At omgås mennesker med demens er en særlig opgave, der kræver et særligt engagement. Men det er endnu mere krævende for det menneske som er ramt af en demenssygdom. Derfor har træning de bedste forudsætninger for at lykkes hvis instruktionen tager udgangspunkt i det enkelte menneske.

Inaktivitet og et nedsat fysisk funktionsniveau kan være et tidligt tegn på en begyndende demenssygdom. Desuden er det dokumenteret at fysisk aktivitet forebygger udviklingen af demens – og af de kredsløbssygdomme der risikerer at følge i kølvandet på inaktivitet. Så argumenterne er gode for at tilbyde mennesker hjælp til træning, når demens er under udvikling.

Men sygdommens symptomer kan være en barriere for effektiv træning. Det der sker i træningsrummet, kan aldrig helt forudsiges. Derfor er det meget vigtigt at fysioterapeuten har planlagt og tilrettelagt træningen, så der tages højde for de impulsive ting der opstår under træningen.

– Det afgørende er at have en personcentreret pædagogisk tilgang til træningen, der giver svar på spørgsmålet: ”Hvad giver mening for lige præcis denne person?”, forklarer fysioterapeut Malene Skouboe. Hun er projektleder i Esbjerg kommune, hvor hun har været med til at afprøve og implementere en træningstilgang som tager højde for nogle af de udfordringer der opleves i forbindelse med behandling og træning af borgere med demens.

Der udbydes træning målrettet borgere med mild til moderat demens tre steder i Esbjerg kommune.

– Vi kan ikke ændre på deltagernes tilstand. Men vi kan ændre på omgivelserne og på vores egen adfærd. Og det gør hele forskellen, siger hun.

”Dement” beskriver ikke noget
Nøglen til at planlægge en vellykket aktivitet eller træning ligger i at forstå borgerens adfærd og den måde vedkommende opfatter og registrerer omgivelserne på. Men Malene Skouboe vil gerne starte et andet sted.

– Vores udgangspunkt er at have respekt for mennesket, og derfor bruger vi meget sjældent ordet ”dement”. Demens er en overordnet betegnelse for en tilstand der giver psykiske symptomer og/eller adfærdsændringer, og som påvirker personens dagligdagsfunktioner. At bruge betegnelsen ”en dement” beskriver i virkeligheden ikke noget som helst om en person.

“Vores løbende tests viser at målrettet træning har et markant resultat for deltagerne, både fysisk og mentalt”. 

– Derfor ser vi på det at have en demenssygdom som en usynlig funktionsforstyrrelse i hjernen, der skyldes en demenssygdom – eksempelvis Alzheimers, som er den langt de fleste har – og vi taler om borgere eller personer som deltager i træningen, siger hun.

I forståelsen af borgernes mentale ressourcer er det vigtigt at forstå at demenssygdom ofte medfører nedsat orienteringsevne, manglende initiativ og sproglige vanskeligheder. Disse symptomer gør mennesker med demens meget afhængige af de personer som omgiver dem. Og derfor er det vigtigt at fysioterapeuten udstråler en tydelig tilstedeværelse og nærhed. Også selvom borgeren i nogle tilfælde slet ikke husker han har set fysioterapeuten før.

– Værdier som tryghed, omsorg og inkludering har stor betydning. Selvom en person selv har svært ved at udtrykke sine behov, må du gå ud fra at vedkommende har de samme behov for stimulering af sine sanser som andre.

Regulering af nervesystemet
Demenssygdom udfordrer evnen til at bearbejde sanseindtryk. Derfor skal fysioterapeuten være ekstra opmærksom på at stimulere den taktile, den vestibulære og den proprioceptive sans (sanser der har med hhv. berøring, balance og kroppens stillinger og bevægelse at gøre), som kan være svækket af sygdommen, men er vigtige for at kunne udføre træningen.

Til gengæld er der risiko for overstimulering af høre-og synssans.

– Sanserne fungerer, men demenssygdommen betyder at man ofte vil bearbejde sanseindtryk langsommere og fejlfortolke dem. Det kan skabe forvirring, utryghed og i nogle tilfælde vrede. Derfor er vi meget bevidste om at tilpasse de sanseindtryk deltagerne møder ved ankomsten, for at forebygge utryghed og et sansesystem der kommer i alarmberedskab. På den måde regulerer vi nervesystemet før træningen starter op, siger Malene Skouboe.

“Hvis de pårørende spørger hvad vi har lavet, har nogle af deltagerne måske allerede har glemt det. Men træningen gør meget gavn, uanset hvor meget den bliver husket”.

I praksis betyder det først og fremmest at omgivelserne er indrettet så de er meget lette at afkode: Hvor skal jeg gå hen, er der lys nok, hvordan er farvevalget?

Desuden står fysioterapeuten klar til at modtage borgerne når de ankommer. At skabe kontakt er dagens første pædagogiske opgave.

– Fysioterapeuten bruger altid mindst 5 minutter, ofte mere, på det vi kalder ”kontakt før opgave”, altså at sige velkommen og sikre at alle deltagere forstår hvor de er henne, og hvad der skal foregå. Måske lægger jeg en hånd på skulderen af en deltager, hvis jeg bemærker et søgende og flakkende blik: ”Hej, Susanne. Jeg hedder Malene. Jeg skal være din træner i dag. Vi får det sjovt, er jeg sikker på…”

– Jeg spørger om nogen vil sige noget, nu hvor vi er samlet. Og jeg sørger for at deres taske med personlige ejendele står lige ved siden af dem – denne gruppe oplever så ofte at deres ting bliver væk for dem, så det skaber uro når de ikke kan se tasken, siger Malene Skouboe.

Overstimulation forvirrer
Der kan sagtens være personlige hensyn ud over de ovennævnte eksempler når fysioterapeuten er blevet fortrolig med deltagernes adfærd og eventuelle udfordringer.

– Jeg plejer at sammenligne en demenssygdom med at stå på tæer og holde balancen. Vi skal opbygge et stillads og en støtte, så deltagerne kan holde balancen uden at falde.

– Og så skal vi være opmærksomme hver gang. Måske har en deltager været ude for noget overstimulerende undervejs til træningscentret – det kan være i taxaen eller med at komme ud af døren. Sceneskifte er ofte en udfordring. Det afsløres typisk med tydelige tegn, som vi skal kunne aflæse, og som er et signal til at vi skal hjælpe med at få ro i nervesystemet hos deltageren, siger Malene Skouboe.

Samme omhu gælder i løbet af træningen, hvor det fx har beroligende virkning at aktivere den proprioceptive sans med eksempelvis tramp i gulvet, så man kan mærke det i kroppen, eller ved at tilbyde en rundstok eller en ribbe, som borgeren kan holde godt fast i mens træningen pågår.

Gode resultater og løbende test
Selve demens-træningen foregår som holdtræning efter følg-mig-princippet: Først opvarmning og derefter balance, styrketræning, konditionstræning og til sidst dual task-træning.

En høj prioritet for os er at deltagerne efter træning samles til en kop kaffe, hvor de pårørende også tilbydes at deltage. Kaffestunden har en tilsvarende rolle som den regulerende velkomst, når pulsen kommer i ro, og man forbereder sig på at drage hjemad.

– Det er vigtigt med en god oplevelse og et ”tak for i dag”, når træningen er forbi. Hvis de pårørende spørger hvad vi har lavet, har nogle af deltagerne måske allerede har glemt det. Men over kaffen kan terapeuten svare sammen med personen. Og vi kan forsikre de pårørende at træningen gør meget gavn, uanset hvor meget den bliver husket.

– Vi arbejder hver dag for at få kvalitet i vores aktiviteter, og vores løbende tests viser at en målrettet træning har et markant resultat for deltagerne, både fysisk og mentalt, slår Malene Skouboe fast.

I Esbjerg er træningstilbuddet målrettet mennesker med demens, som stadig bor i eget hjem, og som kognitivt og fysisk kan deltage i holdtræning. Når demenssygdommen udvikler sig, og man ikke længere kan profitere af holdtræning, fortsætter tilbuddet i enten visiteret dagtilbud eller på plejecenter, hvis man flytter dertil.

– Vi hører ofte fra plejecentrene at de er imponerede over at en ny beboer er i så god fysisk form, til trods for at fremskred i demenssygdommen gør vedkommende plejekrævende Desværre er det ”use it or loose it”, og hvis ikke færdighederne vedligeholdes, vil det hurtigt kunne ses i det fysiske funktionsniveau. Det vil være en individuel prioritering på plejecentrene hvad den enkelte beboer har af ressourcer og tilbydes af fysisk aktivitet.

– Så vi har skabt nogle gode rammer og forudsætninger i forhold til tilbud om træning for borgere med demens, som andre kommuner kan lade sig inspirere af. Men vi har også nogle ting vi stadig kan blive bedre til, siger Malene Skouboe.

“Deltagerne samles efter træning til en kop kaffe, hvor de pårørende også tilbydes at deltage”.