Drypper du i bukserne når du dyrker motion?

Tekst: Mette Kjær Larsen, fysioterapeut

Foto: Shutterstock

Alt for mange kvinder stopper med at dyrke sport og motion fordi de ikke kan holde tæt. Drypperiet hæmmer dagligdagen og livskvaliteten og kan starte en spiral af fysisk inaktivitet. Derfor: Gør noget ved problemet så snart du opdager det!

TRAMPOLINTESTEN – BESTÅR DU?

Kan du uden problemer hoppe i trampolin med ungerne – uden at dryppe eller det der er værre? Kan du sjippe? Begge aktiviteter udfordrer bækkenbund og støtte-apparatet massivt.

Hvis du lider af inkontinens, kan du ikke holde 100 % tæt og – ups – du drypper i bukserne. Dumpet 🙂

Andre tegn som også dumper din bækkenbund:
• manglende kontrol over luft og evt. afføring
• tyngdefornemmelse forneden/i underlivet
• du har svært ved at lave knibeøvelser
• du drypper af og til i bukserne (og bruger trusseindlæg “just in case”)

Fat mod selvom du dumper! Der er en vej, og du skal bare i gang med bækkenbundsøvelser. Nu.

Er du stoppet med at spille badminton, eller undgår du at løbe, fordi du har svært ved at holde på vandet når du anstrenger dig? Er du den som konsekvent siger nej når ungerne vil have dig med op at hoppe på trampolinen, fordi du ved at det vil ende med urin i bukserne? Har du altid ekstra trusser og indlæg med dig, bare for en sikkerheds skyld? Så er det tegn på at din bækkenbund ikke kan klare sit arbejde. Musklerne i kroppens ’bund’ er blevet for svage eller for ineffektive. Tilstanden er som sådan ikke farlig, men den kan være ekstremt hæmmende i din hverdag og for din livskvalitet. Derfor bør du gøre noget ved problemet – for det kan man heldigvis i langt de fleste tilfælde.

Ca. 500.000 danskere har urininkontinens i varierende grad

Kilde: Sundhedsstyrelsen, sst.dk

Hvorfor kan jeg ikke holde tæt?

Når man ikke kan holde på vandet under bevægelse, host og nys, eller ved høj-intensiv træning som fx løb, cross-fit og trampolin, skyldes det som regel en bækkenbund og et støtteapparat der mangler træning. Det betyder: På med jahatten og i gang med den vigtige bækkenbundstræning.

Det vil i starten betyde en daglig indsats med knibeøvelser, indtil musklerne har lært at arbejde og igen arbejder pr. automatik. Det er en indsats som kan tage lidt tid, måske måneder. Til gengæld vil resultatet øge din livskvalitet og gøre din hverdag og fritid mere fri og ubekymret.

Hvad skal jeg gøre?

Find øvelserne her: Sådan optræner du din bækkenbund

Knib! Men hverken for lidt eller for meget! Knib ikke som afhænger det af liv eller død. Jeg oplever mange som kniber for voldsomt, for ofte og med en forkert teknik. Det hjælper ikke på symptomerne, tværtimod. For eksempel kan en konstant opspændt, men ineffektiv bækkenbund give smerter, og den afhjælper ikke inkontinens.

Tænk på træningen som en investering. Knib, men med respekt for din krop, så du ikke overtræner i din iver efter at blive symptomerne kvit. Det kan være vanskeligt at finde og fornemme bækkenbundsmusklerne.

Her er der god hjælp at hente hos de mange UroGynObs-fysioterapeuter landet over, som har specialiseret sig på området. Dem kan du finde på dugof.dk/behandlerliste.


IKKE ALLE KOMMER I MÅL – DESVÆRRE

Trods ihærdig træningsindsats er det desværre ikke alle som når 100 % i mål. Flere faktorer kan gøre sig gældende når øvelserne ikke har den ønskede effekt. Måske har du oversete skader på muskler og bindevæv efter en fødsel eller operation. Måske har du nedsynkning af blæren. Eller måske dyrker du en sport, som udfordrer din indvendige lukkemekanisme for meget?

Få det testet hos en UroGynObs-fysioterapeut eller urogynækolog. Ikke alle har en bækkenbund som kan honorere alle krav, og det kan være du må finde en anden motionsform – eller benytte et hjælpemiddel.

Hjælpemidler

Hvis træning ikke hjælper tilstrækkeligt, findes et genialt lille hjælpemiddel: En lille indvendig prop, som kan anvendes under sport.

Engangstamponer og genanvendelige produkter i medicinsk silikone kan købes på nettet, men jeg anbefaler at du får produkter afprøvet hos en UroGynObs-fysioterapeut inden du eventuelt køber. Kvinders underliv er forskellige, og en konsultation kan spare dig for frustration og dyre fejlkøb.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.