Skiferie uden skader Få max udbytte af din skitur

AF: Marianne Nørup, fysioterapeut

God forberedelse giver det maksimale udbytte af ferien, og kan øge chancen for at du kommer hel hjem igen. Rigtig mange skader kan nemlig forebygges.

De fleste køber deres skitur i god tid – måske et helt år i forvejen. Men mange af os er i sidste øjeblik når vi skal forberede vores krop, udstyr og tankesæt på at få det maksimale udbytte af den dyre ferie. For med lidt omtanke og forberedelse er det faktisk muligt ikke blot at forebygge skader, men også at optimere værdien af skituren maksimalt. Kort sagt: Flere og bedre timer på skiene.

Kodeordene er udstyr, opførsel og forberedelse – fysisk, såvel som mentalt. Her følger en række tiltag der kan optimere din præstation, sikkerhed og køreglæde.

God tur!

  • Indstil bindingerne korrekt
    Korrekt indstilling af bindinger nedbringer antallet af skader markant, viser forskning. Det gælder ikke mindst de grimme knæskader.
    Bindinger skal indstilles i forhold til vægt og ski/aktivitetstype. Lad en ekspert hjælpe dig. Test bindingerne hver dag. Du kan finde instruktionsvideoer på nettet.
  • Gør kroppen klar til ski – i god tid!
    Det duer naturligvis ikke at rejse sig direkte fra kontorstolen eller sofaen og så stå på ski fra morgen til aften syv dage i træk. En skiferie er en enorm belastning for kroppen, og der indgår mange uvante bevægelser. FIND ØVELSER DER FORBEREDER KROPPEN TIL SKITUREN HER
  • Opfør dig fornuftigt
    Det her råd er vigtigere end du måske tror! Følg anviste pister, undgå farligt glatføre, dårlig sigt, potentiel lavinefare mv. og følg ’færdselsreglerne’. De er meget fint beskrevet i Det Internationale Skiforbunds 10 bud, se www.fis-ski.com.
  • Brug altid hjelm
    Det er bevist at brug af hjelm i høj grad kan forebygge hovedskader – der er ingen undskyldning: BRUG HJELM!
  • Håndledsbeskyttere
    For snowboardere gælder det at håndledsbeskyttere markant reducerer risikoen for håndledsskader.
  • Undgå alkohol
    Vær aldrig påvirket på ski – og går du til den til afterski, så tag det helt roligt dagen efter, eller hold en fridag fra pisterne. Din reaktionsevne er sandsynligvis nedsat.
  • Varm op
    Det giver absolut ikke mening at stå af liften iskold og morgenstiv i lemmerne, og starte på den sorte piste. Varm op uden ski på, og start med de lette ture.
  • Brug ikke remmene på skistavene
    Hold uden på remmen, ikke indeni, for det øger risikoen for at falde ned på hånden og få en såkaldt “skier’s thumb”-skade.
  • Sørg for væske
    Luften er tør – husk at drikke nok vand.
  • Skibriller
    sikrer dit udsyn selv i blæst, sne og tåge, og giver læ og varme når kulden og blæsten bider.
  • Drop den sidste tur
    hvis du er træt
  • Lær at falde rigtigt
    Hold altid armene foran dig
    Hold hænderne samlet over skiene
    Undgå at rejse dig før faldbevægelsen er standset
    Hold fødderne/skiene samlede
    Stræk ikke benene; hold dem bøjede
  • Tag på skiskole
    Jo mere korrekt du kører, og jo bedre faldteknik du har, jo færre skader og jo større skiglæde.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Klinikker i nærheden af dig