Arbejdsplads på fire hjul

Tekst: Journalist Ib Salomon

Foto: Colourbox og Ib Salomon

For adskillige tusinde mennesker er bilen både et transportmiddel og en arbejdsplads – få gode råd til hvordan du bedst indretter en kørende arbejdsplads.

Hjemmehjælpere, sælgere, montører, buschauffører, landpostbude og håndværkere. Tusindvis af danskere har en arbejdsplads på fire hjul. En af dem er Frank Løssl Poulsen, der som selvstændig rådgiver i arbejdsmiljø kører 30-40.000 km om året.

– Jeg har altid kørt meget, men dybest set er det jo spildtid at køre, og at sidde i en bil er ubetinget en dårlig arbejdsstilling, siger Frank Poulsen, der er uddannet ergoterapeut og nu indehaver af virksomheden Sikker Ledelse. Mange år med meget kørsel har blandt andet lært ham at når man først har købt en bil, laver man den ikke om. Med andre ord: Skal der foretages ændringer af indretningen, skal de foretages inden man tager bilen i brug.

Frank Poulsen har også lært at planlægge sin kørsel bedre, og han lægger f.eks. pauser ind hvis han skal køre mere end en time.

– Men generelt sætter folk ikke tid af til pauser, selv om de kan forebygge mange skader.
At strække benene i bare fem minutter betyder desuden at man vågner op og koncentrerer sig bedre.

– Men problemet er at folk ikke sætter tid af til pauser med mindre de har ondt. At gå ud af bilen opfattes som spildtid, mener Frank Poulsen.

Kører årligt en tur Jorden rundt

Har man bilen som arbejdsplads, skal den, akkurat som enhver arbejdsplads, APV-vurderes.
Det vil sige at det skal vurderes om indretningen er sundhedsmæssig forsvarlig, og om den passer til den enkelte medarbejder. Men der er ikke nogen lovbestemmelser for hvordan bilen skal indrettes, og langt imellem virksomheder der har en politik for deres kørende medarbejdere, forklarer Lars Bundgaard, trafik- og vejformand i sælgernes fagforening, Business Danmark. 75 % af fagforeningens ca. 30.000 medlemmer tilbringer en stor del af deres arbejdsdage på landevejene, og de kører langt – i gennemsnit 44.600 km om året. Det svarer rundt regnet til en tur rundt om Jorden.

– Jeg har f.eks. kørt 620 km i dag, fortæller Lars Bundgaard i mobiltelefonen på vej hjem til København fra en opgave i Sønderjylland. De mange kilometer bag rattet har givet ham problemer med ryggen og lært ham hvor vigtigt det er at lytte til sin egen krop og dens signaler. Ligesom Frank Poulsen har han derfor lært at sætte pris på pauser.

Man skal stige ind, ikke op eller ned

Fysioterapeut Marianne Sørensen fra FysErhverv forklarer at det faktisk er meget belastende for ryggen at sidde i en bil – langt hårdere end både at ligge og stå, fordi trykket i diskusskiverne i rygsøjlen bliver højt når ryggen krummes som den gør i et bilsæde, hvor man også kun har meget begrænsede muligheder for variation og bevægelse.

Udformningen af bilsædet er naturligvis også vigtig, men der er forskel på hvordan sædet bør se ud, hvis man – som en hjemmehjælper – kører med mange stop, eller hvis man – som mange sælgere – kører lange stræk uden stop.

Har man mange stop og dermed mange ind- og udstigninger, bør sædet være rimeligt plant, ligesom indstigningshøjden betyder rigtig meget.

– Man skal stige direkte ind i bilen, og hverken op eller ned, forklarer ergoterapeut Kate Severinsen fra CRECEA. Skal man køre langt, må sædet gerne være lettere skålformet, og for nogen kan puder der støtter lænden, være en god hjælp, hvad enten de er indbygget i bilen eller er løse.

Også Kate Severinsen anbefaler pauser, og at man under pauserne lige laver et par øvelser der får venepumpen godt i gang.

Bussens førersæde har 117 indstillinger

Ingen biler passer til alle, så det er afgørende at både sæde og rat er lette at indstille hvis flere bruger den samme bil. Landets største busoperatør, Arriva, har f.eks. 3000 chauffører, og de har i sagens natur vidt forskellig kropsbygning.

– Vores chaufførsæder er standardiserede, men der er 13 knapper du kan justere med, så du kan tilpasse sædet til 117 forskellige stillinger, forklarer kommunikationskonsulent Lene Mathiesen fra Arriva. Netop sæderne er et vigtigt fokusområde for Arriva, der bl.a. er ved at få lavet en video der skal lære chaufførerne at udnytte de mange muligheder.

8 gode råd til bilens indretning
1. Bilens højde er vigtig. Man skal stige ind, ikke ned i bilen.
2. Et rimeligt plant sæde er bedst hvis man har mange ind- og udstigninger. Skal man køre langt, må sædet gerne være lettere skålformet.
3. Lændestøtte i form af puder kan være en hjælp for mange, især når man kører langt. Det optimale er indbyggede lændestøtter.
4. Undgå at sidde i ”lænestols-stilling”; den belaster kroppen rigtig meget. Man bør tilstræbe at sidde opret.
5. Fartpilot er en lettelse når man kører langt.
6. Armene skal kunne hvile på rattet uden at man har løftede skuldre eller falder frem i ryggen.
7. Husk at bruge de armlæn der er i bilen, til at hvile arme og skuldre.
8. Undgå så vidt muligt at arbejde på computer i bilen. Men gør du det, kan en bøjle på rattet være en god løsning – eller en blød pude man kan lægge på lårene. Undgå at placere computeren ved siden af dig – det giver skæve vrid i kroppen.

OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres ikke

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.