Det kan være svært at tro på at 46-årige May-Britt Hansen fra Birkerød for fem år siden var lettere overvægtig og ude af stand til at løbe blot en enkelt km uden pause. I dag er hun ultraløber på det danske landshold og arbejder som nattevagt for at få mulighed for at træne igennem i dagtimerne – ofte løber hun over 100 km om ugen.
»Livsstilsændringen blev udløst af de dystre tanker der fulgte i farvandet på en nær, jævnaldrende venindes død. Trangen til at gøre noget for egen sundhed blev pludselig påtrængende, og May-Britt Hansen besluttede sig til at begynde at løbe lidt.
Efter godt halvandet år forsøgte hun sig med halvmaraton og opdagede til sin store forbavselse at hun var ekstraordinært god til at løbe langt. Så i stedet for at nøjes med at stramme sig selv lidt op, fandt hun sig selv i gang med at træne til først adskillige maraton i rap, og kort efter til et 6 timers-løb hvor hun tilbagelagde 60 km. Siden har hun deltaget i stribevis af ultraløb og vundet bronze i DM, hvor hun løb 189 km på et døgn, ligesom hun har deltaget i VM i Seoul.
Kroppen reagerede forholdsvis hurtigt ved at smide omkring 10 kg. Og rygsmerterne, som May-Britt før sin løbekarriere havde opsøgt fysioterapeut for at lette, fortonede sig.
»- Jeg kunne mærke at det gjorde noget godt for ryggen at løbe. Den havde godt af at blive brugt på den måde, konstaterer May-Britt Hansen.
»Til gengæld begyndte kroppen at brokke sig andre steder. Hun fik ondt i lysken, og senere har hun haft forbigående problemer med knæene. På et tidspunkt fik hun vedvarende smerter i den ene balde som blev ved at plage hende, og en MR-scanning afslørede at der var tale om en diskusprolaps der klemte på en nerve. Hverken lægen eller May-Britt er i tvivl om at prolapsen ikke skyldes de mange løbeture, men forkerte, tunge løft der ligger år tilbage, da hun løftede patienter som plejehjemsassistent.
»Diskusprolapsens placering betyder at May-Britt kan fortsætte sit løb. Det er ligefrem gavnligt for hendes ryg, når bare hun samtidig styrketræner og udfører McKenzie-øvelser, som er kendt af mange med rygproblemer – de indebærer blandt andet gentagne bagoverbøjninger af ryggen. Dog fik May-Britt at vide at hun skulle forsøge at holde sig på max. 10 km om dagen, men det er for lidt for hende, så hun overholder det ikke.
»Senest har May-Britt haft problemer med en ankel. En MR-scanning afslørede at et stykke brusk havde revet sig løs, men til alt held har det nu lagt sig til rette, så det ikke generer ved løb.
Hvis det havde været nødvendigt med en operation af anklen, kunne det have betydet tre måneder i sofaen for May-Britt. Alene tanken gør hende desperat, og det ved og anerkender hendes faste fysioterapeut fra Bistrup Fysioterapi, Vibeke Løchte, der blandt andet har specialiseret sig i idrætsskader:
»- Kroppen bliver afhængig af de endorfiner den udløser under løb. Det giver en oplevelse af velvære, som er meget svær at undvære, så det ville uden tvivl være rædselsfuldt for May-Britt at blive tvunget til at holde sig i ro.
»Med sin indsigt i hvad løb betyder for May-Britt, skal der meget til før Vibeke Løchte foreslår hende og andre seriøse sportsudøvere en egentlig pause:
»- I stedet prøver jeg at få dem til at reducere træningsmængden i en periode og få pulsen op på anden måde, f.eks. ved cykling, som er langt mindre belastende.
»For det er hårdt for kroppen at løbe så meget som May-Britt gør, fastslår Vibeke Løchte:
»- Umiddelbart er der ingen tvivl om at det er usundt og meget belastende for kroppen. Men omvendt har May-Britt og mange andre sportsudøvere en gejst som er enorm. Der har altid eksisteret sådanne ’gale’ løbere, og man skal ikke som fysioterapeut tage hverken begejstringen eller ansvaret for kroppen fra dem. Derfor er mit gennemgående råd til sportsudøvere: ”Lyt opmærksomt efter hvad din krop fortæller dig”, siger Vibeke Løchte.
»May-Britt sætter stor pris på fysioterapeutens tilgang til ekstremudøvere, for hun kan ikke længere forestille sig at leve uden løb:
»- Der er jo nok ikke helt sundt at løbe så meget. Men Vibeke slår mig ikke i hovedet med det. Og hun stoler på at jeg kan vurdere om noget er så alvorligt at jeg har brug for behandling hurtigt. Så sørger hun altid for at jeg får en tid i en fart.
Læs mere om May-Britt Hansen på hendes blog: ultra3460.blogspot.com
5 råd til seriøse sportsudøvere 1. Lyt opmærksomt til din krop. Kilde: Fysioterapeut Vibeke Løchte |
Hvad er et ultraløb?Ultraløb er alt der er længere end de godt 42 kilometer der udgør en maraton. De korteste ultraløb er normalt 50 kilometer. Der er ingen øvre grænse for hvor lange de kan være. Ultraløbere må gå, spise, drikke, hvile og sove undervejs. I nogle ultraløb er distancen f.eks. 100 km. I andre løbes på tid, f.eks. et døgn. |
…
OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres som udgangspunkt ikke!
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.