Overgang med overskud

Kvinders overgangsalder forløber meget forskelligt. Nogle slipper helt for gener, andre oplever mange. Et aktivt liv er hovednøglen til at tackle udfordringerne i denne periode, som af mange kvinder også opleves som både lykkelig og harmonisk.

Motion og vægt: Kroppen forandrer sig

De fleste mænd og kvinder tager på når de kommer lidt op i årene (kvinder i gennemsnit 5 kg omkring overgangsalderen). Men det er ikke en hormonelt betinget naturlov! Vægtstigningen skyldes hovedsagligt for meget og forkert kost og for lidt fysisk aktivitet.
Til gengæld sker der store ændringer i forholdet mellem muskler og fedtvæv. I aldersperioden 40-75 år taber vi op mod 50 % af muskelmassen, mens vægten typisk er uændret eller stigende. Der er altså meget ekstra fedtvæv i kroppen. Da kvinder i overgangsalderen desuden vil have en lidt forøget mængde mandligt kønshormon – testoste- ron – vil placeringen af fedtvævet ændres i maskulin retning, altså mere fedt på maven (som typisk er den type fedt der fører til forhøjet kolesterol og åreforkalkning).

Det kan du heldigvis gøre noget ved! Når du er fysisk aktiv, opbygger du nemlig muskler og mister fedt. Og det er endda fortrinsvis det fedt som sidder på maven, der forsvinder.
Du kan så yderligere glæde dig over at motion også indvirker positivt på de fleste andre overgangsgener. Og giver overskud, både fysisk og psykisk. Og, som bekendt, forebygger livsstilssygdomme. For eksempel vil blot det at køre på cykel til arbejdet en halv times tid om dagen i stedet for at tage bilen eller toget, næsten halvere risikoen for tidlige dødsfald af en hjerteblodprop.

Humørsvingninger

Mange forbinder overgangsalderen med svingende humør, tristhed og endog depression.
Det er dog sjældent hormoner der er den direkte årsag til dette. Mange af de reaktioner som ofte udlægges som hysteri, uligevægt eller depressiv tendens, kan faktisk slet og ret skyldes søvnmangel på grund af natlige svedeture.

Desuden er overgangsalderen en periode med mange forandringer for kvinden – rollen som kvinde, mor og måske også som såvel datter som arbejdskraft skal omdefineres, og det kan være en svær mental proces for nogen.

Samtidig udtaler masser af kvinder at livet som 45+-årig er bedre end nogensinde.

Overgangs-fakta

  • Overgangsalderen begynder allerede når kvinden runder de 40 år.
  • Menopausen (sidste menstruation) indtræder normalt når kvinden er mellem 48 og 55 år, i gennemsnit 51 år.
  • 25 % får slet ikke gener
  • 50 % får kun overkommelige gener
  • 25 % får udtalte symptomer
  • Hedestigninger og svedeture opleves af 8 ud af 10 kvinder. De kan allerede starte i midten af 40’erne og varer i gennemsnit 5-6 år.
  • Hedestigninger, svedeture og ændrede menstruationer er de eneste gener der udelukkende kan tilskrives overgangsalderens drastiske fald af kvindeligt kønshormon. Andre gener der er typiske for denne periode, har ofte baggrund i både hormonændringer og almindelige aldersforandringer. Det gælder eksempelvis kalk- og D-vitaminmangel, tørhed i skeden, blærebetændelser, tørre øjne, svag bækkenbund og begyndende osteoporose. Alle disse gener kan man gøre noget ved, også uden medicinsk behandling.
  •  Yngre kvinders ofte negative forestillinger om overgangsperioden bliver ikke bekræftet af de kvinder som er igennem den – de er mere neutrale eller endog positive i deres beskrivelse. Mange kvinder i 50-60-års-alderen er faktisk på toppen af deres ydeevne – både arbejdsmæssigt og personligt.

Pyha!: Gode råd når du har svede/hede-ture

  • Bær flere lag let tøj, så  du kan tage noget af efter behov
  • Brug tøj kroppen kan ”ånde i”, fx bomuld, silke eller uld
  • Hav altid noget koldt vand parat
  • A nbring en lille blæser ved siden af din seng og evt. på arbejdspladsen
  • Sov med vinduet lidt åbent
  • Undgå stress
  • Åndedrætsøvelser og afspænding kan hjælpe

Den eneste virkelig effektive behandling af svedeture og hedestigninger er hormonbehandling, der som bekendt har en række bivirkninger. En række naturlægemidler og kosttilskud siges at kunne afhjælpe hede-generne, men desværre er der generelt for få og for dårlige undersøgelser på området. Og da visse planter ganske rigtigt har en østrogenlignende virkning, er der grund til at forholde sig kritisk, da også såkaldt naturlige tilskud kan have uønskede bivirkninger.

3 Gode overgangsråd

  1. Styrk dine knogler – og få evt. en forebyggende undersøgelse, særligt hvis der er osteoporose i nærmeste familie (læs mere i pjecen ”Osteoporose”, som fås hos din fysioterapeut eller på www.krop-fysik.dk)
  2. Spis sundt, med rigeligt kalk og D-vitamin. Vores vigtigste kalk-kilde er mælkeprodukter; og D-vitamin får du gennem solen i forårs/sommerperioden samt i bl.a. fede fisk. Tag evt. ekstra tilskud.
  3. Dyrk motion og vær fysisk aktiv i dagligdagen

Du kan læse mere om hvordan du kan tackle overgangsalderens udfordringer, i bogen: ”Fra overgang til overskud” af læge Leif Skive, Komiteen for Sundhedsoplysning, www.sundhedsoplysning.dk, 2006. Pris: kr. 94 inkl. porto.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.