Jeg sidder i et lille lyst behandlerrum og kan ænse de beroligende stearinlys i vindueskarmen. Bolette beder mig om at fornemme kontakten til puden jeg sidder på, og kontakten til gulvet som mine knæ og ankler hviler mod. Hun begynder at klappe på mine arme og ned ad min ryg med en betryggende rytme. Hvis det føles ubehageligt, ændrer hun metode.
Nu sidder hun bag mig og lægger én hånd på min pande og den anden på min nakke. Mine øjne falder automatisk i, som blev jeg hypnotiseret. Alle tanker forsvinder, og jeg mærker kun min krop, der føles som en klud, selvom den sidder oprejst.
Jeg kommer ned at ligge på maven på et tæppe på gulvet. Bolette lægger en hånd på den øvre del af min ryg, og jeg begynder helt instinktivt at fokusere på min vejrtrækning, der roligt bliver dybere.
I reptilhjernen sidder amygdala, som hele tiden scanner omgivelserne for farer. Når vi har været udsat for stress over en længere periode, slår amygdala alarm og sætter gang i kamp/flugt-mekanismen. En funktion vi ikke selv kan styre.
Under forliset af bilfærgen Estonia i 1994 var der folk der slog deres medpassagerer bevidstløse mod væggen for at få fat i en redningsvest. Det skyldtes ikke at de var onde mennesker. Men når reptilhjernen tager over, er vi ikke i stand til at tænke rationelt, og al fornuft og medmenneskelighed kan forsvinde. Når amygdala er overaktiv, er der samtidig en en øget tilstrømning af blod til arme og ben for at øge evnen til at flygte eller kæmpe; og blodforsyningen til vores indre organer bliver derfor mindre. Derfor fungerer funktioner som fordøjelsen dårligere når kroppen er udsat for langvarig stress.
Bolette Haagen er uddannet fysioterapeut og kropspsykoterapeut. Hun har 14 års erfaring med behandling af blandt andet traumatiserede flygtninge, stress, angst og depression og bruger berøringen som et vigtigt virkemiddel når hun behandler.
– Når folk bliver stressede, har de ofte svært ved at mærke deres krop. Nogle kan blive så stressede at de ikke kan mærke at de står på gulvet. Jeg har behandlet en kvinde der var voldsomt depressiv og ikke kunne mærke sine fødder. Derfor brugte jeg meget tid på at genetablere kontakten til fødderne gennem massage af fødder og underben. Først da hun begyndte at kunne mærke sine fødder igen, kunne vi arbejde med årsagen til depressionen, siger Bolette Haagen.
Men hvad er det der sker når vi rører ved hinanden? Ved berøring udskiller kroppen oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet. Hormonet fungerer som en usynlig lim der binder os mennesker sammen. Når vi bliver udsat for store mængder stress, hæmmes optagelsen af oxytocin, og det har betydning for vores humør og følelser.
– Oxytocin er nødvendigt for vores sundhed og trivsel. Det får kroppen til at slappe af og får os til at føle os glade, tilpasse og trygge. Derfor kan berøring være med til at løsne op for en stressramt krop, siger Bolette Haagen.
De fleste der har været udsat for dybe traumer eller har været stressede over længere perioder, er anspændte i kroppen. Derfor bruger Bolette Haagen kropsterapi til at løsne op for de fysiske spændinger før hun kan arbejde med traumerne.
– De traumer vi er udsat for gennem livet, kan sætte sig som ubalancer i kroppen og over længere tid blive til anspændthed. Nogle bliver så anspændte at musklerne føles som sten at røre ved. Andre lægger musklerne døde, hvilket kan føles som at trykke fingeren ind i blødt smør. Derfor arbejder jeg med musklerne for at få overspændte muskler til at slippe, og vække underspændte muskler. Når jeg har skabt muskelbalance, er personen også i bedre balance psykisk og har mere overskud og styrke til at arbejde med traumerne, siger Bolette Haagen.
En af de metoder Bolette Haagen typisk bruger på folk med stress, er Body Awareness Therapy (BAT). Det handler om at blive opmærksom på sin egen krop. Mennesket består af krop, følelser og tanker. For at vi har det godt, skal alle de tre ting være i balance. Men når vi er stressede eller udsat for angst, overtager tankemyldret og lukker af for kontakten til kroppen, så vi ikke kan mærke den.
Derfor gør Bolette meget ud af at hendes klienter skal mærke deres krop. Hun bruger berøringen til at lede opmærksomheden ned i kroppen.
– Ved folk med stress og traumer starter jeg ofte med at de selv skal mærke hver enkelt kropdel og blive opmærksom på de signaler som kroppen sender. For eksempel smerte eller velvære. Derefter går jeg over til massage. Berøring er en rigtig god måde at få ro på tankerne. Det hjælper folk til at have opmærksomhed på kroppen og afleder tankerne. Nogle kan allerede efter en halv times behandling føle sig helt i ro, både i kroppen og tankerne. Også selv om de har været udsat for stress i lang tid, siger Bolette Haagen.
Hun behandler også mennesker der har været udsat for incest. De har ofte et konfliktfyldt forhold til deres egen og andres krop. Bolette Haagen bruger sine hænder til at hjælpe disse mennesker til at vinde rettigheden over deres egen krop tilbage. Men her er det vigtigt at tage sig tid, så berøringen ikke føles som endnu et overgreb.
– Jeg havde en gang en ung pige der i starten ikke kunne håndtere berøring. I sådan en situation arbejder vi gennem længere tid med at opbygge kontakt, med at lære at sanse kroppen og med retten til at sige til og fra. Først efter flere uger kunne jeg bruge berøring i behandlingen. Jeg startede med at rulle en bold på hendes krop, til hun blev komfortabel med berøringen, og så begyndte jeg langsomt at lægge mine hænder på hendes krop. Efter 8 måneder følte hun ejerskab over sin krop og kunne slappe af og nyde berøringen ved en helkropsmassage, kun iført undertøj, siger Bolette Haagen.
Jeg ligger nu på briksen og mærker de varme lavasten på min ryg og i mine hænder, der føles bløde mod min hud og varmer dybt indeni. Tilliden er stærk og bliver styrket som minutterne går. Lige meget om hun hiver i mine tær eller mit hår, nulrer mig i ørerne eller lader sine hænder glide rundt i mit ansigt, så forbliver min krop i ro. Alle de ting jeg ikke fik nået i går, det jeg skal nå i dag, og jeg får travlt med i morgen, er forsvundet fra tankerne. Berøringen på kroppen er det eneste der eksisterer. Da jeg går fra den lille klinik igen, er jeg nulstillet.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.