Nu skiller jeg mig ikke ud længere

Tekst: Jette Lu?thcke, journalist

Foto: Jeanne Kornum

Anna har altid været buttet, men da vægten sneg sig op over 80 kilo, foreslog skolesundheds-plejersken at den dengang 13-årige pige skulle henvises til Enheden for overvægtige børn på Holbæk Sygehus. To år senere – og 12 kilo lettere – føler Anna sig for første gang i sit liv pæn.

Frisuren er moderne og tofarvet, tøjet tætsiddende og make-uppen fremhæver de blå øjne og den silkebløde hud. Umiddelbart ligner Anna Klaudine Andersen enhver anden teenager, men alligevel ikke helt. For siden Anna var lille, har hun været overvægtig, og selv om hun i dag har tabt mere end 12 kilo, kæmper hun en daglig kamp mod kiloene.

– Jeg har altid været buttet og havde vænnet mig til at sådan var jeg. Min vægt steg fra år til år, men jeg er aldrig blevet mobbet i skolen og har altid haft mange venner. Selvfølgelig var det irriterende når jeg skulle prøve nyt tøj, men alligevel tænkte jeg ikke særlig meget over det. Først da jeg blev omkring 13 år, begyndte jeg at føle mig tyk og grim og blev stresset over at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle tabe mig, fortæller Anna.

Da skolesundhedsplejersken i foråret 2010 foreslog at Anna blev henvist til Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus, blev hun fyr og flamme. Til gengæld var lidt sværere for hendes mor, Janni Emde, at acceptere at hendes datter faktisk var så overvægtig at hun skulle behandles for det på sygehuset.

– Jeg arbejder på skolen, og da sundhedsplejersken sagde at Anna var overvægtig og at det ville gøre godt for hendes selvtillid at tabe sig, blev jeg ked af det og følte mig som en dårlig mor. I dag spørger jeg mig selv om hvorfor jeg dog ikke gjorde noget før, for jeg vidste jo godt at Anna vejede for meget. Men selv om hendes overvægt hæmmede hende, var hun altid glad og er aldrig blevet drillet, så jeg har trøstet mig med at sådan var hun bygget, fortæller Janni Emde.

Led af en spiseforstyrrelse

Anna var fast besluttet på at hun ville tabe sig, og heldigvis var den praktiserende læge enig og henviste hende til Holbæk Sygehus. Enheden for overvægtige børn og unge hører under børneafdelingen, og projektet ledes af børnelæge Jens-Christian Holm, der har en meget høj stjerne hos både Anna og hendes mor – selv om han er skrap, som de siger enstemmigt…

– Han startede med at sige at han gerne ville hjælpe os, men at vores livsstil skulle ændres, og hvis ikke vi var indstillet på at gøre som han sagde, kunne vi godt rejse os og gå med det samme, husker Janni Emde med et smil.

Beskeden til Anna var ikke mere opmuntrende.

– Jeg fik at vide at jeg led af en spiseforstyrrelse. Det kom rigtig meget bag på mig og sårede mig, fortæller Anna.

Spiseforstyrrelsen bestod i at Anna ikke spiste morgenmad, glemte at smøre madpakke og derefter indhentede det forsømte ved at spise en masse usundt om eftermiddagen og aftensmad for to personer – af en aftensmad der ofte bestod af friturestegte pommes frites eller sovs og kartofler foruden masser af kød.

Anna fik lagt en kostplan hos en diætist, og i dag spiser hun både morgenmad, frokost og kun én portion aftensmad. Og de ændrede spisevaner havde ud over vægttabet en uventet sidegevinst.

– Jens-Christian fortalte, at jeg ville få mere energi i skolen ved at spise morgenmad, og der gik ikke 14 dage før mine lærere også bemærkede at jeg ikke hang hen over bordet fordi jeg var træt, fortæller Anna.

I dag er den hvide pasta erstattet af fuldkornspasta, friturestegning er bandlyst, sodavand er en sjældenhed, og ristede krydderboller med rigeligt smør er fortid. Som et brud på normal bordskik får Anna nu lov til at rejse sig fra bordet når hun har spist sin ene portion.

– Vi fik opstillet en plan med en masse punkter. Nogle af dem overholder vi, hvor andre ikke fungerede for os, ligesom vi har lavet vores egne – bl.a. at Anna gerne må rejse sig fra bordet, når hun er færdig med at spise, fortæller Janni Emde.

Et af de vigtigste punkter på listen var motion. På trods af sin overvægt har Anna altid dyrket springgymnastik siden hun var tre år, og i dag er hun hjælpetræner på et hold for forældre og børn. Hun indrømmer at det ikke giver nok sved på panden, så hun glæder sig til at skulle på gymnastikefterskole efter sommerferien, hvor motion er en fast del af dagligdagen.

Jeg har så meget respekt for ham

Annas mål var at tabe sig inden hun skulle konfirmeres i maj sidste år, og det klarede hun med bravour. Siden er nålen på vægten krøbet et par kilo opad, men dér oppe bliver den ikke stående, forsikrer hun.

– Nu er jeg igen begyndt at tænke meget over hvad jeg putter i hovedet, for i marts skal jeg til kontrol hos Jens-Christian, og det er jo pinligt hvis ikke jeg har tabt mig. Så jeg vil føle at jeg svigter både ham, som jeg har så meget respekt for, mine forældre og mine egne mål. Jeg vil altid have former, men jeg skal aldrig veje 80 kg igen. For nu skiller mig ikke ud mere. Jeg er blevet en af de andre, og hvor jeg før syntes, at jeg var grim, føler jeg mig nu pæn, smiler Anna.

Behandling af overvægtige børn
I forhold til behovet er der desværre alt for få steder hvor overvægtige
børn kan blive behandlet. Nogle hospitaler som Holbæk Sygehus og Hillerød Hospital tilbyder hjælp.
Herudover kan overvægtige børn også komme på et ca. ti ugers ophold på et af landets fire Julemærkehjem. Al henvisning foregår gennem den praktiserende læge eller skolelægen.Hos Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus modtager man børn fra hele landet. Behandlingen varetages af et professionelt team af børnelæger, diætister, psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere. Man kigger på hele familiens livsstil lige fra kost og motion til sengetider og lommepenge. Afdelingens gode resultater vækker opmærksomhed i hele verden.
Kilde: Jens-Christian Holm, overlæge, Enheden for overvægtige børn og unge, Holbæk Sygehus.

12 gode råd til en bedre kostplan

01 Spring ikke måltider over.
02 Max to timer foran tv og computer om dagen – og først efter kl. 18.
03 Rør dig hver dag. Tænk motion ind i hverdagen, f.eks. ved at cykle i skole. Dyrk sport.
04 Spis kun fastfood én gang om måneden.
05 Spis salat og frugt hver dag.
06 Portionsanret maden.
07 Kun sodavand, iste, kakao én gang om ugen og max ½ liter i alt.
08 Kun slik én gang om ugen – og for 10 kr.
09 Vælg fødevarer med mange fibre som grovpasta og rugbrød.
10 Sæt ikke små børn på slankekur, men kontakt lægen for gode råd. Jo ældre barnet bliver, desto sværere får det ved at tabe sig.
11 Og husk: Overvægtige børn er forældrenes ansvar!
12 Følgende kostplan vil, ifølge Jens-Christian Holm, hjælpe 80 % af alle overvægtige børn.
Morgenmad:
Havregrød, havregryn, Rugfras, Minifras eller rugbrød med 1-6 % pålæg.
Frokost:
3-4 halve stykker rugbrød med 1-6 % pålæg, f.eks. makrel, skinke, filet.
Aftensmad:
Fedt- og sukkerfattig mad. Spis salat og grøntsager hver dag, og giv først barnet anden portion efter 20 minutter.
Kilde: Jens-Christian Holm, overlæge, Enheden for overvægtige børn og unge, Holbæk Sygehus.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.