Tekst: Clara Edgar

Foto: Privat

Skade slukkede Emils OL-drømme

Emil Midé Erichsen er kendt som en eventyrer på vandet, men for år tilbage var hans rejse en helt anden. Han var nemlig på vej til OL i sejlads. Den drøm fik dog en brat slutning da Emil fik en korsbåndsskade, der trak i langdrag, og som stadig påvirker ham.

For Emil Midé Erichsen har vandet altid haft en særlig plads. Som barnebarn af Troels Kløvedal har han fra en meget tidlig alder tilbragt tid på havet.

Men Emil ville ikke være eventyrer og søfarer. Han havde sine egne ambitioner med sejladsen – han ville bære OL-fanen for Danmark og vinde medaljer i sejlads.

– Det var en drengedrøm, og jeg begyndte for alvor at træne op da jeg var 10–11 år gammel. Som 15-årig kom jeg på efterskolen i Oure, hvor jeg trænede både før og efter skole og fortsatte på deres kostgymnasium af samme grund, siger Emil, som i dag er fyldt 31 år.

Så mens de andre unge brugte eftermiddagen på at hygge i opholdsrummene, var Emil på vandet. Alt handlede om at indfri ambitionen om at vinde medaljer til OL. Og selvom Emil i dag kan tvivle på om det ville være lykkedes, hvis han havde fået lov til at konkurrere, var han dengang blandt en af fire unge sejlere som var dygtige nok til at konkurrere i både 2012 og 2016.

Skulle være sjov leg

Når Emil aldrig fik chancen for at prøve sine evner af mod verdens bedste, skyldes det en uheldig oplevelse i 2009 og et efterfølgende kompliceret forløb, som betyder at han i dag mangler et korsbånd.

Tilbage i 2009 vindsurfede Emil en del med sin bror Theis, og en dag havde de fået fat i et stort skateboard, som de kunne sætte et sejl på og “surfe” på land.

– Vi kunne lave alle mulige tricks der, som vi ikke kunne på vandet, så vi legede med det og blev mere og mere modige. Men på et tidspunkt gik det galt for mig. Jeg væltede og slog en forlæns salto, mens min ene fod blev siddende i stroppen på boardet, fortæller Emil.

Han mærkede smældet, men fordi hans krop var så stærk af de mange timers styrketræning og tiden på vandet, var han i stand til at lege videre, og gjorde det i en times tid. Næste dag tog han til fysioterapeut – med den tanke at det bare var noget omkring knæet der skulle løsnes lidt op i.

– Jeg havde kun været der meget kort tid, da han sagde til mig at jeg ikke kom ud at sejle det næste stykke tid, fordi jeg havde revet mit korsbånd over. Min første tanke var at det egentlig var god timing at det skete nu, for så ville jeg sagtens kunne nå at få styr på det og stadig træne op til det næste OL, siger Emil.

Men hvad der skulle have været en simpel korsbåndsrekonstruktion, endte med en infektion, fem operationer og en besked om at han aldrig ville sejle på eliteplan.

En ulykke kommer sjældent alene

Den første operation gik umiddelbart godt, og Emil fik et nyt korsbånd. Han begyndte at tænke på genoptræning og medajler. Men i dagene efter fik han feber, og selvom hans infektionstal ikke viste at der var noget galt, så var der det.

– På dag fire eller fem efter operationen sprang såret op, og det var tydeligt at der var infektion. Det var stafylokokker, siger han.

Emil røg akut tilbage på operationsbordet og fik fjernet korsbåndet. Herefter fulgte seks uger med intravenøs penicillin. Nogle måneder efter behandlingen forsøgte lægerne igen at give Emil det korsbånd han manglede, og dermed give han drømmen om OL tilbage. Men den gamle infektion viste sig endnu en gang, og korsbåndet måtte igen fjernes. Det blev dødsstødet for drengedrømmen, og sendte Emil ned i et to-årigt sort hul.

“Jeg var bund-ærgerlig over at jeg havde brugt alle mine teenageår på at træne op til noget som aldrig ville blive, og jeg følte jeg mistede hele min identitet.”

– For jeg var jo ham sejleren. Så jeg holdt helt op med at komme på havet og skulle virkelig genfinde mig selv. Og det var svært siger han.

Åbn øjnene for livet

De sorte år blev brugt på alt det som teenagetiden ellers ikke havde budt ham. Øl i massevis og flere byture om ugen. Alle de fester han havde sagt nej til, skulle indhentes. Han havde ondt af sig selv, og over det han havde mistet, og den følelse hang ved. Indtil han fik et tiltrængt wake-up call.

– Jeg syntes jo det var synd for mig, og det syntes min familie også. Men den dag som blev mit vendepunkt, sagde min mor til mig i telefonen at jeg skulle se at tage mig sammen og åbne øjnene for livet, fortæller han.

Mens opkaldet stod på, sad Emil på båden Nordkaperen med farfar Troels ved Indonesiens kyst. Et sandt paradis, som han dog ikke var i stand til at sætte pris på.

– Jeg sad der og var bare ked af det og kunne slet ikke nyde noget. Men min mors ord satte sig i mig, og jeg tog dem ind. Så da vi gik i land på Bali, meldte jeg mig til en dykkerinstruktøruddannelse og lagde alt mit engagement i det, siger Emil.

Herefter begyndte det hele at lysne, og han indså at han kunne bruge sin kærlighed til havet på nye måder. Og så opstod ideen om en jordomrejse.

Lys i mørket

Emil fik igen et formål og en plan at rette sit fokus mod. Og på turen fandt han også ud af at det faktisk var rigtig godt for hans krop at være på båden. For det manglende korsbånd påvirker ham stadig. Han skal have god muskelstyrke for at kompensere, og at han er nødt til at lave forskellige øvelser. Men at være på en båd er som én lang øvelse, og derfor trivedes han rigtig godt på vandet og efter en lang sejltur.

“Båden fungerer jo som et stort vippebræt, hvilket er rigtig godt for mig og mit knæ.”

– Når jeg ikke er på båden, er det rigtig vigtigt at jeg får trænet med pilatesbolde og andet udstyr, og jeg er opmærksom på at den her skade stadig påvirker mig. Derfor tager jeg også altid et smut inden om en fysioterapeut inden jeg skal ud på en ekspedition, siger han.

I det daglige er skaden nu blevet så integreret en del af ham at han sjældent tænker på den. For han ved hvordan han skal bevæge sig for at tage hensyn til knæet. Når det er sagt, kan han godt mærke at knæet kan blive træt, ligesom han kæmper med sin skulder – noget som højst sandsynligt skyldes at han kompenserer i hele kroppen for det manglende korsbånd.

På den positive side 

Emil kom aldrig til OL. I hvert fald ikke som deltager. Men han har kommenteret på konkurrencerne og glæder sig når det går de danske deltagere godt. Han ser heller ikke længere tilbage på oplevelsen med samme ærgrelse som han var præget af i årene efter.

– Det sjove er jo at skaden også har bragt gode ting med sig. Jeg havde ikke rejst jorden rundt hvis jeg ikke var blevet skadet. Jeg havde ikke haft det arbejdsliv jeg har, og jeg havde heller ikke kunnet være så nærværende i forhold til min familie, fordi jeg ville have sat alle sejl ind på at træne til OL, siger Emil.

Emil Midé Erichsen

Tidligere elite-sejler i kapsejlads i europajolle og på landsholdet i laserjolle.

Har arbejdet som dykkerinstruktør på Bali, været sejlinstruktør og produktionsassistent på bl.a. X-Factor.

I sommeren 2013 tog han sammen med sin lillebror Theis på en tre år lang jordomsejling.

Har deltaget i TV2-programmerne “Kurs mod fjerne kyster”, hvor han med sin far, Mikkel Beha Erichsen, og familien sejler til eksotiske rejsemål.

I dag lever Emil af at holde foredrag og arbejder også på en podcastserie. Han sejler stadig meget.

Han er kæreste med Louise, som han har sønnen Hugo med.