Her kan du læse om erfaringer og gode råd til en aktiv ferie med familien ved roret.
Danmark er et rigtig godt cykelland: Der er mange opmålte cykelruter (på små veje) og kort som letter planlægningen. Her er fladt i forhold til andre lande – og så ligger det lige uden for døren.
Vi tager på cykeltur med vores tre drenge på 2, 5 og 8 år hver sommer, og de har cyklet selv fra de var 5 år (uden oppakning eller evt. kun en sovepose bagpå). Den største cykler med cykeltasker (let oppakning) og følger med på cykelcomputeren, og den mindste sidder i cykeltrailer (med legetøj) eller stol bagpå. Den midterste på 5 år er klart den der har det hårdest. Han har ofte en støttende hånd i ryggen, og vi indretter tempo og distance efter ham. Vi overnatter i telt eller shelters på primitive overnatningspladser, men alternativer er naturligvis campingpladser eller bed & breakfast. Vores ture varer fra en forlænget weekend til to uger og har eksempelvis gået til Det Sydfynske Øhav, Langeland, Silkeborgsøerne, Bornholm og den jyske vestkyst.
Det er naturligvis også muligt at etablere en fast base og tage på dagsture derfra.
Det kan være en fin måde at starte op på hvis man gerne vil undgå at skulle pakke sammen, pakke ud og finde ny overnatning hver dag.
Børnene skal kunne cykle godt og være trafiksikre.
Vandreture er hyggeligt for børnene: Man går tæt sammen og har alverdens tid til snak – noget der ofte er mangel på i hverdagen. Mindre børn kan sidde i bærerygsæk, og lidt større børn kan selv bære en rygsæk, men må dog som tommelfingerregel max. bære 1/5 af deres egen kropsvægt.
Turene kan foregå overalt i verden, og vi har mange positive oplevelser – fra nationalparker i Norge og vandreruter i Sverige, til Amalfikysten i Italien og Rocky Mountains i USA. Men også i Danmark er der rige muligheder i form af utallige, godt beskrevne vandreruter. Overnatningsmulighederne varierer, men man kan som regel altid finde et sted at slå et telt op. Man skal være indstillet på en meget sparsom oppakning – især hvis man også skal bære på telt og et lille barn.
Kanoferie er en fantastisk måde at holde aktiv familieferie på. Styrkeforskellene udlignes lidt, idet børnene hele tiden har mulighed for at holde en lille pause og lade forældrene styre kanoen. I Danmark, f.eks. langs Gudenåen, findes der masser af overnatningssteder, både primitive og campingpladser.
En vintertur i Norge eller Sverige på langrends- eller turski fra hytte til hytte er en meget smuk naturoplevelse og kan gøres af hele familien når børnene enten kan sidde i pulk eller er store nok til selv at klare turen på ski. I den mellemliggende periode (ca. 4-7 år) er det lidt vanskeligt, for der er trods alt en vis distance mellem hytterne, og man kan ikke være helt sikker på hvor langt barnet kan og vil gå. Til gengæld kan man sagtens have en hytte som fast base og så tage dagsture derfra. Børnene elsker at komme ind i varmen og sidde foran pejsen efter dagens strabadser. At medbringe eget telt er altid en mulighed, men kræver meget mere oppakning og overskud fra forældrenes side. Evt. kan begge voksne gå med pulk, så også bagagen kan være heri. Børnene vil typisk have nok at gøre med at styre skiene og bør ikke have rygsæk på.
Mange forældre afholder sig måske fra at tage på denne type ferie fordi de tror børnene ikke gider, og at de skal høre på brok hele tiden.
Men sådan behøver det slet ikke være. For at skabe en succesrig aktiv familieferie må de voksne dog acceptere at børnenes motivationsgrundlag er anderledes end deres eget. Børn kan ikke se meningen med at skulle cykle 30 km fra én teltplads til en anden, bare for at cykle dem. Der skal altid være en gulerod. Børn kan ikke i samme grad som deres forældre betages af den smukke natur i timevis og lade det være belønning for anstrengelserne i sig selv. Der skal noget mere konkret på bordet.
Det kan være:
Sejlferie og ferie på tømmerflåde i fx Sverige er blot to andre muligheder for helhjertet aktiv ferie.
Men man kan også få meget ud af en ”almindelig” ferie ved at lægge aktive elementer ind, som eksempelvis et par dages vandring eller cykling. Eller en enkelt dags langrend på en alpin skitur. Man oplever ikke det flow der kommer af en tur på flere dage, men til gengæld risikerer man heller ikke at det hele kollapser hvis man opdager at f.eks. vandring overhovedet ikke ligger til familien. Det er således godt at tage en kort prøvetur på 1-2 dage inden man kaster sig ud i en helstøbt rugbrødsmotorferie.
Ligesom hos voksne kan børns muskler, led og ledbånd blive overbelastede hvis de pludselig laver en stor mængde arbejde, der oven i købet er uvant. Det er derfor vigtigt at børnene er fysisk forberedte på strabadserne, både gennem en god almen kondition og ved at have trænet den pågældende aktivitet. Der skal f.eks. være cyklet en del kilometer forud for cykelturen og vandret en del forud for vandreturen.
Kanotur, skiferie og andet der kan være svært at træne i forvejen, kan både børn og voksne forberede sig på ved generel træning som svømning, gymnastik, løbeture osv. Det forebygger overanstrengelsesskader, men giver også et fysisk overskud som i høj grad fremmer motivationen og glæden ved at være på tur. Desuden kan de forberedende manøvrer jo også være en fælles – hyggelig – familiebegivenhed.
Læg stille og roligt ud de første par dage, og find ud af hvilket tempo og hvilke distancer børnene kan klare.
Det afhænger af børnenes alder, form og motivation samt hvilket terræn I er i. Hvis bare de enkelte dage ikke er for hårde, kan børnene sagtens klare mange af dem. Læg aldrig en helt fast ruteplan hjemmefra, men vær klar til at justere – acceptér at turen skal være på børnenes præmisser og ikke hård træning for de voksne; ellers er I garanteret at børnene ikke vil med næste år.
Vær også opmærksom på at børns naturlige aktivitetsmønster består af en kort periode med højintensiv aktivitet fulgt af et stykke tid med inaktivitet; så læg mange pauser ind for at genoplade batterierne – og fastholde motivationen.
OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres ikke
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.