Slut med kronisk hovedpine og piller: Arven blev brudt med træning og fysioterapi

Af: Af Thomas la Cour | Din Journalist

Foto: Lars Holm

Fysioterapi og træning gør en enorm forskel for Heidi Albertsen. Hun har i ti år kæmpet mod spændingshovedpine og migræneanfald, der tappede hende for energi og ødelagde hendes livskvalitet. I dag har hun lagt de voldsomme smerter og et kæmpe medicinforbrug bag sig.

Vintersolen titter frem da Krop+fysik besøger Heidi Albertsen i en villa i krydderurtekvarteret i det nordvestlige Viborg. Familiens hund, den nysgerrige chihuahua Milo, tager bjæffende imod. Det er vinterferie, så Heidis børn, tvillingerne på 13 og datteren på 18, er hjemme. Selv har Heidi også et par fridage fra jobbet som social- og sundhedsassistent i Viborg kommunes socialpsykiatri, mens manden, Allan, passer sit arbejde på vinduesfabrikken.

Heidi Albertsen har kæmpet med voldsom hovedpine og migræneanfald i næsten ti år, før faste besøg hos de lokale fysioterapeuter betød et farvel til smertestillende medicin i alt for store mængder.

Hovedpine 20 dage om måneden

I dag kan 46-årige Heidi nyde vintersolen og det spirende forår, men sådan var det ikke nødvendigvis for få år siden. Dengang kunne en dag som denne meget vel være ødelagt af uoverkommelig træthed og hovedpine. Lidelsen var næsten invaliderende, og det var svært for Heidi at finde de præcise årsager til anfaldene.

– Da jeg gik til undersøgelser hos neurologerne, udfyldte jeg et hovedpineskema. Det viste at jeg havde hovedpine og migræne 15-20 dage om måneden. Det gjorde mig ugidelig og træt, og det ødelagde min livskvalitet, siger Heidi Albertsen.

Nogle gange var hovedpinen så slem at hun måtte sygemelde sig fra arbejde. Et arbejde hun ellers stortrives i.

Heidi kommer fra en familie hvor hovedpine er en del af bagagen. Både Heidis mor, mormor og brødre har døjet eller døjer med svær hovedpine. Selv hendes farfar. Det var da også hendes mor der lokkede hende til at komme i regelmæssig fysioterapi. Fysioterapien havde haft en positiv virkning på moderens hovedpine, men Heidi var noget skeptisk. Hun var dog åben for alternativer til det massive medicinforbrug hun efterhånden havde opbygget.

– Når man vågner tredje dag i træk med en dundrende hovedpine, skal den bare væk. Så jeg tog et par Treo, som jeg så supplerede, op mod fem eller seks gange om dagen. Jeg overskred den anbefalede dagsdosis mange gange, siger Heidi.

Motion og fysioterapi

Pillerne kunne ikke altid fjerne hovedpinen, men de kunne måske reducere generne. Ud over Treo blev det også til flere receptpligtige piller, der skulle forebygge hovedpine- og migræneanfald.

Samtidig med besøgene hos fysioterapeuterne begyndte Heidi at komme på neurologisk afdeling på regionshospitalet. Heldigvis kunne neurologerne ret hurtigt konstatere at alt så ud som det skulle. Det var ikke en uopdaget tumor der forårsagede smerterne. Lægerne på afdelingen kiggede nøje på Heidis medicinforbrug og reducerede det betragteligt.

Langsomt, men sikkert, skete der en positiv udvikling. Fysioterapeuterne gav Heidi nogle øvelser hun kunne træne hjemme, og samtidig begyndte hun at komme fast i motionscenteret. I dag er voldsom hovedpine næsten en sjældenhed, og hun har ikke brug for Treo mere.

– Jeg er kommet en del år hos fysioterapeuterne før effekten holdt, fordi jeg nok havde en tendens til at stoppe behandlingerne når jeg syntes at jeg havde det godt. Men det er netop den konstante indsats der har gjort forskellen, siger Heidi.

Bækkenproblemer og tantepukler

Hun kommer hos fysioterapeuterne i BeneFiT Viborg cirka en gang om måneden. Hver anden gang fokuseres der på nakke og skuldre, mens der de øvrige gange fokuseres på hele kroppen. Det er fysioterapeut Jens Tolstrup der står for sidstnævnte behandlinger. Han er ikke i tvivl om at fysioterapi kan hjælpe mange mennesker med spændingshovedpine eller migræne. Og det er ikke altid at årsagen er oplagt. For Heidi havde hovedpinen for eksempel forbindelse til hendes bækken, der var låst og opspændt efter hendes tvillingegraviditet.

– Ganske mange kvinder problemer får problemer med bækkenet efter de har født. Den øgede løshed i bækkenet under graviditeten gør det mindre stabilt. Bliver bækkenet “hængende” ude i en yderposition, tilpasses spændingen i ledbånd og muskulatur den nye stilling. Stivhed og skævhed forplanter sig hele vejen op gennem rygsøjlen, op til nakken, og kan let give hovedpine, siger Jens Tolstrup.

Men også tidens udprægede brug af computere og andre devices kan rumme noget af årsagen til spændingshovedpine.

– Hvis man sidder meget ved en computer, bliver skuldrene let trukket fremad. Det relativt statiske arbejde giver en stærk og stram muskulatur på forsiden, og en svag og udspændt muskulatur på bagsiden. Til sidst sidder skuldrene naturligt fremme, og laver et konstant fremadrettet træk på de nederste nakkehvirvler. Tilbøjeligheden til at skyde hagen frem og øge “knækstillingen”” nederst i nakken forstærkes – og opstarten til det vi kalder “tantepukkel” er begyndt, forklarer Jens Tolstrup.

Få hele kroppen i brug

En forkert kropsholdning på jobbet behøver dog ikke resultere i hovedpine.

– Jeg ser ofte patienter der måske har fremskudte skuldre eller tantepukkel, men fordi de dyrker motion i fritiden, hvor alle kroppens muskler er i brug, undgår de de problematikker som de inaktive oplever, siger Jens Tolstrup.

Han anbefaler kredsløbstræning hvor hele kroppen er i brug. Alle former for idræt er fine, men nogle er bedre end andre. Spinning og lang tids cykling med hænderne fastlåst på styret kan give mere spænding på forsiden af skuldrene og øge nakkestivheden. Crosstrainer, romaskine og løb er et bedre valg. Svømning er også særdeles effektivt – især hvis man skifter mellem flere forskellige svømmearter, og dermed undgår ensidig belastning.

Højere livskvalitet

For Heidi Albertsen har fysioterapien og træningen betydet enormt meget for livskvaliteten. Når det var værst, kunne Heidi Albertsen ikke sove for smerterne. Efter en søvnløs nat og fortsat hovedpine måtte hun melde sig syg fra arbejde. Men de oplevelser er heldigvis kommet noget på afstand.

– I dag er det utrolig sjældent at jeg ikke kan passe mit arbejde på grund af hovedpine. Øvelserne og træningen har også gjort mig bedre til at opdage hvis jeg har begyndende spændinger i nakken eller benene. Det er blevet et helt andet liv, siger Heidi Albertsen.

Klinikker i nærheden af dig