Aktive og glade medarbejdere skaber en sund forretning

Tekst: Helle Sindal, journalist

Foto: House of Code

To timers motion er en del af arbejdstiden hos House of Code i Odense. Ambassadører for bl.a. planker og badminton engagerer kollegerne, og sjove udfordringer styrker fællesskabet i arbejdstiden og efter fyraften.

Kolleger med høj puls og sved på panden er et hverdagssyn hos app-udviklerfirmaet House of Code i Odense. Men det er ikke arbejdet ved computerne der udfordrer fysikken hos de 25 medarbejdere. Det gør badminton, løbeture, fitness og andre former for træning. To timers ugentlig motion er nemlig en del af arbejdstiden.

– Uden medarbejderne er vi ingenting. Så hvis de har det godt og er glade, kan vi levere en bedre indsats og få glade kunder og dermed en sund forretning, siger Henrik Stær Grove, som er HR- og driftschef og medejer af House of Code.

Medarbejderne bestemmer selv om de vil motionere to timer i træk eller i små portioner hen over ugen. Solo-træning er helt okay, men ledelsen opfordrer medarbejderne til at træne sammen og har blandt andet booket en badmintonbane til formålet.

Løbeture er en anden populær fællesaktivitet – nogle gange med spontane konkurrencer om pizza og øl efter fyraften. I arbejdstiden er det sundere valgmuligheder der præger firmaets morgenmad- og frokostordning.

– Vi har også fået en aftale med en fysioterapeut om at give sparring til hver enkelt medarbejder omkring deres arbejdsstillinger ved skrivebord og skærm. Det er min overbevisning at folk er rigtig glade for det, siger Henrik Stær Grove.

Ambassadører for planker og karma

Først på eftermiddagen samles House of Code til en omgang fællesplanke. Flere kan efterhånden klare op mod tre minutter i den udfordrende stilling på albuer og tæer.

Det var to medarbejdere som fik ideen til den fælles udfordring, som oprindeligt kun skulle vare en måned. Men der var opbakning til at fortsætte, og i dag er de to kvinder plankeambassadører og sørger bl.a. for at få kollegerne trommet sammen.

– Ambassadørerne spiller en vigtig rolle for at fastholde vores fælles aktiviteter, siger Henrik Stær Grove.

House of Code har ambassadører for alt fra badminton til kagebagning med firmabetalte ingredienser. Henrik Stær Grove er selv good karma-ambassadør og dermed tovholder på at firmaet har en positiv og hjælpsom tilgang til omverden.

Den fire mand store ledelse i House of Code sørger for at mindst en af dem deltager i de fysiske fællesaktiviteter – det gælder både hverdagens planker, løbeture og sociale arrangementer, hvor House of Code har spillet ishockey og basketball med de hold som firmaet er sponsorer for.

– Vi kan alle lide at være aktive, og det er også med til at signalere at bevægelse er en del af jobbet hos os, siger Henrik Stær Grove.

En gang om ugen holder topcheferne morgenmøde i et træningscenter.

– Vi cirkeltræner og løfter vægte sammen og får diskuteret og snakket om nogle gode ting i et uformelt miljø, fortæller HR- og driftschefen.

Samtaler med de ansatte foregår også i bevægelse. En gang om måneden går hver medarbejder en halv times tur og får en snak med sin nærmeste leder.

Mere end okay at holde pauser

Henrik Stær Grove er aldrig fristet til at veksle ketsjersving og knæbøjninger til kodearbejde foran computerne – heller ikke i perioder med bugnende ordrebøger i firmaet:

– I vores planlægning tager vi højde for at medarbejderne bruger to ugentlige arbejdstimer på motion. Og jeg er helt overbevist om at motionen er med til at gøre os mere fokuserede og effektive når vi arbejder. De to ekstra timer ville næppe blive brugt dedikeret på kodning af apps, siger han.

Mentale pauser er også i høj kurs hos House of Code. Det mere end okay at tage et break fra sine opgaver og lægge et par brikker på vores store fælles puslespil, flyve med drone, spille virtual reality eller lave noget andet som man synes er sjovt og giver mere energi.

– Vi spiller også Fifa mod hinanden med stor fornøjelse, fortæller Henrik Stær Grove.

Men selvom e-sport giver masser af plusser på fællesskabskontoen, så tæller det ikke med i ugens motionstid at få fodboldspillere til at bevæge sig på en skærm. Der skal man selv bevæge sig væk fra tasterne og skærmen, fastslår Henrik Stær Grove.

House of Code landede i 2019 en flot førsteplads i region Syddanmark i Dansk Firmaidrætsforbunds konkurrence ’Danmarks Sundeste Arbejdsplads’, og det er ikke det eneste afkast der er kommet ud af arbejdspladsens store fokus på sundhed.

Lavt sygefravær og høj jobfastholdelse er ifølge ham nogle af de gevinster som følger med når man satser på fysisk og mental trivsel og et stærkt fællesskab på arbejdspladsen. Det gavner også firmaets anseelse udadtil: Mange spørger interesseret til arbejdspladsen, og bunken med uopfordrede ansøgninger er stor, slutter HR- og driftschefen.

Læs mere om House of Code