæst seneskedehindebetændelse i underarm og overbelastning af albue og skulder. En meget sjælden skade er en sprængt akillessene. Noget Mads Eriksen, som har fægtet i over 25 år, kun har oplevet hos idrætsudøvere 4-5 gange.

Jeg spørger Ditte Voersaa, stifter og bestyrelsesmedlem fra Vejle Fægteklub, hvad træningen giver udøverne. Hun fortæller at det i høj grad handler om reaktionsevne, hastighed og koordineringsevne, og ikke mindst taktik. Personligt kan jeg tilføje: varme. Jeg er både varm og forpustet, og jeg kan se at de andre tapsveder, men om det skyldes høj puls eller den kompakte påklædning, ved jeg ikke.

Men sjovt er det, og tilbage på gulvet tager min konkurrenceånd over, og jeg VIL have point. Jeg kaster mig frem – uden samme kontrol som Kasper tydeligvis har – og hans kårdespids rammer mig på halsen med et hårdt dunk. Havde vi været i en ridderduel i middelalderen, var jeg død nu. Men fordi jeg er pakket så godt ind af jakken og kraven på masken, kan jeg ikke mærke andet end en rystelse.

Til trods for min iver vinder Kasper 5-2.

Fægtemotion i tal

1600 medlemmer på landsplan fordelt på 36 klubber

  1. 900 børn og 700 voksne
  2. 70 % mænd, 30 % kvinder

Våbentyper:

  • Kårde, bruges af ca. 50%
  • Fleuret, bruges af ca. 40%
  • Sabel, bruges af ca. 10%

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Del på: