Klokken er otte om morgenen, det er koldt og mørkt udenfor, og det føles befriende at træde indenfor i varmen på Klinik for Fysioterapi i Skærbæk. Jeg bliver venligt modtaget i noget der ligner en helt almindelig fysioterapiklinik med reception, træningssal og diverse lukkede behandlingsrum. Men da jeg bliver ført ind i det rum hvor jeg skal deltage i klinikkens åbne meditation, forsvinder den kliniske atmosfære. Briksen er flyttet til side, og i hjørnet af lokalet står et lille rundt bord og et par behagelige stole; der er malerier og familiefotos på væggene, og et par novemberkaktusser, der netop nu er i blomst, tilfører rummet duft, skønhed og liv. Det åbne vindue lukker en lidt skarp kold luft ind.

Jette Nielsen tager smilende imod mig, inden vinduet lukkes, så vi ikke bliver kolde. Ud over mig er der mødt tre andre op til den åbne meditation. Jeg kan mærke de har været her før, for nogle henter hjemmevant måtter til at sidde på, mens en anden finder nogle puder i et skab. Måtter og puder placeres på gulvet i en cirkel omkring en af de blomstrende kaktusser og nogle stearinlys.

Vi sætter os på puderne, og da jeg er ny, får jeg en lille instruktion i at sidde på puden. Det kan man gøre på flere måder, og hvis jeg ikke kan sidde på puden uden at få ondt, kan jeg vælge at sidde på en stol. Lyset i loftet er blevet slukket, så der er lidt dunkelt i lokalet, men stearinlysene gør at vi alligevel sagtens kan se hinanden. I nogle minutter er der lidt småsnak. Men efterhånden stilner snakken af; vi kan mærke på Jette at nu skal meditationen i gang. Hun fortæller at der til de åbne meditationer på klinikken undtagelsesvis er musik.

Den dæmpede musik kan nemlig indramme rummet og gøre det lettere at ignorere den fjerne støj fra de fysioterapeuter som er i gang med arbejdet i de andre rum på klinikken.

Jette starter sine instruktioner. Hendes stemme er lav, men langsom og tydelig. Det er let at følge hendes instruktioner, men som utrænet i meditation har jeg svært ved at fastholde koncentrationen – tankerne bevæger sig af og til væk, hjem til børnene der skal køres til håndbold senere, og til arbejdsopgaverne der skulle have været færdige. Men det er som om Jette kan fornemme hvornår jeg er ved forsvinde ud af en tankesti, for idet det sker, får jeg en ny instruktion, og bliver guidet tilbage til meditationen.

Der er en fredfyldt ro, men alligevel fornemmer jeg en intensitet og koncentration som mætter atmosfæren i rummet. Jo længere vi når ind i meditationen, desto mindre registrerer jeg lokalet, og desto mere kommer jeg til stede i min egen krop. Og det virker derfor også som om jeg skal hentes tilbage da Jette på et tidspunkt annoncerer at meditationen er ved at være forbi, og vi skal forberede os på at vende tilbage til almindelig dagsbevidsthed.

Jeg åbner forsigtigt øjnene; det er i mellemtiden blevet lyst udenfor. Vi sidder en stund helt stille; nogle bevæger kroppen lidt, strækker sig, gaber – men ingen siger noget. Først efter et par minutter begynder en lavmælt småsnakken, og de øvrige deltagere begynder stille og roligt at pakke sammen. Og ikke længe efter bliver briksen kørt på plads, og rummet ligner igen et behandlingslokale, parat til at møde dagens første patient.

OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres ikke løbende.