Tekst: Clara Edgar

Foto: Vibeke Rødsgaard-Mathiesen

Bouldering: Klatrevæggen alle kan være med på

Klatreformen bouldering, hvor man klatrer uden reb og seler, var for første gang i år en olympisk disciplin. Man behøver dog ikke være elitesportsudøver for at være med. Faktisk kræver det meget lidt at komme i gang.

På en solbeskinnet sensommereftermiddag bevæger jeg mig ind i Aalborg Klatreklub. Her møder jeg foreningens forkvinde Vibeke Rødsgaard-Mathiesen, som skal lære mig lidt om at bouldre. Vibeke er gået på pension, men jeg kan allerede nu afsløre at hun i løbet af de timer vi tilbragte sammen, viste sig væsentlig mere adræt på en lodret væg end undertegnede, som er et par generationer yngre.

Inden vi kan gå i gang med selve udfordringen, skal der selvfølgelig styr på opvarmningen. Vibeke forklarer at det er vigtigt at få varme i hele kroppen, med fokus på hofter, skuldre, albuer, fingre, hånd- og fodled, som man bruger meget i klatring. Efter opvarmningen med sprællemænd og rotationer, som i sig selv får mig til at mærke at jeg er i live, er vi klar til at klatre. Eller næsten. Først skal hænderne nemlig lige kalkes til, så vi kan få ordentligt fat i de greb der skal få os op ad klatrevæggen.

Kalk er en af de blot to ting man selv skal sørge for at have med hvis man vil bouldre. Den anden er sko. I dagens anledning har jeg lånt mig til begge dele, men jeg mærker hurtigt hvor vigtigt det er at finde de rette klatresko til ens fod, så skoene sidder godt fast, og man kan få et optimalt greb.

Med det praktiske på plads, og kroppen klar, er det tid til at klatre!

Første problem løst

Vibeke leder an og viser mig vejen gennem det første ‘problem’. En bouldring-rute kaldes et problem, og fungerer på den måde at man følger den samme farve greb fra gulv til loft. På toppen skal man holde fast i det øverste greb med begge hænder i tre sekunder, før man kan kalde problemet løst og springe ned.

Der findes forskellige typer af greb, hvoraf nogle er skræmmende små hvis man er nybegynder. Andre greb er store og nemme at gå til, med fordybninger man kan gribe fat i, eller bruge til at trække sig selv sidelæns på.

Endelig bliver det min tur til at prøve kræfter med klatrevæggen. Set fra gulvhøjde ser der egentlig ikke ud til at være langt til toppen, men jeg mærker hurtigt at pulsen stiger i takt med at jeg bevæger mig opad, ligesom det kræver både overvindelse og balance at bevæge mig fra greb til greb.

Men langsomt, og helt sikkert uelegant, lykkes det mig at nå toppen og efterfølgende lande sikkert på madrassen. Der spreder sig en fed følelse af succes i min krop, men jeg mærker også tydeligt at min teknik bærer præg af at jeg er nybegynder. Det taler jeg lidt med Vibeke om.

Gå langsomt frem

Vibeke forklarer at teknikken – som jeg mistænkte – er meget vigtig. Både for ikke at blive træt for hurtigt, men også for at undgå skader. Personlig træner med en kandidat i fysioterapi Stefan Moos bakker Vibekes udsagn op.

– Når man kigger på de hyppige skader, som typisk sker i skuldre, albuer, fingre og håndled, så fortæller det en historie om at man overbelaster overkroppen fordi man ikke har den tekniske og kropslige forståelse og styrke til at kunne fordele belastningen – hvilket er vigtigt hvis man vil undgå skader, forklarer han.

Af den grund anbefaler han at man, når man starter op med at klatre, går roligt frem. For det er en disciplin som kræver både styrke og teknik, og derfor er det vigtigt at man gradvist øger belastningen, mens man ved siden af arbejder med at styrke kroppen.

– Det vil klart være en fordel at træne hele kroppen ved siden af klatringen og arbejde ekstra med isoleret træning af de udsatte områder som skuldre og fingre. Gør man det, samtidig med at man stille og roligt arbejder med det tekniske, reducerer man risikoen for at komme galt afsted, fortæller Stefan.

Jeg begynder at forstå hvorfor nogle af klubbens medlemmer har taget plads i træningsområdet på etagen nedenunder.

Én tur til!

I løbet af den tid jeg bruger i Vibekes selskab, kommer jeg igennem en håndfuld problemer. Det lyder ikke af meget, men det er nok til at jeg mærker pulsen dunke, og at sveden i den grad pibler frem.

Ved sidste klatring er mine arme ved at være så brugte at jeg må opgive at løse problemet, fordi jeg ikke vil risikere at ende i en uheldig yderposition som jeg ikke er trænet til.

Det ærgrer mig vildt, for jeg har virkelig fået blod på tanden, og det er en kæmpe optur hver gang jeg når toppen.

Men for at undgå at ende et sted, jeg ikke har kontrol over, hopper jeg ned. Og det er helt okay, siger Vibeke.

I selve landingen skal man i øvrigt også være opmærksom. For selvom man lander på en blød madras, så lægger hoppet en stor belastning på knæ og ankler.

– En anden ret hyppig skade er på knæene. For at undgå det er det vigtigt at man både har styrke og teknik nok til at have kontrol over klatringen, så man kan vælge hvornår man hopper ned, og at man har styr på sin landing, så man fordeler belastningen, siger Stefan.

Her handler det om at lande på begge ben og bøje godt, så det både er ankler, knæ og hofte der tager fra, og så hurtigt smide sig ned i et rullefald. Det prøver jeg at huske i mine egne landinger, som da også forløber forholdsvis smertefrit. Og med det sidste hop er min tid på klatrevæggen ved at være gået. En række problemer er blevet løst, og jeg har egentlig slet ikke lyst til at slutte. Jeg vil gerne tage en tur til. Og en til. Men kroppen siger stop, og Vibeke skal gøre klar til en et introkursus for nye klatrere i klubben.

På vejen ud når vi at tale om hvad det er så fedt ved klatring. Vibeke forklarer at det for hende er en kombination af at føle at hun får brugt hele kroppen og styrket sin balance, samtidigt med at det er en sport som er nem at gå til. Hun dukker bare op når det passer hende, og så kan hun gå ind i en mental klatrezone, hvor alt andet forsvinder. Og jeg forstår hende fuldt ud efter bare en enkelt eftermiddag. For jeg mærker den dejlige følelse af at have brugt og udfordret kroppen, ligesom det, da jeg forlader klatreklubben, går op for mig at alle to-do lister og ting jeg skal nå, ikke har fyldt i min bevidsthed siden jeg spændte klatreskoene fast på mine fødder.

 Du kan finde en klatreklub på Klatreforbund.dk. De fleste klubber tilbyder intro-timer, lån af udstyr mv.