Til behandling i skurvognen

Af: Kristine Buske Nielsen, journalistpraktikant

Foto: Kristine Buske Nielsen

Når håndværkerne ikke selv kommer, må sundhedscenteret komme til dem. Derfor startede PensionDanmark og Falck Health Care i 2014 Danmarks første sundhedscenter beliggende direkte på en byggeplads. Centret skal fange skaderne tidligere og forebygge langvarig sygemelding.

I Skejby ved Aarhus knokler tømrere, murere, betonarbejdere og andre bygningsarbejdere for at få det store nye Universitetshospital bygget færdigt. Midt på byggepladsen ligger skurvognene, hvor der er mulighed for at komme ind og få en tår kaffe eller en bid brød når sult og tørst trænger sig på. Men for at kroppen kan fungere, er det også vigtigt at led og muskler har det godt. Derfor ligger der et sundhedscenter lige oven på kantinen. Her sidder fysioterapeut Henriette Birkmose klar til at tage sig af ømme muskler og arbejdsskader.

Forebygger førtidspension

Det var PensionDanmark der, i samarbejde med leverandøren Falck Health Care, fik idéen til et sundhedscenter direkte på byggepladsen. PensionDanmark tilbød i forvejen en sundhedsordning til håndværkere, men de havde svært ved at nå gruppen af håndværkere på akkord. Derfor startede de i 2014 et sundhedscenter på hospitalsbyggeriet i Skejby.

– Det er besværligt for dem at tage hen på et sundhedscenter når de er på en byggeplads. Derfor tænkte vi at vi i stedet ville flytte centeret ud til dem for at gøre det lettere for dem, siger sundhedsdirektør hos PensionDanmark Kent Jensen.

I 2013 lavede PensionDanmark en analyse, der viste at sygdom i bevægeapparatet sender ca. 3.000 danskere på førtidspension hvert år. Det var en af årsagerne til at PensionDanmark ønskede et sundhedscenter på byggepladsen, for risikogruppen er især håndværkere.

– Vi har mange der er førtidspensioneret pga. sygdom i bevægeapparatet. Vi vil gerne forsøge at forebygge skaderne og undgå at det kommer så langt ud, siger Kent Jensen.

Undgår at skaden bliver værre

Sundhedscenterets fysioterapeut Henriette Birkmose mener at sundhedscenteret gør det nemmere at fange håndværkerne.

– Vi møder dem i øjenhøjde. De får lov at komme beskidte ind fra arbejdspladsen og kan komme direkte ud og arbejde videre bagefter, siger Henriette Birkmose.

Mikkel Kobbelgaard er en af dem der har haft positiv effekt af sundhedscenteret. Han er tømrer på hospitalsbyggeriet, og for ham er det især tunge løft og ensformigt arbejde der giver bøvl med ryg og skulderblade.

– Det ville være mere besværligt hvis jeg hver gang selv skulle ud og hive muldvarpen op. Så ville jeg ikke komme lige så ofte. Jeg har tidligere udskudt behandlinger, og det ved jeg at mine kollegaer også har gjort, siger Mikkel Kobbelgaard.

Sprinklermontør Lars Erikslev døjer med ryggen fra en tidligere arbejdsskade, hvor han kravlede meget og med en stige skulle op på lofter med begrænset plads. Heller ikke han mener at han ville være kommet lige så hurtigt afsted hvis han selv skulle køre efter en behandling.

– Hvis jeg ikke havde mulighed for at få behandling her, så havde jeg nok bare arbejdet videre. Jeg tænker tit at det der kommer selv, det går selv. Så jeg havde nok fortsat indtil jeg ikke kunne kravle ud ad sengen længere, siger Lars Erikslev.

Derfor mener Henriette Birkmose også at det er vigtigt at fange håndværkerne så tidligt som muligt.

– Hvis man ikke får gjort noget ved problemet med det samme, bliver det ofte værre. Kroppen begynder at kompensere, og så opstår der nye problematikker andre steder. Hvis man har ondt i hoften, kan det eksempelvis flytte sig længere op til lænden eller ned i knæet, siger Henriette Birkmose.

Flere centre er kommet til

PensionDanmark har tydeligt kunnet se at der var behov for byggepladsens sundhedscenter. Blandt andet har det fået flere til at benytte sig af PensionDanmarks sundhedsordning.

– Vi fik fat i nogle folk som vi ellers ikke havde set. De virksomheder der er tilknyttet byggeriet, brugte slet ikke sundhedsordningen før, men det kan vi se at de gør nu, siger Kent Jensen.

De gode resultater med sundhedscentret i Skejby har betydet at der i 2015 blev åbnet et sundhedscenter på metrobyggeriet i København, og i år er det tredje sundhedscenter på en byggeplads åbnet på hospitalsbyggeriet i Gødstrup ved Herning.

Kan observere håndværkernes arbejdsstillinger

Nogle gange hopper Henriette i sine sikkerhedssko og den orange hjelm og vest, og så følger hun med ud på byggepladsen for at se hvordan håndværkerne arbejder.

– Når jeg ser deres arbejdsopgaver, kan jeg tage stilling til hvis de gør noget forkert, og så retter jeg dem i situationen. Så har vi noget at arbejde ud fra. Det gør det nemmere for mig at forstå problematikkerne, siger Henriette Birkmose. 

Håndværkere er en udsat gruppe når det kommer til skader. Deres krop kan sammenlignes med en maskine, og hvis den går i stykker, kan den ikke producere. Henriette oplever især at det er skader som diskusprolapser og slidgigt håndværkerne døjer med. Derfor er det vigtigt at de kan få hjælp til at udføre deres arbejde.

– Når jeg kommer herfra, har jeg ikke ondt på samme måde. Det giver bedre humør, og så kan jeg producere noget mere, siger Lars Erikslev.

Mikkel Kobbelgaard er enig.

– Det giver mig bedre livskvalitet, og det giver et bedre arbejdsmiljø. Der er jo ingen der har lyst til at have ondt når man udfører et stykke arbejde, siger han.

Sundhedscenteret har åbent hver tirsdag og torsdag formiddag og er tilgængeligt og gratis for alle byggepladsens arbejdere der er medlem af PensionDanmark eller 3F.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.