De små skridt gør hele forskellen

Af: Trine Just, freelance-skribent

Foto: Trine Just og Plejecenter Sandbjerg

På Plejecenter Sandbjerg i Thyregod tager de ansatte små skridt i retningen af en bedre sundhed. Og det giver overskud, energi, vægttab og styrke.

Vinden spreder duften af syrener, og solen varmer ryggen mens social- og sundhedshjælper Birgit Andersen, 51 år, går i rask tempo langs vejen. Midt i sin arbejdstid. Af og til passerer hun skilte som er hængt op i lygtepælene.

– Vi har en rute som tager ca. 15 minutter at gå, og undervejs fortæller skiltene hvilket tempo vi skal gå i. På den måde træner vi intervaltræning, siger Birgit Andersen.

Projektet, som har stået på siden april, handler om at skabe en sundere hverdag på arbejdspladsen, Plejecenter Sandbjerg i Thyregod ved Give.

– Arbejdet på et plejecenter er hårdt fysisk arbejde, fortæller centerleder Marie Rud, og vi havde nogle medarbejdere der begyndte at døje med knæproblemer. Derfor tog vi kontakt til fysioterapeuterne i Vejle Kommunes sundhedsafdeling, og det er der kommet dette projekt ud af.

Også et socialt løft

– Jeg har tabt 5-6 kg i den periode, og det skyldes udelukkende at jeg er kommet godt fra start her på arbejdspladsen, fortæller Birgit Andersen, og fortsætter:

– På hjemmefronten har jeg gradvist skruet op for gåturen med hunden, så vi nu går en time hver dag. Min kæreste er også kommet med på vognen, og vi spiser sundere og bevæger os mere end vi gjorde før.

Ud over den fysiske sundhed har også det sociale aspekt fået et løft. Personalet har oprettet en facebook-side, hvor de støtter og inspirerer hinanden med opskrifter og opdateringer om træning som fx gåture. Samtidig booster projektet det sociale samvær fordi personalet har noget at være sammen om. Det har også ført til at nogle af medarbejderne sammen har deltaget i bl.a. Femina-løbet.

Træningen sniges ind

– Vi har lært at det er vigtigt ikke at gå for hurtigt frem eller at blive for ekstrem, for så holder det ikke, understreger Birgit Andersen.

– Og det er jo tydeligt at selv de små skridt virker, siger hun og hentyder til både vægttab og forbedret form.

På spørgsmålet om hvorvidt hun ikke får motion nok i en arbejdsdag, der byder på hårdt fysisk arbejde og mange skridt, svarer hun:

– Træningen er noget andet, for det giver muligheden for at få noget frisk luft og lys, og intervaltræningen får pulsen op og giver energi, så det er en helt anden slags træning end når jeg fx skal hjælpe en borger på toilettet.

– En ting vi også har lært, er at mens vi fx venter på at fru Jensen bliver færdig på toilettet, kan vi lige lave et par træningsøvelser, smiler Birgit. På den måde kan vi får sneget en masse træning ind i løbet af en arbejdsdag.

Træning som en del af arbejdsdagen

Da projektet startede, blev de medarbejdere der havde lyst til at være med, vejet og fik målt BMI, bodyage og fedtprocent, og de betalte hver især 25 kr. til en pulje. Ved næste måling fik den medarbejder der procentvis havde rykket sig mest, udbetalt de 800 kr. puljen udgjorde.

Ud over kostrådgivning har medarbejderne fået tilbudt individuel vejledning i hvilken træning der passer bedst til dem. Men fælles for dem alle er at de kan gå intervaltræningsturen hvis det passer ind i arbejdsopgaverne.

Projektet har også haft som fokuspunkt at træningen skal være målrettet arbejdsopgaverne på arbejdspladsen. En af de ting som er vigtig for social- og sundhedspersonalet, er en god balance, så de bedre kan støtte borgerne under forflytninger.

– Vi skal træne på et balancebræt, og målet er at kunne stå 5 min uden støtte. Og det er altså svært, understreger Birgit Andersen, mens hun smiler.

Balancebrætter er noget man finder overalt i personalerummene.

– Balancetræningen er også godt for knæene, fordi det stabiliserer de små muskler rundt om knæet, og det er så lidt der skal til, fortæller Marie Rud.

Jeg gør det for mig selv

Selvom initiativet kommer fra arbejdspladsen, er det i høj grad drevet af den enkelte person.

– Jeg gør det for mig selv. Jeg har længe haft lyst til at ændre min livsstil, og dette var den perfekte anledning, understreger Birgit Andersen, og fortæller at det også var et arbejdsplads-initiativ der for 11 år siden fik hende til at stoppe med at ryge.

Denne gang ramte tiltaget lige ned i at hun var blevet træt af hele tiden at gå et nummer op i tøjstørrelse, så tilbuddet kom på det helt rigtige tidspunkt.

– Jeg har fået mere energi, er blevet mere positiv, er blevet stærkere fysisk såvel som psykisk, og jeg har fået en større tro på mig selv – og det er udelukkende de små skridt skyld, siger hun med stolthed i stemmen.

– Vi har erfaret at det er de små skridt der gør hele forskellen, understreger hun.

Udgangspunkt i hverdagen

På arbejdspladsen er en fysioterapeut og en ergoterapeut tilknyttet, som hjælper medarbejderne at være opmærksomme på arbejdsstillinger og teknikker til at lette hverdagen.

– Tidligere kunne jeg ikke forstå at medarbejderne ikke kom og bad om hjælp når noget blev for svært, fortæller centerleder Marie Rud.

– Men det er gået op for mig at det er fordi de ikke nødvendigvis ved at det kan gøres bedre. Og så er det jo klart at de ikke henvender sig.

Nu går terapeuterne med personalet rundt og kan tage udgangspunkt i medarbejdernes konkrete arbejde og virkelighed. De skaber opmærksomhed på hvordan de helt konkret kan forbedre arbejdsstillinger og –bevægelser, og det har medarbejderne stor glæde af, fortæller Marie Rud, og konkluderer:

– Alle de små ændringer i arbejdsmetoder og livsstil gør tilsammen at plejecenter Sandbjerg er blevet et sundere sted at være!


Gode råd

  • Slå ikke for store brød op – gør det overkommeligt og realistisk.
  • Lad være med at ændre 10 ting på én gang, det holder alligevel ikke – tag én ting ad gangen.
  • Det hjælper at være fælles om projektet – så find nogle at gøre det sammen med.
  • Husk at det er de små skridt der skaber forandringen, og gør at den holder ved.

Kilde: Birgit Andersen, social- og sundhedshjælper og deltager i sundhedsprojektet på Plejecenter Sandbjerg

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Klinikker i nærheden af dig